skip to Main Content

Kære studerende, du skal ikke kunne det hele

Kære studerende, du skal ikke kunne det hele

Det kan være overvældende at starte på en videregående uddannelse. For hvordan rummer man alt det nye – både det sociale, det faglige og alt det praktiske? Trein Møller, konsulent i Kommunikation og Sprog, giver dig gode råd til at komme godt i gang med din uddannelse.

Tekst / Anja Skov Granerud
Illustration / Maj Ribergård
Foto / Mikal Schlosser
Udgivet / August 2022

Lyt til artiklen her:

Du kom ind på uddannelsen. Tillykke! Nu venter pensumlister, studiegrupper og forelæsninger, men også nye venskaber, måske en ny by og nye oplevelser. Det kan måske være en smule overvældende alt sammen.

Konsulent i Kommunikation og Sprog Trein Møller forklarer, at der kan være mange følelser forbundet med at starte på et studie. Og der kan være nogle, der måske sidder og tænker, om det nu også er den rigtige uddannelse, de skal til at starte på.

”Jeg møder mange studerende, som i deres studievalg og op til deres studiestart har en fornemmelse af at ’bordet fanger’, hvad nu hvis man ikke har valgt helt rigtigt eller ikke kom ind på drømmestudiet? I min karriererådgivning kan jeg se, at du med den samme uddannelse kan gå i virkelig mange forskellige retninger, og at der til det samme job er kandidater med en vifte af forskellige uddannelser. Løbet er ikke kørt; tværtimod står du lige nu i startboksen og skal i gang med en helt personlig udgave af dit faglige orienteringsløb,” siger Trein Møller.

Hun peger på, at et af de største skift ved at starte på en videregående uddannelse er det faglige.

”På gymnasiet og i folkeskolen er fokus mere på at kunne tilegne dig et bestemt stofområde og præsentere din viden og indsigt til eksamen, men på en videregående uddannelse er fokus på at få en større forståelse for en række metoder og teorier, som du skal kunne bruge i praksis,” siger Trein Møller.

Det kan lyde abstrakt, men hun understreger, at du ikke skal kunne det på første semester.

”Du skal have tålmodighed med dig selv. Når du starter på en videregående uddannelse, skal du i virkeligheden lære at lære, og i det ligger en gentænkning af måden, du har lært ting indtil nu,” siger hun.

”For at få det fulde udbytte af en universitetsuddannelse handler det om at oparbejde et beredskab snarere end at kunne performe i momentet. Så det handler om at finde ud af, hvordan lærer jeg? Og så give sig selv ro og plads nok til at undersøge det. Du skal ikke kunne alle de lærebøger, du køber på første semester, udenad. Altså nu starter du på noget helt nyt.”

Trein Møller

De sociale fællesskaber på studiet er ikke spild af tid. Tværtimod. De er vigtige, for at du får en god studietid og et godt fagligt udbytte.

Vær nysgerrig og uperfekt

Derfor er det vigtigt ikke at fokusere på at huske alt og kunne alt, men derimod at forsøge at finde ind til essensen af de forskellige fag.

”Hvis du for eksempel har et introducerende metodefag, så handler det om at få en forståelse for de forskellige metoder. Du skal kunne genkende dem og bygge ovenpå den forståelse. Men det er ikke forventet, at du skal kunne hver metode i detaljer.”

På den måde bliver du også skarpere på, hvilke notater du skal tage fra de enkelte fag.

”Hvis du skriver det hele ned, så ender du med at drukne i mængden af data. Så er det bedre, at du tager nogle få notater, opsummerer pointer, forklarer nøgleord og begreber til dit fremtidige jeg eller skriver ned, hvis der er noget, du undrer dig over,” siger Trein Møller.

Du skal nemlig ikke regne med at forstå alting med det samme.

