Skip to content

”Kan dit arbejde egentlig overtages af det der AI – ChatGPT, eller hvad det hedder?”

”Kan dit arbejde egentlig overtages af det der AI – ChatGPT, eller hvad det hedder?”

Lyt til artiklen her

Tekst / Katrine Rudbeck Japsen, Kommunikationskonsulent, BUPL Nordsjælland. Medlem af kommunikationspolitisk udvalg, hovedbestyrelsen og repræsentantskabet i KS.
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Maj 2023

For 4-5 år siden læste jeg en af Dan Browns bøger – Oprindelse. Den var som de andre – finde symboler og ledetråde og løse gåder. Men en ting, jeg særligt husker, er den endelige afsløring (spoiler alarm i sigte) i slutningen af bogen. Den satte sig i mig dengang og er blevet bragt til live igen indenfor de seneste måneder. Afsløringen i slutningen af Browns bog bød på en teori om, at vi mennesker, om få år, ikke længere kunne kalde os mennesker, fordi vi i højere og højere grad vil bruge ny teknologi som fysiske hjælpemidler og kunstig intelligens bygget ind i kroppen. Bogens karakter mente, vi ville leve i et nyt rige kaldet Technium, hvor vi var en blandet art af teknologi og biologi.

Grunden til, at jeg nu igen husker på Browns bog og afsløringen, er, at det vækker en form for usikkerhed og frygt for, hvad der egentlig skal ske med brugen af AI og ny teknologi. Misforstå mig ikke – jeg er ikke bange for, at jeg inden for det næste årti bliver halv robot (selvom det måske alligevel kan noget). Nej, jeg kan ikke lade ved med at tænke på, hvordan mit arbejde skal forme sig, og hvordan jeg skal bruge AI og ny teknologi til at gøre mit arbejde bedre og selv blive bedre.

Jeg har skrevet klummer her før, hvor jeg har prædiket den nye teknologi, og hvordan man med fordel kan bruge den i sit arbejde – den prædiken står jeg naturligvis stadig inde for. Meeen den lille frygt sniger sig alligevel ind på mig. ”Kan dit arbejde egentlig overtages af det der AI – ChatGPT, eller hvad det hedder?” spørger en ven. Jeg siger: ”Nej eller jo, måske noget af det. Men så kan jeg jo arbejde med andre ting, som en teknologi eller AI ikke kan.” Det er mit svar, og langt hen ad vejen er jeg sikker på, at det er rigtigt – men jeg ved det jo ikke med sikkerhed. Spørgsmålet er, om der er nogen, der ved det?

Én ting ved jeg dog for nu – og det er, at jeg vil blive ved med at være nysgerrig og udfordre mig selv med nye programmer og værktøjer, så jeg kan gøre mit arbejde smartere. Og jeg bliver glad, når jeg læser denne udgave af KOM magasinet, for den giver mig ro til at bruge min sunde fornuft. Det håber jeg også gælder for dig.

Den næste pressemeddelelse fra min hånd bliver måske et samarbejde mellem mig og ChatGPT, og den tid jeg forhåbentlig sparer ved det, vil jeg nu bruge til at briefe min kollega til morgendagens interview (noget som kun kommunikatører kan – for nu). ●

Tekst / Katrine Rudbeck Japsen, Kommunikationskonsulent, BUPL Nordsjælland. Medlem af kommunikationspolitisk udvalg, hovedbestyrelsen og repræsentantskabet i KS.
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Maj 2023

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search
Share via
Copy link
Powered by Social Snap