Skip to content

For de unge handler det om handlemuligheder

For de unge handler det om handlemuligheder

Hvordan vil unge have, at der skal kommunikeres til dem om hjælp og støtte til mentale udfordringer? Det spørgsmål ville SocialSpace finde svar på, fordi de gerne vil have udbredt kendskabet til deres platform, der skal give de unge handlemuligheder og overblik over, hvor og hvordan de kan søge støtte, hvis de har mentale udfordringer. Studerende på RUC har hjulpet dem med at finde svaret.

Tekst / Anne Nimb
Foto / SocialSpace
Udgivet / August 2024

Lyt til artiklen her:

Hvordan skal en kampagne, der henvender sig til unge med mentale udfordringer, skrues sammen, så den når sin målgruppe bedst muligt?

Det spørgsmål besluttede lektor Ida Klitgård fra RUC sig for at hjælpe med at finde svar på, efter at hun havde hørt Freja Boysen fra SocialSpace i Peter Lund Madsens podcast ’Hjernekassen’. SocialSpace blev grundlagt i oktober 2021 med det formål at tilbyde en samlet platform for unge, der søger støtte til deres mentale udfordringer.

”Vi hører jo rigtig meget om ventelisterne i psykiatrien og til psykologer, og jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvorfor vi ikke snakker om alle de ressourcer, vi har i de civile rådgivningstilbud. Ifølge Rådgivning Danmark ved 56 % af alle danskere ikke, at de eksisterer. Og hvis man endelig ved, at de eksisterer, så kender man måske to til tre af de helt store rådgivningstilbud, for eksempel Børns Vilkår og Headspace. Så den opgave besluttede vi i SocialSpace i 2021 at løse. Nu har vi en samlet platform, og vi tilbyder ikke kun adgang til den. Vi søger også at skabe fællesskaber og nedbryde stigma omkring mental sundhed,” fortæller Freja Boysen.

”Da vi startede organisationen, brugte vi hele det første år på at tale med alle rådgivningstilbud for at forstå, hvad den skulle kunne. Og herefter ville vi jo rigtig gerne i gang med at udbrede kendskabet til den. Vi skulle finde ud af, hvordan vi ville gøre det, og noget af den feedback, vi fik undervejs, var blandt andet fra studier, som viser, at den måde, vi kommunikerer omkring mental sundhed i dag, ser ud til at være uhensigtsmæssig og faktisk har været med til at accelerere problemet yderligere.”

Der er stadigvæk enormt meget stigmatisering og mange fordomme forbundet med det med at have brug for hjælp

Freja Boysen

”Og det er jo enormt vigtigt, at vi gør det på den rigtige måde, når vi udbreder kendskabet. For der er stadigvæk enormt meget stigmatisering og mange fordomme forbundet med det at have brug for hjælp. Så vi ville også gerne finde ud af, hvordan vi som organisation kan være med til at afmystificere det,” siger Freja.

Vi skal tale om, hvor vi vil hen

”Lige nu snakker vi jo meget om, at vi har en mistrivselskrise, alle unge har det dårligt, alle har en diagnose, de unge er skrøbelige, de er sarte, og de har ikke oplevet modstand. Og når der bliver lavet et billede af en hel generation, som har det ad helvede til, så er det, den begynder at sige: gælder det også mig? Blandt de organisationer, der arbejder med de unge, bliver der talt om, at vi er nødt til at have mere fokus på håb, på handlemuligheder, og på at tale ungdommen op. I stedet for at snakke om, hvad vi gerne vil væk fra, og hvad vi er bange for, skal vi tale om, hvad vi gerne vil hen imod. For eksempel hvordan vi skaber gode fællesskaber og mere inkludering,” siger Ida Klitgård.

RUC gik ind i projektet i samarbejde med SocialSpace som en del af fagmodulet i Kommunikation. De inviterede Freja Boysen til at præsentere SocialSpace som en case for de studerende, der skulle udforske, hvordan unge foretrækker at blive kommunikeret til om mentalt velvære, og hvilke tiltag der kunne styrke SocialSpace’s brand og mission.

SocialSpace medbragte en 3 meter lang, transportabel bro af planker til folkemødet. Tre debattører i forskellige aldre stod på hver side – hver med en planke. Debattørerne skulle finde fælles fodslag indenfor emner som sociale medier og uddannelse for at kunne lægge plankerne og bygge bro over til den anden generation. De to hold skiftedes til at debattere og lægge en planke, indtil alle seks planker var lagt.

Seks ugers intenst arbejde

Det blev seks ugers meget intenst arbejde med skriftlig, mundtlig og visuel kommunikation med en lang række deltagende hold på både den danske og internationale kommunikationsuddannelse. Det hele kulminerede med ’showtime’, hvor de studerende pitchede deres ideer.

