skip to Main Content

4 redigeringstips, der gør din tekst klar som majsolen

4 redigeringstips, der gør din tekst klar som majsolen

Succesfulde skribenter skriver sjældent perfekte første udkast. De er gode til at redigere bagefter. Klarhed kommer i redigeringen.

Den legendariske copywriter Joe Sugarman, som kunne sælge et privatfly i en avisreklame, skriver efter eget udsagn første udkast, der er mere elendige end hans elevers.

Han er blot god til at rydde op efter sig selv bagefter. Han er en eminent redaktør af sit eget arbejde.

Hvorfor skulle du være anderledes end én af mestrene? Her er 4 tips til at forårsrengøre din tekst, så dine budskaber trænger igennem, og dine ord får vægt:

Foto: Maria Mattson

1 Slet første afsnit
Vi skriver os varme, før vi kommer til sagen i vores tekster. Vi argumenterer for, hvorfor vi tager ordet. Resultatet er, at læseren skrotter din tekst, fordi du ikke er relevant for ham fra begyndelsen. Som for eksempel i jobopslaget her:

Projektleder til Lyngby-Taarbæk Kommune
Vores partner gennem 25 år går på pension til sommer – vi søger derfor en fagligt stærk projektleder. Vi søger en projektleder med trækkraft og bred erfaring, faglig dømmekraft og gode kommunikative evner – minimum 10 års erfaring fra lignende stilling.

Hvad rager det mig, at deres partner er gået på pension? Jeg vil vide, hvad stillingen kan tilbyde mig – ikke ligegyldig baggrundsinformation. Kan baggrundsinformationen ikke udelades, så ryk den i det mindste ned i teksten. Kom til sagen, og vær relevant for læseren fra første linje.

2 Fjern djævleord
Ord, der ikke gør os klogere, er djævleord. De bidrager ikke til fremdriften. Det er gradueringer eller fyld, der forplumrer dit budskab. Er du en grammatiknørd, så kig efter adjektiver eller adverbier i din tekst – det vil ofte være djævleord.

Det er altså bare fordi, at vi ligesom kludrer vores første udkast af teksten til med ligegyldige ord, der er overflødige, og som vi derfor måske godt kan slette nogle af. (Ordene med fed er dem der kan undværes).

Prosit. Lad os tage den igen:
Det er altså bare fordi vi ligesom kludrer vores første udkast af teksten til med ligegyldige ord, der er overflødige, og som vi derfor måske godt kan slette nogle af.

Kan du mærke forskellen? [Orv ja, siger du]
På BRO Blog er djævleord vores allerstørste kæphest. Den er på størrelse med en trojansk en af slagsen. Især disse otte ord prøver vi at få slettet fra verdens tekster:
1) Virkelig
2) Bare
3) Måske
4) Meget
5) Altså
6) Så
7) Ting
8) Bogstavelig talt.

Du kan vælge at fjerne ovenstående ords bogstaver fra dit tastatur med det samme. Eller du kan benytte den mindre tastaturskadelige løsning og skrive de otte ord op på et kort. Tag det frem, og anvend det i djævleordsmytteriet, når du er klar til at redigere din tekst.

3 Brug korte ord
De fleste, der har inhaleret en skrivehåndbog i løbet af deres uddannelse eller arbejdsliv, kender dette råd. Og lige så mange ignorerer det.
Når vi først sætter fingrene på tastaturet, er det, som om en ældre herre med duskede bakkenbarter og hinkestensmonokel tager over og marinerer vores tekster med ord som ’rekvirere’, ’artefakt’ og ’dialogmøder’ i stedet for ’få’, ’tekst’ og ’møde’.

Og det er et problem. Ikke kun for vores læsere, som har svært ved at forstå, hvad vi mener. Det er et problem for vores troværdighed som afsendere.
Kom lidt nærmere, og jeg skal fortælle dig hvorfor:
Lange ord får dig til at virke dummere.

Den er god nok: I en undersøgelse fandt psykologiprofessor Daniel M. Oppenheimer fra Princeton University ud af, at hvis du gerne vil blive opfattet som troværdig og intelligent, skal du ikke bruge et komplekst sprog – hvis du kan sige det samme med enklere og kortere ord.

Undersøgelsen viste entydigt, at et prætentiøst sprog med unødvendigt lange, knudrede ord bliver opfattet som et tegn på ringe intelligens og lav troværdighed.

Led ikke efter lange synonymer til korte ord for at lyde klogere eller vigtigere – det har den modsatte effekt. Træn derimod dig selv i at skrive så korte ord som muligt. Gør ikke din læser utålmodig med ord som ’igangsætte’ eller ’omkalfatre’. Skriv ’starte’ eller ’ændre’ i stedet for. De er hurtigere at læse og lettere at forstå.

4 Giv teksten til en ven
To sæt øjne er altid bedre end et.

Din ven eller kollega vil i 99 tilfælde ud af 100 kunne finde og dække huller, du ikke selv har opdaget i din tekst.

Brief din ven, inden du sender teksten til ham/hende. Vær klar i dine forventninger, så du ikke spilder din vens dyre arbejdstid. Stil spørgsmål som:
• Hvordan forstår du budskabet i denne tekst?
• Kan læseren følge med i, hvad jeg skriver?
• Lyder teksten som mig – eller som vores organisation?
• Hvor kan jeg slette overflødige afsnit og djævleord?

Den slags. Og husk at sige pænt tak med en kop kaffe og en kiks bagefter. Tekstredigering er noget, vi giver til hinanden. Tag det ikke for givet.

Når tekstredigering ikke er nok …
Anvender du disse redigeringstips på din næste tekst, er du godt på vej til at hæve dig over middelmådigheden og gøre dine tekster forståelige og mindeværdige for din læser.

Vil du rigtig ind og kramme din modtagers hjerte, kræver det dog, at du har gjort dit forarbejde og tilpasset din tekst til din modtager. Polerer du lorten, er det ligegyldigt, hvor mange djævleord du sletter.

En god tekst bliver skabt af 40 procent forarbejde, 20 procent skrivning og 40 procent redigering. Så hav din ide klar, før du går til papiret, og brug redigeringen til at gøre den endnu klarere.

Men det med forarbejdet er en anden artikel.

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 103, maj 2017.

Tema / Skriv klart

Tekst / Kathrine Louise Nielsen

Foto / Unsplash, Aaron Burden

Udgivet / Maj 2017

Back To Top
×Close search
Search