skip to Main Content

5

trends der kan præge somelandskabet i de kommende år

Facebook kan blive en magtfuld spiller på streamingmarkedet, social listening risikerer at skrumpe, og SoMe-giganterne kan blive tvunget til at tage mere demokratisk ansvar. Her er fem tendenser, der kan præge de sociale medier i de kommende år.

Tekst / Thomas Møller Larsen
Illustration / Maj Ribergård
Udgivet / Oktober 2018

De sociale medier udvikler sig i et eksplosivt tempo for tiden – både hvad angår udbredelse og ny teknologi. Men samtidig er de underlagt en kritisk offentlighed, der tvinger firmaerne bag til at bruge de potente teknologier med større omtanke.

Så hvordan vil SoMe-landskabet forme sig i de kommende år?

Kommagasinet.dk stillede dette spørgsmål til tre SoMe-folk. Det er:

– Jonas Ravn, senior SoMe- og kommunikationsrådgiver hos kommunikationsbureauet Operate

– Mikael Lemberg, produktchef hos Falcon.io, der specialiserer sig i software til sociale medier

– Jacob Benzon Malmmose, director of social business hos reklamebureauet Hjaltelin Stahl

Her er deres bud.

Facebook kan blive en magtfuld spiller på streamingmarkedet

Facebook har netop lanceret sin nye streamingtjeneste Facebook Watch, og YouTube har lanceret betalingstjenesten YouTube Premium. Og da det i juli kom frem, at Facebook er på vej med en dokumentarserie om fodboldstjernen Christiano Ronaldo, der kun skal udgives på Facebook, kom det ikke bag på Jacob Benzon Malmmose fra Hjaltelin Stahl. Et af de næste store erobringstogter for SoMe-giganterne handler om at erobre streamingmarkedet, vurderer han.

”Ronaldoserien er en måde at kickstarte deres streaming på og at få brands til at investere. Facebook har den kritiske masse, der skal til. Det kan hurtigt slå igennem i store målgrupper,” siger han og fortsætter:

”Det bliver rigtig interessant at se, hvor stor en bid af streamingkagen Facebook kan tage.”

Han vurderer, at tendensen vil gøre video til en endnu vigtigere kanal for kommunikation og marketing, end det er i dag.

”Og dét kommer til at stille krav til annoncører, fordi det bliver dyrere rent produktionsmæssigt,” siger han.

Jonas Ravn fra Operate peger også på video som en massiv tendens.

”Det er helt indlysende, at SoMe-landskabet bliver meget mere visuelt. Det vil blive meget mere båret frem af især videoformater. Der sker også enormt meget inden for augmented reality og live-transmissioner, så på tværs af kanaler vil vi se, at det bliver mere visuelt. Det begynder også at stille større krav til indholdet,” siger han.

”Det bliver rigtig interessant at se, hvor stor en bid af streamingkagen Facebook kan tage”

Jonas Ravn

Social listening kan blive stækket

Data fra de sociale medier har været et eldorado for virksomheder i de seneste år. Kommagasinet.dk har løbende beskrevet denne tendens. Pludselig kunne virksomheder overvåge folkehavets syn på deres brands i realtid og meget mere. Disciplinen kaldes social listening. Men hos softwarevirksomheden Falcon.io, der blandt andet udvikler værktøjer til social listening, er man ikke overbevist om disciplinens fremtid.

”Det er noget, vi historisk har investeret meget energi i. I dag kigger jeg på det og siger: ’Jeg vil gerne se, hvordan verden ser ud om et halvt år, før jeg begynder at dedikere en masse ekstra ressourcer til det,’ ” siger Mikael Lemberg, produktchef hos Falcon.io.

Han henviser til den seneste tids privatlivsdebat, der har været domineret af særligt GDPR og Cambridge Analyticasagen. En debat, der – som Kommagasinet.dk skriver denne måned – har tvunget Facebook til at være mindre rundhåndede med deres brugerdata.

”På Facebook er det meget begrænset, hvad vi kan få af data. Og på Instagram kan vi stort set kun få anonymiseret og aggregeret data,” siger Mikael Lemberg.

Bemærk, at Facebook ejer Instagram.

”Den der rendyrkede social listening, hvor vi samler alle omtaler af dit brand på tværs af alle sociale medier – og på detaljeniveau kan se, hvem der siger hvad – dét er kun på Twitter, vi kan det nu. Twitter er den eneste virksomhed, som er meget åben, men det er ikke sikkert, at de bliver ved med det. Det kan være, de bliver nødt til at ændre holdning,” siger Mikal Lemberg.

Falcon.io har dog ingen planer om at nedgradere sin egen social listening-løsning, fortæller han, men pointerer, at Falcon.ios to største use cases er content marketing og kundeservice.

”Jeg tror, markedet for social listening bliver mindre i fremtiden,” siger han.

”Twitter er den eneste virksomhed, som er meget åben, men det er ikke sikkert, at de bliver ved med det”

Mikal Lemberg

Sociale medier kan blive tvunget til at tage mere ansvar

De sociale medier kan ikke længere leve med bare at være platforme, vurderer Jacob Benzon Malmmose. Eksplosionen af fake news tvinger dem til i højere grad at filtrere indhold og værne om demokratiet, vurderer han.