En af grupperne med de studerende Riccardo Richiardi, Nika Safonkina, Bogdan-Iulian Baloi, Logan Tyler Bricker og Hilde Kraatz fokuserede på at skabe opmærksomhed omkring behovet for socialt rum og fællesskab blandt unge.

Gruppens løsning sætter fokus på at mødes fysisk for på den måde at samle folk og starte en samtale. Gruppen fortæller om deres arbejde:

Hvorfor deltog jeres gruppe?
For det første var det en meget stimulerende mulighed. Muligheden for at designe et faktisk produkt til en eksisterende organisation var det, der gav os et boost. Emnet var selvfølgelig også noget, vi personligt følte os forbundet med, og det betyder noget for vores generation. Vi forstår alle de udfordringer, enhver kan gå igennem: vi har også været der! Af denne grund gjorde vi vores bedste ved at tænke over, hvad vi selv gerne ville have deltaget i.

Ida Klitgård, lektor, RUC, inviterede Freja Boysen til at præsentere SocialSpace som en case for de studerende, der skulle udforske, hvordan unge foretrækker at blive kommunikeret til om mentalt velvære, og hvilke tiltag der kunne styrke SocialSpace’s brand og mission

Hvad var jeres forventninger?
Vi havde egentlig ikke mange forventninger. Vi gik oprindeligt med strømmen og gjorde vores job så godt, vi kunne. Da vi nærmede os afslutningen, var vi meget stolte og besluttede os for at præsentere for alle og for Freja fra SocialSpace, og det var en stor succes!

Beskriv overvejelserne bag jeres løsning, og hvorfor det endte sådan?
Vi mente, at SocialSpace manglede den del af det sociale rum, som navnet synes at love. Af den grund virkede en begivenhed med fysisk fremmøde mest fornuftig og sjov som en måde at starte en samtale og samle folk på.

En appel til alle

Samarbejdet mellem RUC og SocialSpace resulterede i forskellige kreative initiativer, herunder events, community building og styrkelse af SocialSpace’s brand. Det blev blandt andet synligt i forbindelse med årets folkemøde, hvor SocialSpace stillede op med eventet ’Dialogbroen’, som skabte rammerne for en ny debatform.

”Events er en af de ideer, vi har fået fra de studerende, som vi kommer til at bruge, også fremover.”

”Vi kan se ud fra det samlede billede, både fra videnskaben, hvad vi har hørt fra de RUC-studerende og fra den dataansamling, vi har fra de unge, at det er en dårlig ide med de mange katastrofeskabende overskrifter, som mange bruger for at få kliks og samle flere midler. Så vi har en meget stærk appel til andre organisationer på det her område om at lade være. For de unge bliver bange. Vi er simpelthen nødt til at tage noget ansvar for, hvordan vi kommunikerer omkring de her ting.

”I SocialSpace har vi lært, at vi skal fokusere på handlemuligheder og på de gode cases. For hvis du hele tiden bliver bombarderet med katastrofer, du alligevel ikke kan gøre noget ved, så kommer verden til at synes, at det er meget, meget tungt,” slutter Freja Boysen. ●

. . . . . . . . . . . . . . .

Fakta

SocialSpace har udviklet en app, der samler landets mange rådgivningstilbud for unge. Med SocialSpace-appen kan unge få et bedre overblik over det store udvalg af rådgivningstilbud og nemt og hurtigt finde frem til det tilbud, der matcher netop deres behov.

Ved hjælp af simpel og anonym dataindsamling kan SocialSpace desuden få sociale indsigter, der kan styrke nuværende indsatser på området og danne basis for fremtidige, forebyggende indsatser. På den måde bliver rådgivningstilbuddene endnu stærkere og kan yde bedre hjælp og rådgivning.

I efteråret 2023 besøgte SocialSpace ungdomsuddannelser landet over og engagerede 1.000 unge i dybdegående samtaler og workshops om unges mentale sundhed. Hensigten var at sætte fokus på unges stemmer og udforske unges løsninger på, hvordan vi fremmer den mentale sundhed og skaber bedre vilkår i samfundet for unge at trives i.

SocialSpasce deltager i og afholder løbende events og aktiviteter, der relaterer til unges mentale sundhed på den ene eller anden måde.
I dag er der cirka 9.000, der bruger app’en.

Læs mere om SocialSpace på socialspace.dk

. . . . . . . . . . . . . . .

TTekst / Anne Nimb
Foto / SocialSpace
Udgivet / August 2024

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search
Share via
Copy link
Powered by Social Snap