Skip to content

Er du i tvivl om, hvilken værdi du skaber?

Er du i tvivl om, hvilken værdi du skaber?

Tekst / Katrine Rudbeck Japsen, Kommunikationskonsulent, BUPL Nordsjælland.
Medlem af kommunikationspolitisk udvalg, hovedbestyrelsen og repræsentantskabet i KS.
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Februar 2023

Lyt til artiklen her:

Det burde du ikke være, men jeg forstår godt, hvis du er. For hvor mange gange har du ikke hørt: ”altså alle kan jo kommunikere”, mit bud er: mange, rigtig mange gange. Både du og jeg ved jo godt, at det ikke er rigtigt, og desværre er vi kommunikatører nogle gange selv med til at skabe fortællingen. Og dét skal vi holde op med. Nu.

I sidste KOM Magasin skrev Louise om, hvordan hun nogle gange var ubevidst kompetent, og hvordan kommunikatører nogle gange underminerer deres arbejde ved selv at lave fortællingen om ’bare’ at være den, der kan skrive tekster. Og at vi som kommunikatører skal være bedre til at heppe på hinanden og tro på, at vores arbejde er vigtigt, særligt og ikke noget, alle kan. Jeg er all in på hep og at være bannerføre for faget – men dét synes jeg allerede vi er gode til.

Hver gang jeg scroller på Linkedin, ser jeg ikke andet end dygtige og kompetente kommunikationsprofessionelle, der skriver det ene indsigtsfulde opslag efter det andet. Men hvor går det galt så?

For mig at se ligger anerkendelsen og heppen ikke kun hos kommunikatøren selv. Den ligger i den grad også hos din leder og den virksomhed, som du arbejder i. De steder, jeg har arbejdet, og hvor jeg har følt mig mest værdifuld, er de steder, hvor jeg har spillet mig selv ind i starten af processer, forretningsgange og strategier. Den værdi mit arbejde har skabt, har været synlig for opgaven, mine kollegaer, organisationen og min leder. Når andre begynder at opdage, hvad ens input betyder for en opgave – bliver det nemmere at finde ud af, hvilken værdi, man skaber. Sådan er det i hvert fald for mig. Og sådan kan det også blive for dig.

Men jeg ved selvfølgelig godt, at det kan være svært altid at identificere, hvad man bidrager med, og hvilken værdi man skaber. Jeg har to råd, som jeg selv følger.

1) Find ud af, hvordan værdi kvalificeres på din arbejdsplads. For mig er data og tal et godt udgangspunkt. Find et Commtech-værktøj, hvor du nemt kan vise resultaterne af dit arbejde.

2) Vær nysgerrig, og bland dig i alt. Nogle gange kan det være dit lille input, der ændrer en hel strategi, eller også ved din kollega ikke, at vedkommende har brug for en hjælpende hånd.

For mig er det dét, som virker, og for andre noget andet. Jeg kan blot konstatere, at jo mere nysgerrig jeg er, og jo mere jeg blander mig, jo federe bliver mit arbejde og jo tydeligere bliver den værdi, jeg skaber. Krydrer jeg det med lidt tal og data, jo mindre i tvivl bliver jeg og andre mindre i tvivl om, hvilken værdi mit arbejde skaber. ●

Tekst / Katrine Rudbeck Japsen, Kommunikationskonsulent, BUPL Nordsjælland.
Medlem af kommunikationspolitisk udvalg, hovedbestyrelsen og repræsentantskabet i KS.
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Februar 2023

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search