I dag er mellem 35 og 45 % af alt sygefravær relateret til det mentale helbred, som for eksempel stress, angst eller depression. 35.000 danskere er sygemeldt på grund af stress – hver dag. Og 430.000 danskere, svarende til 10 – 12 %, har forskellige former for symptomer på alvorlig stress.

Så hvis du går og tænker, at du hører mere og mere om stress, og at du i de senere år kender flere og flere, der er blevet ramt af det, og hvis du ind imellem føler, at du skal passe på dig selv, fordi du har så travlt, så fortæller tallene, som vi har fra Center for Stress og Trivsel og Stresslinien, at din fornemmelse er rigtig.

Men hvorfor er det, at flere og flere bliver ramt af stress i dag?
Det har psykolog Jeanett Bonnichsen fra Center for Stress og Trivsel et bud på:

”Vi lever i en tid, hvor samfundet og arbejdspladserne kræver mere og mere af os, og hvor arbejdsopgaverne bliver mere og mere komplekse. Måske har man fået en dejlig ansvarsfuld opgave, men man ved ikke, hvor man skal starte. Kollegerne har ikke rigtig tid til at hjælpe, for de har også travlt. Vi styrter rundt og har alt for mange forskellige opgaver, og det er alt for meget for vores hjerner, som i forvejen er overophedede, fordi vi skal håndtere en stor mængde informationer. Meget større end nogensinde før i historien. I gamle dage kunne al den information, man fik i løbet af et liv, stå i Søndags-Berlingeren. Det er det, jeg kalder hamsterhjulet og tidens acceleration. Vi glemmer, at vi har brug for ro ind imellem for at bygge hjernen op igen,” siger Jeanett Bonnichsen.

Hvad er stress egentlig?
”Stress er en belastningsreaktion, et tegn på fysisk eller psykisk overbelastning. Stress har altid eksisteret, men er først blevet kaldt stress siden midten af 50’erne. Det er et symptom, og det kan komme af alt muligt, for eksempel af at være i et bestemt miljø eller af de krav, man stiller til sig selv. Det er en reaktion på, at du er belastet. I virkeligheden er det kroppen, der begynder at protestere over et for stort pres.”

Er der mennesker, der er mere udsatte end andre?
”Vi er allesammen udsatte på forskellig måde. Kommunikations-, sprog og marketingmedarbejdere er særligt udsatte på deres opfindsomhed, kreativitet og iderigdom. Men også personligheden har betydning for, hvordan vi reagerer. Hvad vi finder os i og vores evne til at sige fra. Der er noget, der tyder på, at vi har flere perfektionistiske mennesker i dag, især pigerne. Det kan skyldes, at piger i højere grad er nødt til at bevise deres værd. Man kan ikke vide det, men vi er i en forandringstid rent kønsmæssigt, og derfor bliver det spændende at se, hvordan det kommer til at gå i de kommende generationer.”

Stresstrappen har fem trin
Hvilke tegn er der på, at man måske er på vej ud i en situation, hvor man bør reagere?
”Det er lidt forskelligt, hvad der er det første tegn. Vi opererer med en 5-trins stresstrappe,” forklarer Jeanett Bonnichsen.
”På første trin tænker vi ikke engang på, om vi er ved at få stress. Her er det ofte spændende og sjovt at være, vi arbejder måske meget, men vi får masser af anerkendelse og en voksende mængde arbejdsopgaver, og de opfattes også som en anerkendelse, som man næsten kan blive euforisk af. Vi ved jo godt, at opgaverne søger derhen, hvor de bliver løst bedst.

Vi rammer andet trin, når vi reelt har påtaget os for meget. Her begynder vi at mærke forskellige reaktioner, som vi ikke havde før. Vi mister måske noget af det sædvanlige overblik, vi får måske oftere hovedpine, og vi kan blive lidt irritable, men vi opdager ofte endnu ikke, at der er noget galt.

På tredje trin har vi uro indeni, vi har svært ved at sove og mister ofte tålmodigheden.

På fjerde trin begynder vi at blive syge oftere, vi trækker os tilbage fra andre, for eksempel kollegerne, vi isolerer os og bliver ramt af tristhed.

Og når vi når femte trin, er det, at vi er udbrændte.

Hvis man bliver på trin et, er det fint. Men allerede på trin to bør man reflektere over, hvad det er, der lige sker her. Hvis man for eksempel får hovedpine oftere, er det måske bedre at gå en tur og få tænkt over tingene, end det er at tage nogle hovedpinepiller for at få det til at gå væk.”

