skip to Main Content

LASSE GULDHAMMER VILLUMSEN

Medlem / portræt

LASSE GULDHAMMER VILLUMSEN, 34 ÅR
1. maj 2022 fra Data and Media Buying Specialist hos DSB til Head Of Digital Marketing, Graduateland

Du har fået skabt dig en profil, der især er marketingorienteret. Hvad er baggrunden for det?
Det er egentlig kommet ret gradvist. Jeg startede med at læse interkulturel virksomhedskommunikation med spansk på CBS, men inden jeg fik min BA, opdagede jeg, at jeg gerne ville i en retning, der var mere kommerciel, og som indeholdt både økonomi og kommunikation, så derfor skiftede jeg til HA Kom. Igennem mit studieliv herefter fik jeg endnu mere fokus på tal, matematik og data, og min marketingkarriere er fortsat i den retning.

Hvordan fik du dit første job?
Da jeg blev færdig, kiggede jeg i første omgang udelukkende efter marketingjob, og valget faldt på mediebureauet OMD, hvor jeg netop skulle arbejde med både kommunikation og tal. Det var en ekstremt stejl læringskurve. Jeg fik ret hurtigt ansvar for egne kunder og arbejdede rigtig meget, samtidig med at jeg fik barn nummer to. Da DSB rakte ud og opfordrede mig til at søge, var jeg både tiltalt af den faglige del, fordi jeg her fik mulighed for at koncentrere mig om én kunde, som var i gang med at digitalisere meget i deres marketing, og samtidig så jeg muligheden for en lidt bedre work-life balance.

Hvad fik dig til at skifte jobbet i DSB ud med det, du har fået nu?
Endnu engang fik jeg en forespørgsel, denne gang fra min nuværende chef. Han fortalte mig om den nyoprettede stilling. Jeg så en masse udviklingsperspektiver i opgaverne, og jeg var også parat til at prøve noget nyt, både i forhold til virksomhedstype og branche. Graduateland er en dansk virksomhed med cirka 40 ansatte, der står bag Europas største karriereportal for studerende og kandidater. Det er både en jobsøgningsportal og et netværk, som forbinder tre parter – studerende/kandidater, arbejdsgivere og universiteter. Mine vigtigste opgaver er at være ansvarlig for digital marketing, og for at vores kampagner lander de rigtige steder samt hele det bagvedliggende setup.

Og på længere sigt?
Det er at rykke Graduateland videre til næste niveau, blandt andet ved at udvikle brugerrejsen, vores netværk med studerende, arbejdsgivere og uddannelsesstederne og vores tilbud, for eksempel vores virtuelle karrieremesser. Jeg sagde ja til jobbet på grund af udviklingsmulighederne, både de faglige og de personlige i forhold til at få nye kompetencer ved at bevæge mig ud på et nyt og ukendt territorie.

LASSE GULDHAMMER VILLUMSEN ER CAND.MERC.(KOM) FRA CBS 2016. HAN VAR I PRAKTIK I BRØNDBY IF, HAVDE STUDIEJOB HOS CAPITAL MARKET PARTNERS, OG DET FØRSTE FASTE JOB VAR I MEDIEBUREAUET OMD, INDEN HAN EFTER TO ÅR DER BLEV ANSAT I DSB.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Juni 2022

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search