Jeg var ude i en stor organisation forleden dag. Det var omkring frokosttid. Jeg skulle vente på at komme ind til et møde og fik en plads i hallen.
Der var klistermærker på gulvet og standere med håndsprit allevegne. Jeg betragtede de ansatte, der gik fra kantinen og tilbage til deres kontorer. Jeg prøvede at afkode stedet: Hvem var de? Hvad gik de op i? Hvilket forhold havde de til deres arbejde?

I det samme kom tre medarbejdere gående forbi. Da de var passeret, så jeg til min store overraskelse, at kvinden kløede den ene af mændene på ryggen! Det var en stor bred ryg, og hun kløede til!

Det fik fantasien i gang: Var de mon kærester? Det virkede som den mest naturlige ting for dem. Manden lod hende klø sin ryg, alt det hun orkede.
For mig er det en ret personlig ting at klø en anden på ryggen, og jeg følte, at de demonstrerede en stor tillid foran mig. Dette syn var nok, hvad jeg mindst havde ventet på denne pæne arbejdsplads med IT-folk, økonomer og masser af administrative medarbejdere.

Episoden fik mig til at tænke på, at mange oplever at blive tæt knyttede til mennesker på en arbejdsplads. Man kan komme til at vide meget om de kolleger, man arbejder tæt sammen med, og der kan opstå stor tillid og fortrolighed.

Det sker ikke kun på grund af den særlige ’ven’, der sidder i nærheden. Det handler med andre ord ikke kun om personlighed og god kemi, vil jeg mene. Det sker også, fordi vi er hinandens hverdagsvidner.

Mange oplever faktisk, at relativt tætte relationer på arbejdet kan komme og gå i løbet af et langt arbejdsliv. Relationerne kan simpelthen glide ud i det øjeblik, hvor den ene skifter job, går på pension eller på orlov. Dette til trods for, at man måske lover hinanden at holde kontakten. For ’selvfølgelig skal vi mødes!’.

Jeg faldt over en artikel af Marie Carsten Pedersen fra mediet Zetland (’Savner du dine gamle kolleger og studiekammerater?’).

Her kommer hun ind på, hvorfor vi mister kontakten med nære kolleger over tid. Hun skriver, at der kommer det problem ind, at der skal investeres i relationen, når den ene stopper eller skifter job. Der skal afsættes tid ud over arbejdstiden til at danne en ny ramme for relationen.

Rammen har givet sig selv, så længe begge var på samme arbejdsplads. Det var let at tune ind på hinandens liv, fordi en småsludren i hverdagen var en legitim del af dagen, for eksempel i frokostpauser eller mellem møder:

’Hvordan er det med kæresten og hunden derhjemme? Hvor ondt har du efter træningen i går? Hvordan gik det med din MUS?’

De små hverdagssamtaler forsvinder, når den ene ikke er på arbejdspladsen mere, og vi pludselig skal ville hinanden – ud over dagligdagens sysler og aktiviteter.

Jeg har selv oplevet at miste kontakten med søde kolleger, som jeg følte mig forbundet med på arbejdet. De få venskaber, det er lykkedes at holde fast i over tid, sætter jeg stor pris på. For varighed går hen og bliver en kvalitet, som tiden går.

Vi har ikke kun brug for hverdagsvidner i dagligdagen. Vi har også brug for livsvidner, der følger os igennem forskellige perioder, gennem tvivl, glæder og bekymringer. Gennem kriser, pandemier og op- og nedture.

Livsvidnerne kender dig som menneske. Det er betydningsfuldt, fordi arbejdet kun er en del af, hvem du er. ●