skip to Main Content

KATHRINE ABEL-JESPERSEN

Medlem / portræt

KATHRINE ABEL-JESPERSEN, 42 ÅR
1.4. 2019. fra marketingsansvarlig i Nordea Ejendomme til Marketingschef hos Elf Development

Hvad laver du i dag hos ELF Development?
Jeg sidder med ansvaret for al kommunikation, presse, markedsføring og branding. Det er både på Corporate niveau, men også for de projekter vi arbejder med. Vi udvikler bolig- og bymiljøer primært i hovedstadsområdet, og nogle af vores flagskibe er IrmaByen i Rødovre og Amager Strandpark. Vi markedsfører boliger til private købere eller til investorer, og jeg laver al kommunikationsarbejdet i den forbindelse, heriblandt salgsmaterialet.

Er du den eneste i ELF Development, der arbejder med kommunikation og marketing?
Pt. er jeg den eneste. Meget af det arbejde, jeg laver nu, har hidtil været lagt i salgsafdelingen med hjælp fra eksterne leverandører. Min funktion i dag er, at jeg kommer ind på et mere overordnet strategisk niveau og forsøger at samle trådene i de forskellige projekter.

Hvad er anderledes i forhold til dit forhenværende job?
Det er et andet game. I ELF Development har vi meget fokus på slutbrugerne, da det jo handler om, hvor folk bor og lever. Det er deres eget hjem, det handler om. Så kommunikationen bliver nok mere personlig, hvor jeg i mit tidligere arbejde beskæftigede mig med kommunikation omkring erhvervsejendomme. Det var en anden måde, der skulle kommunikeres på. Og så har vi her i ELF Development bare så mange spændende projekter i gang på en gang. Der er ikke to dage, der er ens. Bredden i mit arbejde i dag er nok større end i mine tidligere job.

Hvordan kan det være, at du er landet i ejendomsbranchen?
Det er egentlig tilfældigt. Jeg begyndte i den finansielle sektor, men nu ban-ker mit hjerte for kommunikation omkring ejendomme, og det at skabe rammer for folk og fortælle om ejendomsmiljøer, uanset om det er til arbejde eller til privatliv. Så jeg er rigtig glad for ejendomsbranchen både på privatdelen og på erhvervsdelen.

Hvad drømte du om at beskæftige dig med, da du studerede?
Jeg tror, at jeg var ret åben i forhold til, hvilken branche jeg ville ende i. Jeg har altid syntes, at selve produktet eller den service, jeg skulle markedsføre eller kommunikere om, ikke var det primære. Det var mere bredden indenfor kommunikation og markedsføring, jeg gerne ville bruge. I mit studieliv var jeg også meget drevet af kommunikation og den internationale vinkel, fordi jeg læste tre år i London. Så jeg var dengang meget fokuseret på, at få den sproglige dimension med. Det var især noget, jeg fik brug for i mit første job hos Aberdeen Asset Management, hvor jeg havde meget med kommunikation til internationale investorer at gøre. I dag i mit nye job hos ELF Development er den inter-nationale sproglige del igen relevant. Den ene ejer af ELF er amerikaner, så det er helt naturligt, at engelsk indgår i dagligdagen hos os. Så jeg synes, at jeg har en spændende rejse foran mig.

KATHRINE ABEL-JESPERSEN ER CAND LING MERC. I KOMMUNIKATION OG FORMIDLING FRA CBS I 2005. HUN HAR TIDLIGERE ARBEJDET SOM MARKETINGANSVARLIG I NORDEA EJENDOMME OG COMMUNICATIONS AND MARKETING MANAGER I ABERDEEN ASSET MANAGEMENT.

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Juni 2019

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
×Close search
Search