Hvorfor blev du forfatter?
Man forbinder normalt livet som forfatter med at skrive, men for mig handler det mere om litteratur som helhed og faktisk om at læse. Godt nok skrev jeg som barn mine egne små bøger, tegnede tegninger til og pakkede ind til julegaver, men læsningen optog mig. Jeg syntes, at især den første tid af min barndom var svær, og at det var svært at lege med andre børn. Derfor søgte jeg tilflugt i litteraturen. Det lyder måske dramatisk, men jeg brugte bøgerne som en parallelverden, hvor jeg kunne holde en pause fra virkeligheden, og det gør jeg også i dag. At læse er for mig den ultimative form for nærvær. Hvis du hører musik eller ser film, får du lyd og billeder serveret, men i litteraturen skaber du selv dine billeder. Du går ind i andres tanker og kommer helt tæt på andre mennesker.

Hvad er godt og dårligt sprog for dig?
Jeg ser sproget som et kludetæppe af forskellige brudstykker. Eller som et periodisk system med en masse grundstoffer du kan blande i forskellige sammenhænge. Der er ikke godt og dårligt sprog, men nogle sprog passer bedre til nogle sammenhænge end andre. Der er hip hop-sprog, som fungerer i musikken og fungerer dårligt, hvis en politiker begynder at bruge det. Der er kommercielt sprog og slogans, som jeg godt kan lide og bruger i mine egne bøger. Der er en god rytme i slogans, for eksempel ”frisk med det hele, også med prisen.” Jeg holder også af lyrik med billedsprog, skønhed og rytme. Jeg er også vild med hverdagssprog, som jeg bruger i det, jeg skriver. Dronningen har sit eget, nærmest arkaiske sprog. Du kan blive ved med at finde undergrupper i sproget, og det er sjovt at blande dem. I en af mine bøger har jeg en læge, der taler et naturvidenskabeligt sprog, som møder en humanist, og der opstår nogle sjove misforståelser i mødet mellem de to sprog.

Hvor henter du inspiration?
Som forfatter synes jeg, det er vigtigt at følge med, og jeg læser meget forskellig litteratur, også den nye. Det ligger ikke så naturligt for mig at lave billeddannelse, så jeg læser også en del lyrik, for jeg kan godt frygte, at mit sprog bliver kedeligt. Jeg holder også meget af den ældre litteratur og læser islandske sagaer, Tusind og en Nat og baroklitteratur. Litteraturen lever udenfor tid og rum, og den er som en tidsmaskine, hvor du gennem bogstaverne kan komme tæt på andre mennesker, der levede for flere hundrede år siden. Det er svært at sige, præcis hvor jeg finder inspirationen, for man kan blive inspireret uden af opdage det. Sproget lagrer sig i dig og kan komme frem, når du skal bruge det, og nogle gange opdager jeg, mens jeg skriver, at det har jeg lært i en saga et eller andet sted. Jeg er også meget interesseret i replikker og kan godt finde på at tage et ekstra stop med S-toget, hvis jeg kommer til at overhøre en interessant samtale, jeg ikke vil gå glip af.

Hvordan skaber du selv sprog?
Helt konkret bruger jeg automatskrift, hvor man skriver uafbrudt, og hvis man ikke ved, hvad man skal skrive, kan man skrive bla bla. Man skal bare blive ved med at skrive. Det gør jeg tidligt om morgenen, hvor jeg lige er kommet ud af sengen, og der stadig er rester af drøm i kroppen. Her er sproget ikke blevet forurenet af nyhederne og hverdagen, og man kan finde en bevidsthedsstrøm at skrive ud fra. Det skal være inden, den kritiske sans er vågnet, for den kan bremse enhver kreativ proces. På den måde kan man skabe noget, man ikke vidste, man kunne. Nogle gange kan jeg sidde om aftenen og læse noget, jeg har skrevet om morgenen og tænke, what. Du ved aldrig, hvornår der opstår noget interessant, på samme måde som du altid møder en kæreste, når det ikke var meningen, eller aldrig kan finde en, du vil have, når du dater løs. Derfor er det vigtigt at adskille den kreative proces fra redigeringen, som i øvrigt er en stor del af at skrive en bog. Når jeg skaber noget nyt, forsøger jeg at bygge et univers ved for eksempel at forfølge en stemning, og når jeg redigerer, som jeg kan gøre hele dagen, ser jeg tingene udefra, fylder på og tilføjer. Der er stor forskel på, om jeg skriver noget første gang, eller jeg vender tilbage og redigerer bevidst. Jeg kender mange andre forfattere, og vi læser hinandens manuskripter og giver feedback. Jeg får tit at vide, at jeg skal skrue ned for violinerne. Jeg er sentimental af natur, men det fungerer sjældent godt på skrift, så jeg prøver at pille noget af candyflossen ud af sproget undervejs i processen.

Hvad betyder sproget for dig?
Sprog er for mig både sorg og håb. Grundlæggende set er det ensomt at være menneske. Vi bliver født alene, dør alene og bruger tiden ind imellem på at finde nogen at være sammen med. Vi går rundt som små satellitter, der søger efter kærlighed i en eller anden form og kan nærme os hinanden gennem enten sproget eller kroppen. De fleste mennesker søger kærlighed i deres liv og håber på at blive forenet med andre. Kærligheden har de bedste vilkår gennem sproget, og derfor er jeg fascineret af det som et mulighedsfelt. Andre gange bliver jeg skuffet over sproget, for man taler om sprog, som om det kan løse alting på arbejdspladsen eller i parforholdet. Man siger, det er vigtigt at tale om tingene, men nogle gange kan du tale og tale, og afstanden bliver bare større og konflikten værre. Sprog kan være det mest intime mellem to mennesker, men kan også være det, der skaber afstand. Det er en spændende dobbelthed.

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 105, august 2017.