skip to Main Content

Hvis ikke det kan kommunikeres, kan jeg ikke bruge det

Hvordan kommer man videre, når livet giver én ordentlig lussing? KS-medlem Pernille Højland-Rønde var godt i gang med karrieren og med at bygge en familie op, da sygdom satte en stopper for hende. Hun er kommet videre ved hjælp af en masse gåpåmod, men hendes faglighed som kommunikationsuddannet har også været en vigtig faktor for, at det nu er lykkedes hende at få et nyt og anderledes arbejdsliv som galleriejer med eget marketingbureau. Pernille fortæller sin historie her. Den handler om faglighed og kreativitet.

Mit galleri har kun været åbent en uge. Der er ingen tvivl om, at min uddannelse og erfaring gør en kæmpe forskel, for jeg har tænkt helt anderledes end andre. Det hele handler om mine malerier, og så alligevel ikke. Jeg sælger det meste via de sociale medier, så galleriet skulle være fotogent og instavenligt. Min ide var, at jeg skulle kunne tage en masse forskellige billeder her i galleriet, for jeg skal poste mange billeder, før kunderne overvejer at købe. Så jeg har en maler, der bor her i Skødstrup, som kommer en gang om måneden og skifter tapet og maling, så der hele tiden er nye miljøer at vise mine malerier i. Skrammelshop.dk finder ting i retrostil, så der hele tiden kan indrettes i de forskellige miljøer, og så har jeg et samarbejde med Husstandens Lagersalg, der leverer planter, kasser og så videre. Jeg lægger noget op på Facebook og Instagram hver dag. Og så kan man købe alt, for alt her er til salg, og man betaler direkte på mobilepay til den, der har leveret tingene.

“De spørger: hvordan tør du?, og jeg svarer: hvordan tør du ikke?”

Det er min store drøm at lave malerkurser og lære andre glæden ved at male. Det brænder jeg for og har brug for plads til, og det kan jeg gøre i det her lokale, hvor tingene bliver rykket til siden, og så er der kursus. Det er sådan et multirum.

Det var maleriet, der bar mig igennem, da jeg havde det værst. Jeg er jo stadig ikke rask, og det skal jeg lige forstå selv. Jeg havde taget en lang uddannelse og havde kæmpet mig op til at være marketingansvarlig for en større dansk hotelkæde, og det var lige, som det skulle være – og så var det pludselig ikke alligevel.

Pernille Højland-Røndes galleri skulle være fotogent og instavenligt. Man kan tage en masse forskellige billeder i galleriet, for der er hele tiden nye miljøer at fotografere. Foto: Helene Bagger

Jeg har psoriasisgigt. Det er lidt som at have blå mærker over det hele. Man får smerter, hævelse, ømhed og nedsat bevægelighed i de led og sener, der rammes. Det kom lidt gradvist, efter at jeg fik min datter, der er 11, og da jeg fik min søn, nu 8, eksploderede det. Jeg kunne ikke løfte ham, ikke lukke trykknapperne i hans body. Det tog en del år at få det diagnosticeret. Jeg var i job som marketingansvarlig i en hotelkæde, da det eksploderede rigtig meget. Det var lægerne, der sagde, at jeg skulle stoppe med at arbejde, og det samme gjorde KS og kommunen. Alle dem jeg snakkede med. Så jeg meldte mig syg.

Sygdommen havde været hårdere ved mig, end jeg selv havde regnet med. Min krop havde ikke fået lov til at være syg, og nu kunne jeg ikke noget som helst. Ægteskabet holdt, og uden min mand ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort. Han har ordnet alt, hvad der skulle ordnes. Jeg kunne ingenting. Var helt i bund. Nu har jeg endelig fået den rigtige medicin, men det var en lang kamp mod systemet, mens det blev værre og værre.

Undervejs fandt jeg tryghed i at blogge. Og jeg kunne bruge min faglighed til at få mange til at få kendskab til mine skriverier, så andre kunne bruge mine erfaringer til noget.

