Hvem går du egentlig på arbejde for?
Hvem går du egentlig på arbejde for?
KS’ KOMMUNIKATIONSPOLITISKE UDVALG SKRIVER OM K-FAGET, TENDENSER OG VÆRDISKABELSE. PERSPEKTIVER, DER HAR BETYDNING FOR KS’ERNES ARBEJDSLIV OG UDØVELSE AF FAGLIGHEDEN.
”Det handler ikke om, HVAD du vil være. Men HVEM du vil være det for.”
Sådan stod der på en plakat, jeg cyklede forbi den anden dag. Den fik mig til at tænke over, hvem JEG egentlig er noget for, når jeg stempler ind på mit kontorjob.
Som kommunikatør i finanssektoren har jeg, sikkert som så mange andre med tilsvarende ‘kolde hænder’, en helt klassisk arbejdsuge, der ofte er fyldt med møder, mails og masser af timer i et Word-dokument.
Men hvem er jeg så egentlig noget for på sådan en arbejdsuge?
Er det min teamleder, når jeg opdaterer ham på mine opgaver? Mine kolleger, når jeg svarer dem på deres mails? Eller er det de kunder, jeg skriver tekster til?
I mine tidligere jobs var sagen, jeg arbejdede for, umiddelbart tydeligere, end den er i mit nuværende job. Det oplever jeg både hos mig selv og hos andre. Når jeg for eksempel i sociale sammenhænge fortæller, hvor jeg arbejder, oplever jeg i dag, at jeg skal forklare mig mere, før jeg fanger lytterens opmærksomhed, end jeg skulle tidligere, hvor arbejdspladsen i sig selv gav folk et indtryk af, hvad jeg arbejdede for.
Fordi sagen ikke er så tydelig i finanssektoren som for eksempel hos en NGO, kræver det lidt mere forklaring af, hvad det mere konkret er, jeg laver, og ikke mindst af hvem jeg laver det for. Jeg tænker, mange kan genkende det scenarie – også fra andre sektorer.
Én ting er selvfølgelig, om andre reagerer med et ”dét lyder spændende!”, når jeg fortæller dem om mit arbejde. Men det er langt vigtigere, at jeg selv kan se et tydeligt formål med mit arbejdsliv, og i mit tilfælde at der er et formål, som er større end det faktum, at der går løn ind hver måned. Dét formål, som får mig afsted mod kontoret – også de dage, hvor der er strid modvind på alle cykelturens 13 kilometer.
Derfor har jeg arbejdet på at have et klart arbejdsmæssigt ‘WHY’, som gør det tydeligt for mig selv, hvad jeg og mine kompetencer bidrager med i mit arbejdsliv, og hvem jeg gør det for.
Det er ikke alle dage, det lykkes mig at leve op til mit ‘why’, det indrømmer jeg. Timerne på kontoret kan hurtigt gå med interne koordineringsmøder og en indbakke, der sommetider kan virke umulig at komme til bunds i. Men for mig betyder det noget, at jeg overordnet har et tydeligt billede af, hvem jeg bruger min faglighed og mit arbejdsliv på at være noget for.
Hvis ikke du har arbejdet på at definere dit ‘why’ og ikke helt ved, hvor du skal starte, kan det måske være en hjælp at stille dig selv spørgsmålet om, hvad eller hvem det er, du ønsker at gøre en forskel for i dit arbejdsliv. I nogle typer af jobs kan det være meget tydeligt, hvorimod det i andre kan kræve lidt mere at kunne se det større formål.
Lad mig høre, har du arbejdet med, hvad der er dit ‘why’? ●