”De sociale medieplatforme er sat i verden for at bringe folk tættere sammen og styrke relationer mellem mennesker. Men der er kommet en erkendelse af, at der faktisk er onde kræfter ude i verden, der udnytter platformene til at polarisere verden – kræfter, der skaber konspirationsteorier og fake news,” siger han og vurderer:

”Vi kommer til at se de sociale medier bruge rigtig meget krudt på at rydde op og tage stilling til det moralske ansvar, de har for, at deres platforme ikke udfordrer demokratiet gennem fake news, effekt på valg og så videre.”

”Hvis du lige nu søger på YouTube om, hvorfor jorden er flad, finder du masser af videoer, der fortæller, hvorfor jorden er flad. Og så gør algoritmen, at du fremover bliver eksponeret for endnu mere af det samme indhold,” siger Jacob Benzon Malmmose, der vurderer, at vi også vil se et massivt politisk fokus på sagen i de kommende år.

Han nævner også afhængighedsproblematikken.

”De sociale medier udnytter nogle kemiske stoffer i hjernen, så vi bliver afhængige af dem på samme måde som alkohol og cigaretter. Og hvis ikke de sociale medier på en eller anden måde forholder sig til det, så er det noget, politikerne vil sætte begrænsninger på, ligesom man diskuterer afgifter på alkohol og cigaretter,” vurderer Jacob Benzon Malmmose.

”Vi kommer til at se de sociale medier bruge rigtig meget krudt på at rydde op og tage stilling til det moralske ansvar, de har for, at deres platforme ikke udfordrer demokratiet gennem fake news, effekt på valg og så videre”

Jacob Benzon Malmmose

Giganterne vil konsolidere deres positioner

Klodens største sociale medier – Facebook, YouTube og Instagram – bliver uhyre svære at slå af pinden lige med det samme, pointerer Jonas Ravn og Jacob Benzon Malmmose. Når man som Facebook først har fået 2,2 milliarder månedlige brugere, står man stærkt, pointerer Jonas Ravn.

”Facebook er store, og de har knowhow og økonomiske ressourcer til at forretningsudvikle i et tempo, som få andre kan. De er meget innovative og omstillingsparate, og de kommer hele tiden frem med nye services, som gør, at jeg tror, det er en kanal, der har lige så stor udbredelse om to år. Det føler jeg mig ret overbevist om,” siger Jonas Ravn.

Han vurderer også, at vi kommer til at se mere til Messenger-funktionen.

”Jeg tror, vi vil se endnu mere kundekontakt overgå til Facebook,” siger han.

Og så kan Facebooks jobportal vise sig at være en joker, vurderer han.

”Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Hvis Facebook beslutter sig for at vise Champions League, så skal de nok finde ud af at gøre det,” siger Jonas Ravn.

Verdens andenstørste sociale medie, YouTube, der nu er oppe på 1,8 milliarder månedlige brugere, står også bundsolidt, lyder det fra Jacob Benzon Malmmose.

”YouTube har en stor kritisk masse. De er førende i forhold til, hvor meget indhold der bliver lagt op hver time. Og så er de ejet af Google, så når du søger på Google, er det YouTube-indhold, der kommer op først,” pointerer han og siger om Instagram, der for nylig rundede én milliard månedlige brugere:

”På den økonomiske front står Instagram til at vækste helt sindssygt. Med alle de formater, de har lanceret, kommer de bare til at booste deres følgerskare det næste par år,” siger han og henviser til blandt andet IGTV – Instagrams nye kanal for længere videoformater.

”Det er næsten kun fantasien, der sætter grænser. Hvis Facebook beslutter sig for at vise Champions League, så skal de nok finde ud af at gøre det”

Jonas Ravn

Mindre spredehagl, mere fokus

Hos Operate har Jonas Ravn bevidnet en lidt forvirret opstartsperiode på de sociale medier blandt organisationer og i erhvervslivet. Der har været en tendens til at skyde med spredehagl og forsøge at være til stede på alle kanaler, erfarer han.

”Vi har reddet på en bølge, hvor det har været en naturlighed at oprette en Facebookprofil, en Twitterprofil og en LinkedInprofil oven i kanaler som hjemmesider, presseindsatser, nyhedsbreve og så videre. Det stiller ekstremt store krav til driften,” fortæller han.

Han ser dog en del tegn på, at det nu forandrer sig.

”Mit bud vil være, at flere vil blive mere fokuserede i deres indsatser. Jeg tror, vi vil se en tendens til, at man vil dyrke udvalgte kanaler og nedprioritere andre. For det er bedre at have én god kanal end tre dårlige,” siger han.

”Det er bedre at have én god kanal end tre dårlige”

Jonas Ravn

Tekst / Thomas Møller Larsen

Illustration / Maj Ribergård

Udgivet / Oktober 2018

Kommagasinet.dk er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Back To Top
×Close search
Search