skip to Main Content

Sofie Møller Pedersen

Medlem / portræt

SOFIE MØLLER PEDERSEN, 26 år
1.9. 2020 fra studerende til graduate i global marketing hos Ambu.

Vidste du, hvad du ville, når du blev færdiguddannet?
Da jeg søgte job, tænkte jeg over, hvad jeg er god til, men med en uddannelse som min ser man ikke lige så tydeligt, hvad det kan omsættes til, som hvis man for eksempel er blevet jordemoder. Så jeg tænkte, at jeg ville finde ud af, hvad jeg helst ville gå efter, men også at man skal lade være med at være for snæver i sin jobsøgning.

Hvordan fik du dit job hos Ambu?
Jeg så jobbet på LinkedIn, mens jeg stadig var i gang med mit speciale. Jeg havde besluttet, at jeg gerne ville arbejde på et hovedkontor i en international virksomhed indenfor healthcare, og jeg kiggede især efter graduatestillinger. De er målrettede til nyuddannede og har fokus på udvikling. Jeg vil gerne udvikle mig, og jeg vil gerne være på en arbejdsplads, der tager det seriøst. Jeg var igennem en helt almindelig ansættelsesproces med samtaler, tests og præsentation af en case.

Hvordan er dit graduateforløb tilrettelagt?
Jeg er fastansat med et toårigt graduateforløb, og derefter er det planen, at jeg finder min plads, hvor det passer til virksomheden og mig. Forløbet består af tre forskellige jobs i virksomheden af hver otte måneders varighed. Jeg er startet som junior produktchef i product management, derefter kommer et forløb i marketing, og til sidst skal jeg arbejde otte måneder i et marketingteam på et salgskontor i udlandet.

Lever det så op til de ting, du lagde vægt på, da du valgte studie?
Jeg søgte ind på Europæisk Business på CBS, fordi uddannelsen kobler det politiske og samfundsvidenskabelige med det økonomiske og det strategiske. Det er en generalistuddannelse, der kan snævres ind, men på BA savnede jeg det kommercielle aspekt, fordi det giver forståelse af dit publikum og af, hvordan ressourcerne i virksomheden bliver allokeret, så jeg valgte at tage kandidaten i international marketing, og det er netop det, jeg skal beskæftige mig med her. Jeg får en intensiv onboarding proces i Ambu, og der er lagt en plan for, hvad jeg skal i de første otte måneder, hvor jeg har mine egne projekter, som jeg er 100% ansvarlig for, hvilket giver en god følelse.

SOFIE MØLLER PEDERSEN ER CAND.LING.MERC. I INTERKULTUREL MARKETING FRA CBS I ÅR. I LØBET AF STUDIETIDEN HAVDE HUN TRE STUDIEJOBS. HOS EDUCATION FIRST, HOS AMROP OG I PHILIPS HEALTH CARE.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Helene Bagger
Udgivet / December 2020

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
×Close search
Search