skip to Main Content

Et gigantisk hav
af kommunikation

I Royal Greenland betyder det alt at være en grønlandsk virksomhed, for det er hele den grønlandske kultur og natur, virksomheden bærer med sig ud i verden. Og med 2.200 medarbejdere, hvor nogle arbejder på en lille fabrik i den mindste bygd i Grønland, andre i Danmark, Kina, Japan eller Canada, kræver det et gigantisk hav af kommunikation at holde det hele kørende.

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / November 2019

Royal Greenland er en helt særlig virksomhed, fordi Grønland er et helt særligt sted med en natur, som fascinerer de fleste og en historie, som er tæt bundet sammen med den grønlandske natur og kultur. Royal Greenland er blandt verdens førende leverandører af fisk og skaldyr og har siden 1979 været ejet af det grønlandske selvstyre, og det vil i praksis sige, at det er den grønlandske befolkning, der ejer virksomheden.

I århundreder har filosofien for fiskeri og jagt i Grønland været at leve i samspil med naturen. Royal Greenlands historie går tilbage til 1774, og den samme filosofi er den dag i dag en integreret del af Royal Greenlands forretning.

Royal Greenlands hovedkontor ligger i Nuuk. 1.500 af de 2.200 medarbejdere arbejder i Grønland, for størstedelens vedkommende med produktion på de 40 fabrikker, der fordeler sig langs den grønlandske kyst, og med fiskeri i virksomhedens egen fiskerflåde.

Det kommercielle center, hvorfra marketing, salg og den markedsrettede kommunikation styres, ligger i Svenstrup udenfor Aalborg. Her er det opgaven at bringe varerne ud til markederne.

”I det kommercielle center og markedsafdelingen er det vores opgave at fungere på markedsvilkår. Vi er så at sige den spidse ende af raketten. Alle salgsafdelinger i verden refererer ind her, så vi er brohovedet ud til den kommercielle del af forretningen, som i Danmark, foruden det kommercielle center, består af de centrale indkøbs- og controllingafdelinger,” forklarer Hanne Kvist. Hun er direktør for markedsudvikling og marketing i Royal Greenland, hvor hun har været ansat siden 2006. Hanne Kvist er uddannet cand.merc. i International Business fra Copenhagen Business School (CBS).

Fra Norden til Globen

”Da jeg blev ansat, havde vi en lille marketingafdeling med fokus på de nordiske markeder. Den har udviklet sig til en marketingafdeling, der arbejder globalt. Som kommunikations- og marketingfolk skal vi klæde salgsselskaberne på, men vi arbejder tæt sammen om kommunikationen ud mod markederne. Der er 4 kommunikationsmedarbejdere ansat i hovedkontoret i Grønland, mens der er 12 medarbejdere i det kommercielle center, som arbejder med markedsudvikling, grafiske løsninger og kommunikation,” siger hun.

Hanne Kvist

Organisationen har stor indflydelse på fremdriften i de enkelte strategiske initiativer. Vi følger strategien tæt, blandt andet gennem at arbejde med måltal.

Royal Greenland har en generel strategi, som alle i virksomheden kender til. Den er rammen i forhold til de ting, virksomheden gerne vil lykkes med, og bygger på initiativer, der er forankret i virksomhedens identitet og de råvarer, man har. Den seneste blev præsenteret på et managementmøde i september 2018.

”Vi hylder, at tingene skal kommunikeres ud i organisationen. Det er her, der skal tages ejerskab på strategien, og det er også her, at ansvaret, for at det lykkes, ligger. Organisationen har stor indflydelse på fremdriften i de enkelte strategiske initiativer. Vi følger strategien tæt, blandt andet gennem at arbejde med måltal,” forklarer Hanne Kvist.

I en virksomhed som Royal Greenland er alle en del af et større mål. Og alle medarbejdere kommunikerer om virksomheden på hver deres måde.

” Vi vil gerne aktivere vores kolleger rundt omkring i verden i forhold til at bruge sociale medier, kommentere og så videre. Det er meget troværdigt, når det kommer fra folk, der reelt arbejder i markedet fremfor blot fra en marketingafdeling. Det kan være på LinkedIn eller andre sociale medier, eller bare når de fortæller om virksomheden. Vi kan, og vil ikke, kontrollere det hele, men vi vil gerne facilitere bestemte budskaber, specielt til vores kolleger i salgsselskaberne,” siger Hanne Kvist.

Royal Greenland har ét samlet salgsselskab i Norden og desuden datterselskaber i England, Tyskland, Italien, USA, Kina og Japan. Datterselskaberne har fokus på salg og marketing.

Grønland

Grønland er verdens største ø – på størrelse med Frankrig, Spanien, Tyskland, Italien, Storbritannien, Grækenland, Belgien og Danmark tilsammen. Alligevel er her kun 56.000 indbyggere.

Engelsk, grønlandsk og dansk

Internt kommunikerer Royal Greenland via et Intranet, men man har også et medarbejderblad, og medarbejderne får desuden information via mails, på billboards i kantinerne rundt omkring og via almindelige opslag med meddelelser og information.

”Engelsk er egentlig vores koncernsprog, men vi kører som minimum al intern kommunikation ud på grønlandsk, dansk og engelsk. I dag er det klart en udfordring i forhold til at arbejde med kommunikation, at man skal forstå en kompleks verden, før man kan kommunikere. Vi samler viden op fra forskellige markeder i samarbejde med salgsselskaberne og de markeds- og kommunikationsansvarlige. Det hjælper os, når vi skal finde frem til, hvilke løsninger vi kan skabe, som giver mening på tværs, men også med respekt for den forskellighed, der er.”

”Ellers er kommunikationskanalerne rejser, møder og videomøder. I dagligdagen er ledelsen synlig i vores medarbejderblad Navigatio og i forbindelse med interne meddelelser. Og når de 50 ledere i managementgruppen samles, kommer de hjem med et kommunikationssæt til deres respektive afdelinger.”

”Det er kulturen og den tætte dialog, der er afgørende, og det betyder alt, at vi er en grønlandsk virksomhed. Det er hele den kultur, vi bærer med os. Det er meget specielt at arbejde med en kultur, der er så bundet sammen med naturen. I dette tilfælde en helt speciel natur, hvor årstiderne og vejret påvirker alt enormt meget, så man skal kunne skifte retning med forholdsvis kort tidshorisont. Så det kræver, at man har interesse for naturen at være ansat i Royal Greenland, og man skal være agil og forandringsvillig,” slutter Hanne Kvist. ●

Tekst / Anne Nimb
Foto / Royal Greenland
Udgivet / November 2019

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Kommagasinet.dk er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Back To Top
×Close search
Search