Fag har været meget identitet for mig. At være noget. Og så pludselig sidde her ikke at være noget. Det har hele tiden været en drivkraft ikke at blive bitter. Jeg kunne ikke løbe, men så kunne jeg noget andet. I stedet for at blive nedtrykt over det, jeg ikke kan, så jeg blev noget andet i stedet for – jeg begyndte at blogge, og pludselig var jeg staypositive.dk

Mellem 1.000 og 10.000 læser med. Det store antal kommer, når det er kamp mod systemet, jeg skriver om. Mange synes, at iværksætterdrømmen er sjov. At livet har givet nogle lussinger, og man har kæmpet sig op fra, man ikke kunne holde på en kuglepen. Jeg tjener ikke penge på min blog. Der skal du være større og have et andet emne. Det er så personligt, det der står, og handler om mig og udfordringer og sygdom, så jeg synes, det bliver for kommercielt i forhold til emnet at begynde at have reklamer på.

Jeg har hele tiden malet, også før jeg blev syg. Min malestil er legende action painting. Jeg kaster med maling, der bliver smidt vand på, brugt vinduesskraber – du kan gøre, hvad du vil.

Alle kan lære at male, og de kommer på malerkursus her for at lære at slippe og turde lege med det. De fulgte mig og min kamp i bloggen, og de kan se mig og min personlighed i malerierne. Der skal snakkes meget undervejs. Hvad nu hvis det bliver grimt? Så maler vi over. Nogle gange er det, når vi tager chancen, at der sker noget magisk.

Jeg er er her fra torsdag til lørdag. Fra mandag til onsdag driver jeg mit marketingfirma. Jeg tænker hele tiden pr, inviterer en masse journalister og får skrevet nogle historier, også da jeg startede op med marketingdelen, fik jeg alle til at fortælle historien. Man tænker på en anden måde, fordi man har en ballast. Jeg tænker markedsføring, før jeg tænker forretning, hvis ikke det kan kommunikeres eller markedsføres, kan jeg ikke bruge det.

“Jeg har solgt mig som marketingkollegaen og kontaktede kun virksomheder, der kendte mig.”

Da jeg var klar til at komme tilbage efter sygdommen, var jeg i et jobcenterforløb, men kunne ikke være i det system. Det føltes ikke som et sikkerhedsnet, så jeg ville klare mig selv.

På et tidspunkt blev jeg indkaldt til et møde om mikrolån. Et projekt, der kører i Aarhus kommune, til folk, der er i systemet. Du kan få hjælp til at blive selvstændig, hvis du har drivet og ideen. Det var marketingdelen, jeg talte med dem om. Og så blev jeg udvalgt og startede op med en mentor. Forløbet har lært mig om bogføring, skat, moms, forretningsplaner, personlig udvikling og så videre. Og så låner man op til 50.000 rentefrit af kommunen til indkøb, ikke til løn. Alt, hvad du tjener, går ind i virksomheden, og du får revalideringsydelse.

Det er gået over al forventning. Jeg har solgt mig som marketingkollegaen og kontaktede kun virksomheder, der kendte mig. De sagde alle ja til at mødes, og jeg fik opgaver og masser af kunder, så jeg har nu fast 20 timer om ugen, hvor jeg sender fakturaer ud.

Det kunne være nemmere at holde mig til bureauet, men passionen er helt klart her i galleriet. Jeg var nødt til at prøve det, hvis ikke ville jeg fortryde det om fem år.

Så nu skal der betales husleje. Det virker med de sociale medier, men folk skal lige se, hvad det er for noget. Vi har regnet på, hvad det koster, hvis det ikke går, og det er fint.

Måske var jeg ikke blevet selvstændig, hvis jeg ikke var blevet syg. Så skidt som det har været, så er det her bare vægge, og så kommer der en ny drøm.

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 102, april 2017.

Tekst / Anne Nimb

Foto / Helene Bagger

Udgivet / April 2017

Back To Top
×Close search
Search