Skip to content

CASE: Genfødes pressemeddelelsen med AI?

CASE: Genfødes pressemeddelelsen med AI?

Markedet for AI-løsninger til kommunikatører buldrer af sted, og nu har PR-virksomheden Mynewsdesk meldt sig ind i kapløbet med et produkt, som fokuserer på pressemeddelelsen. Men det handler ikke kun om at producere tekster.

Tekst / Uffe Jørgensen Odde
Foto / PR
Udgivet / Maj 2023

Lyt til artiklen her

“Vi er overbeviste om, at AI bliver en integreret del af kommunikatørernes arbejde. Det bliver et samarbejde mellem mennesker og maskiner.”

Sådan siger Sara Manding Holm, produktchef hos den svenskbaserede virksomhed Mynewsdesk, som arbejder med kommunikation og branding for virksomheder og organisationer.

Virksomheden har lanceret et nyt produkt, Content AI, der er bygget på kunstig intelligens og som, ifølge Mynewsdesk, gør det nemmere at producere for eksempel pressemeddelelser, der med ny teknologi måske bliver født på ny, fordi deres gennemslagskraft, ifølge virksomheden bag det nye produkt, bliver større, når kunstig intelligens har givet en hånd med.

Det sker ved, at man lægger oplysninger ind i AI-produktet, som herefter producerer et udkast til en pressemeddelelse. Det nye produkt er bygget på teknologi fra OpenAI, der står bag den hypede ChatGPT.

“Perspektivet er, at det hjælper kommunikatører til at blive bedre til deres arbejde, de bliver mere produktive og mere kreative,” siger Sara Manding Holm.

Hun forklarer, at viden baseret på de mest almindelige typer pressemeddelelser, som virksomheder sender ud, er fundamentet for det nye produkt.
“Når data eller viden kombineres med, hvad kommunikatøren ønsker at formidle – det kan være et nyt produkt – så laves en skabelon, som integreres med de funktionaliteter, der findes i OpenAIs ChatGPT. På den måde bliver processen forenklet, og det bliver muligt at producere mere indhold på kortere tid og i forskellige versioner til forskellige målgrupper,” siger Sara Manding Holm.

Sara Manding Holm

Vi ser allerede, at udviklingen indenfor AI kan hjælpe kommunikatøren. Men det handler ikke kun om at producere indhold. Det handler også om, at AI kan anbefale bestemte medier og journalister og hjælpe med at følge op.

Mennesker og maskiner

Rapporten State of PR & Communication 2023, der er udgivet af Mynewsdesk, og som bygger på svar fra 450 PR-professionelle i Norden, fokuserer også på kunstig intelligens.

I rapporten angiver 60 % af respondenterne, at kunstig intelligens i fremtiden bliver en stor hjælp i forhold til indholdsproduktion. 50 % svarer, at organisationen, de arbejder i, planlægger at producere mere indhold, som AI står bag, mens 61 % mener, at kunstig intelligens aldrig bliver i stand til at producere så godt indhold som mennesker.

Og ifølge Mynewsdesk er det nu i højere grad end tidligere muligt at producere, publicere, distribuere, følge op og analysere sin kommunikation på en mere effektiv måde.

Men hvordan adskiller dette produkt og andre sig fra, hvad ChatGPT kan?
“I ChatGPT er man som kommunikatør nødt til at skrive prompten selv – man skal beskrive ’tone of voice’, i hvilken form pressemeddelelsen skal skrives, hvordan virksomheden, man repræsenterer, skal præsenteres og så videre. Men al den info ligger allerede i vores platform, hvis man er kunde,” siger Sara Manding Holm.

Hun forklarer, at den information, som sendes ind i OpenAIs API, for eksempel gør det muligt at ramme en bestemt ’tone of voice’. Dette er relevant i forhold til at imødekomme kulturelle eller sproglige forskelle i forskellige lande.

Det hjælper kommunikatører til at blive bedre til deres arbejde

Sara Manding Holm, produktchef Mynewsdesk

Hvordan vil produkter som dette ændre måden, vi arbejder med pressemeddelelser på?
“For det første gør de os i stand til at producere mere. Det ser vi allerede. Men vi ser også, at det bliver nemmere at skræddersy pressemeddelelser til forskellige målgrupper eller bestemte personer, som man ønsker at ramme. Årsagen er, at al den viden allerede ligger i teknologien. Vi ved for eksempel, hvad forskellige journalister og medier skriver om, og på baggrund af det kan man skræddersy indholdet, som man ønsker at sende,” siger hun.

Hvordan ser du samarbejdet mellem maskiner og mennesker?
“Vi ser allerede, at udviklingen indenfor AI kan hjælpe kommunikatøren. Men det handler ikke kun om at producere indhold. Det handler også om, at AI kan anbefale bestemte medier og journalister og hjælpe med at følge op. Derudover er der hele datadelen, der beskriver, hvilket indhold der performer, hvad der er blevet samlet op af journalister og så videre,” siger Sara Manding Holm.

Nøjagtigt og korrekt

Debatten om kunstig intelligens har især raset siden ChatGPT i slutningen af november sidste år fik sit gennembrud.

Bekymringer, i forhold til at maskiner overtager job og bliver herskende, fylder, mens også etiske dilemmaer og ikke mindst teknologiernes sproglige bias fylder. Men uanset hvad, så er kunstig intelligens kommet for at blive – og det er allerede taget i brug, siger Sara Manding Holm.

Men er der ikke noget, der bekymrer dig?
“Jeg har stor tillid til OpenAI, fordi der blandt andet er meget klare retningslinjer. Men i forhold til AI generelt, hvor der sker utroligt meget i disse måneder, så er det svært at vide, hvad der kommer til at ske,” siger Sara Manding Holm og fortsætter:

“Der er dog ikke noget, som er 100 % automatiseret. Som kommunikatør skal man altid være opmærksom og sikre, at det indhold, man bruger AI til at producere, er nøjagtigt og korrekt, og at man både som kommunikatør og virksomhed kan stå inde for indholdet.” ●

Tekst / Uffe Jørgensen Odde
Foto / PR
Udgivet / Maj 2023

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search
Share via
Copy link
Powered by Social Snap