Men hvad er det typisk, der sker fra trin 1 til 2 og 3?
”Man mister overblikket over situationen og den sammenhæng, man hører til i, og så begynder man at misse mere og mere. Når man mister overblikket, bliver det umuligt at planlægge og at finde strategier for, hvordan man skal løse sit job, og netop disse ting er ellers de mest effektive værktøjer, hvis man skal undgå overbelastning. Derfor er det første, man i den situation skal gøre, at arbejde på at få overblikket tilbage, så man får et realistisk billede af, hvad det faktisk er for opgaver, man skal have løst, og hvilke forventninger og krav man bliver mødt med. Og man bliver også nødt til at kigge sig selv lidt i spejlet. Der er den sunde kontrol, som giver overblik, og så er der den usunde, som bliver rigid. Kontrol er nødvendigt, men kontrol over alting, hele tiden, er usundt og vidner om angst i systemet.”

Lyt til omgivelserne
Hvordan reagerer man oftest på arbejdspladserne, når man oplever en kollega, der virker presset?
”På nogle arbejdspladser kan det være, at kollegerne spørger ind til dig. ’Hvordan har du det egentlig, er der noget, vi kan hjælpe med?’ Her er det vigtigt at turde lytte til det, også selvom det ikke føles, som om der er plads til svaghed, hvor du er. Og selvom du har mest lyst til at afvise det med, at ’ingen skal fortælle mig, at jeg ikke har det godt’, så skal du lytte. Måske ser kollegerne eller din chef noget, du ikke selv har opdaget endnu.”

Jeanett Bonnichsen

Cand.psyk., grundlagde Center for Stress og Trivsel i 1996 sammen med fire andre. De var nogle af de første, der koblede psykisk arbejdsmiljø og stress. I dag har Jeanett downsizet, så hun kan arbejde med de ting, hun brænder mest for, og hun driver Center for Stress og Trivsel alene, men med flere nære samarbejdspartnere.

Hvad er ledelsens rolle?
”De fleste ledere har ikke lært andet end at skubbe på for at få arbejdsopgaverne løst. Så det kræver ofte meget selvindsigt og grænsesætning at være på en arbejdsplads, og derfor er det vigtigt at kende sine egne grænser. Man skal være dygtig og passe på sig selv, uden at blive rigid. Man kan nemlig også blive syg af at være rigid.

I forhold til ansvar arbejder vi med fire niveauer. Det personlige niveau, hvor vi for eksempel kan arbejde med at sige fra. Det kollektive, hvor vi kollektivt ser på, hvilken situation vi er i på vores arbejdsplads. Som medarbejdere forstår vi opgaverne og deres omfang sammen. Vi kan som gruppe definere, hvilke krav vi møder. Det handler om os, og hvordan vi sammen finder ud af, hvordan vi løser problemerne, sammen og sammen med vores afdelings- eller teamleder. Så er der den nære, daglige ledelse. Det er dem, der har ansvaret for at have overblik, dem som skal kende kapaciteten i den gruppe, de er leder for, og som skal hjælpe medarbejderne med at få overblik over deres opgaver, afklare rollerne og arbejde på de interne relationer. Endelig er der den øverste ledelse, som ikke skal forstå opgaverne på medarbejderniveau, men som alligevel skal forstå, hvad der skal til for at løse dem, og som lytter til mellemlederne. Hvis ikke der bliver lyttet, bliver folk nemlig sure og frustrerede, og så kommer der stress i systemet, konflikter, misforståelser og hvisken i krogene.”

Hellere trivsel end stress
Hjælper det, at vi taler mere om stress, eller øger det problemet?
”Det hjælper at tale om det, og de sidste 15 år, hvor vi har talt mere og mere om det, er der sket en del på området. Vi har blandt andet haft regeringens Stresspanel. Når vi taler om det, kan folk begynde at forstå, hvordan de skal forholde sig til hinanden. Hvis man ikke forstår, hvad der sker i den anden, kan det være svært at forstå, hvad der belaster. Og man kan faktisk se det på sygefraværet, om man er på en arbejdsplads, hvor man kan stole på ledelsen som et ledende værktøj, og hvor medarbejdere og ledere samarbejder om, at det ikke kun handler om, at lederen skal vurdere dig. Det kan være ret svært, for det kræver mod, og det kræver en leder, der er åben og nærværende. Og hvis man har en leder, som er fuldstændig fortravlet selv, kan det være ret umuligt.”

”I dag vil vi faktisk hellere tale om trivsel end om stress. Det har en positiv effekt at tale om, hvor man gerne vil hen. Hvad er fundamentet, hvor vil vi gerne være med det, og hvordan kommer vi derhen. Det er mere opløftende og energigivende end det modsatte, det vil sige der, hvor man taler om, hvor man ikke vil være,” slutter Jeanett Bonnichsen. ●