
CHRISTINA NØRTOFT POULSEN
Medlem / portræt
Du har været jobsøgende, mens du var på barsel. Hvordan var det?
Ja, jeg havde et barselsvikariat, da jeg blev gravid, så det endte med, at jeg selv var på barsel de sidste par måneder af mit barselsvikariat. Jeg begyndte at tænke på job, inden jeg fødte. Så mens jeg var højgravid, var jeg til et par kaffeaftaler. Men jeg havde også besluttet, at jeg ikke ville bruge rigtigt krudt på jobsøgning, før jeg var i slutningen af barslen, og det holdt jeg fast i. Jeg var heldigvis ikke urolig i forhold til at få noget nyt, for der er mange gode jobs i København, og på den måde kunne jeg skubbe det væk.
Hvornår begyndte du så at røre på dig?
Det gjorde jeg så småt i november, men min kæreste og jeg skulle en måned til Thailand på barselsrejse op til jul, så det var reelt først i begyndelsen af januar, at jeg gik i gang. Det gjorde jeg igennem et opslag på LinkedIn for på den måde at prikke til folk i mit netværk. Det virkede rigtig godt. Mit opslag nåede overraskende langt ud, og jeg fik mange henvendelser, så jeg fik travlt med at svare tilbage og forholde mig til, hvad jeg skulle undersøge nærmere.
Vidste du, hvad du ville?
Jeg var ikke fuldstændig stålsat i forhold til det. Jeg har mest haft jobs i medie- og reklamebranchen før, og der er ting ved begge brancher, der tiltaler mig. Jeg valgte LEAD Agency, fordi deres bureauprofil giver god mening for mig. De ligger og arbejder i spændingsfeltet mellem det kommercielle, politiske og samfundsansvarlige, og det var jeg klar over ville være noget af det mest spændende for mig.
De har lige startet en strategisk afdeling her fra januar, og det er den, jeg er blevet en del af sammen med to andre medarbejdere. Her får jeg mulighed for at forme den strategiske ydelse i bureauets arbejde, og det er især det, jeg finder rigtig interessant.
Hvad værdsætter du ved en arbejdsplads?
Jeg har gået efter at være på en arbejdsplads, hvor jeg kan bruge mine kompetencer bedst muligt, hvor der er rare og dygtige mennesker, og hvor vi har det sjovt. Jeg vil gerne gå glad på arbejde og være stolt af det, vi laver.
Her på LEAD Agency er der en anden fællesnævner, jeg værdsætter, og det er, at man godt kan lide at udvikle sig fagligt. Her er for eksempel en kæmpe bogreol med faglitteratur. Jeg læste i forvejen mange fagbøger, så det er dejligt, at fagbøger bliver læst og diskuteret på arbejdspladsen. Jeg synes, det er enormt vigtigt at holde sig opdateret, især i marketingbranchen, hvor man hele tiden skal følge med i købsadfærd, adfærdspsykologi og lignende. Det er vigtigt for at have noget at gribe i, når man rådgiver, for så står man bedre i sin rådgivning.
CHRISTINA NØRTOFT POULSEN ER CAND.MAG. I MEDIEVIDENSKAB FRA AARHUS UNIVERSITET 2015. HUN HAR TIDLIGERE VÆRET ANSAT I DR OG PÅ REKLAMEBUREAUET ENVISION.