”Du får nok ikke særlig mange svar i løbet af første semester, men det kan være, der tegner sig nogle perspektiver. At du får retning og perspektiver på dit fag,” siger hun og fortsætter:

”Det vigtigste er at give dig selv lov til at være nysgerrig og give dig selv lov til ikke at være helt vildt resultatsøgende.”

Universitetet skal forberede dig på at kunne komme ud på arbejdsmarkedet.

”Universitetet er sådan set de første indledende øvelser til resten af dit arbejdsliv, hvor man kan sige, at du skal have opbygget din værktøjskasse.

Formålet med universitetet er at få det beredskab, som gør, at når du kommer ud, så kan du håndtere at navigere i sammenhænge, hvor alle svar ikke er givet på forhånd ved at trække på dine kommunikationsværktøjer,” forklarer Trein Møller.

Der er ingen, der kender alle svarene, når de er færdige på uddannelsen; du bliver god til at tilpasse dig den konkrete problemstilling og arbejde med den viden, du har, for at løse den.

”Derfor handler det om din indstilling, dit mindset. Det handler om at give slip, og man skal afgive kontrol, og man skal turde være udygtig. Uvidende, usikker, uoplyst. Det er sindssygt hårdt. Men det er det modigste, du kan gøre: At give slip på ideen om, at du skal vide alt,” siger hun.

Social trivsel: en investering

Mange studerende oplever ensomhed på studiet. Det viser en landsdækkende studielivsundersøgelse, Kommunikation og Sprog og Kforum gennemførte i juni 2021. Og ifølge Trein Møller er dit sociale liv på studiet en investering, der giver mening.

”De sociale fællesskaber på studiet er ikke spild af tid. Tværtimod. De er vigtige for, at du får en god studietid og et godt fagligt udbytte,” siger hun.
Det er både godt at have faglige fællesskaber, som for eksempel en studiegruppe, men det kan også være godt givet ud at bruge tid på forskellige udvalg, fredagsbaren eller revyen.

”Den fælles hverdag, man har som studerende, danner grundlag for nogle venskaber, der kan holde langt ind i fremtiden. Og så er det rart at have nogle at spejle sig i. At man sammen kan tale om de ting, der er svære ved at være studerende,” siger Trein Møller.

På samme måde kan det være rart at have en studiegruppe med andre, der har nogle af de samme interesser som en selv rent fagligt.

”Dine nye faglige venner er vigtige, fordi det er sammen med dem, du kan være nysgerrig på de ting, I lærer. Det kan være fedt at nørde sammen og finde de nicher, I har til fælles,” siger hun.

På en videregående uddannelse er fokus på at få en større forståelse for en række metoder og teorier, som du skal kunne bruge i praksis

Trein Møller

Afprøv det i praksis

Måske har du allerede et job ved siden af studiet, når du starter, men for de fleste vil det ikke være et studierelevant job. Og det behøver det heller ikke være lige fra starten, siger Trein Møller.

”Hvis du har et job for at få økonomien til at hænge sammen, så se, om du kan tænke din nye faglighed ind i det. Hvor overlapper det? Måske lærer du også noget om kommunikation ved at sælge is på havnen, sidde i Netto eller noget helt tredje,” siger hun.

Ifølge studielivsundersøgelsen har 85 % af de studerende et studiejob, ligesom 71 % enten planlægger eller har været i praktik. Så der er rig mulighed for at øve dig undervejs.

”Hvis du har mod på det, så er det altid en fordel at øve sig på at bruge værktøjskassen ude i virkeligheden igennem praktik eller et studierelevant job. Spørg omkring dig, om din fars fætter eller søster mangler en som dig nogle timer om ugen. Og så er der også job at finde ved at abonnere på KS Job og i KS’ LinkedIn- og Facebookgrupper,” siger Trein Møller. ●

Tekst / Anja Skov Granerud
Illustration / Maj Ribergård
Foto / Mikal Schlosser
Udgivet / August 2022

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search