Forleden talte jeg med to medarbejdere, der arbejdede meget tæt sammen. De var af og til presset af deadlines fra kunder. Og så stod de ind imellem i situationer, hvor de skulle håndtere modsatrettede krav og forventninger til deres arbejde. De oplevede med andre ord på hver sin måde et pres fra oven, fra neden og fra siden. Kender du det?

Man kan ikke altid gøre alle omkring sig glade. Og på arbejdet kan vi ikke altid tilfredsstille alles forventninger og krav. Netop det kan opleves som et stort mentalt pres: Skal jeg vælge den ene vej og gøre X tilfreds og Y utilfreds? Skal jeg vælge den anden vej, hvor det bliver omvendt? Eller skal jeg bare følge min umiddelbare pligtfølelse og prioritere den særlige målgruppe, som er mit primære arbejdsområde? Dilemmaer kan stå i kø i et hektisk arbejdsliv, og der er ikke altid – måske endda sjældent – en perfekt balance.

De to medarbejdere havde haft en episode, hvor de havde været på kant. Så meget, at de havde gjort hinanden både vrede og kede af det. Nu kiggede vi sammen på, hvordan deres mønstre så ud hver især, når de var under pres, så de kunne blive i stand til at gøre noget andet næste gang end at såre hinanden.

Når vi er stressede og føler os under pres, så kommer vi i en særlig tilstand, hvor vi får svært ved at være refleksive, nuancerede og tolerante. Især over for det, der er meget anderledes end vores egen oplevelse. Vi kan høre os selv blive skarpe og reagere med afvisning. Vi er forskellige og har forskellige mønstre, hvad det angår: Nogle trækker sig, nogle bliver skarpe eller dømmende, nogle sætter 10 ting i gang på én gang, nogle bliver optaget af kontrol og organisering og nogle går i stå. Hvad er dit mønster?

Det siger sig selv, at det ikke kun er den enkelte, der oplever ubehag i det øjeblik. Det kan også blive ubehageligt at være kollega til én, som føler sig under et stort pres. For vi bliver mere dømmende og mindre nysgerrige, når vi oplever at være under pres. Vi kan drage forhastede konklusioner om andre. Om deres hensigter, deres motiver og deres adfærd. Og det er præcis opskriften på, hvordan småkonflikter kan vokse sig større.

Vi må huske, at vores hjerner bliver lidt mere rigide, når vi er under pres. Vi kan ikke altid være bevidste og stoppe lavinen, når først den er begyndt at skride. Men vi kan godt komme tilbage og tage snakken fra et roligere og venligere sted med vores kollega, når vi er kommet ud af tilstanden. Det kræver mod. Så fat det; altså, fat mod. ●