skip to Main Content

Klapjagten på de kolde hænder

Skrankepaver, bureaukrater og kolde hænder. Det er ikke alle, der glæder sig over, at der bliver ansat flere kommunikationsfolk i den offentlige sektor. Udliciter kommunikationsopgaverne, siger LA.

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler og Unsplash
Udgivet / Maj 2019

“Har den offentlige sektor brug for flere kommunikationsfolk? Nej!” Så klar var beskeden fra folketingsmedlem for Liberal Alliance Laura Lindahl på hendes blog på TV2.dk i marts 2018.

Laura Lindahl er Børne-, social-, beskæftigelses-, ligestillingsordfører samt ordfører for den offentlige sektor hos Liberal Alliance, og hun reagerede da økonomi- og indenrigsministeren i begyndelsen af 2018 kunne fortælle, at kommunernes kommunikationsafdelinger i 2017 havde over 50 % flere journalister ansat end i 2010.

Laura Lindahl var ikke glad for den nyhed: ”Forleden kom det frem, hvor mange af borgernes penge, der bliver brugt på hæren af kommunikationsfolk. Antallet af kommunikationsmedarbejdere og journalister, der er ansat i staten og kommunerne, er eksploderet de seneste år… Jeg mener, at vi i langt højere grad skal bruge pengene på omsorg til borgerne i stedet for at kaste så mange penge efter hæren af kommunikationsfolk. Hellere flere SOSU’er, pædagoger, sygeplejersker og så videre, tak!” hed det på folketingsmedlemmets blog.

Der er flere årsager til stigningen

Tallene fra økonomi- og indenrigsministeren er ikke en samlet opgørelse over stigningen af kommunikationsfolk ansat i det offentlige. Tallene dækker udelukkende medlemmer fra Dansk Journalistforbund. Men der er ingen, som KOM magasinet har talt med, der betvivler, at tendensen med offentligt ansatte kommunikatører er i stigning.

Kommunalforsker Roger Buch fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole mener, at der er flere årsager til, at kommunal kommunikation er blevet opprioriteret siden 2010:

Den generelle kommunikationsoprustning i samfundet gælder alle, både private virksomheder, offentlige instanser, politikere og borgere.

I de mindre kommuner var man tættere på hinanden, og det var lettere at overskue, hvad der foregik. Det ændrede sig med kommunalreformen, som forandrede kommunernes kommunikation med borgerne og den interne kommunikation i kommunerne.
Og så er der kommunal branding. I en tid, hvor alle kommuner kæmper om at tiltrække ressourcestærke børnefamilier, er der kraftigt fokus på at sætte de enkelte kommuner på landkortet. Kommunal branding bruges til at tiltrække nye borgere og nye arbejdspladser, og her spiller kommunal kommunikation udadtil en vigtig rolle.

To pædagogassistenter eller en kommunikatør

Det er ikke kun byer og kommuner, der har behov for at brande sig og som fokuserer på kommunikation. Blindecenteret Bredegaard i Fredensborg (se artiklen Lys i Mørket, red.) har som en af de eneste sociale institutioner i Region Hovedstaden ansat en kommunikationsmedarbejder.

I første omgang ansatte ledelsen på Bredgaard en kommunikationsmedarbejder for at styrke den interne kommunikation. Men det var også for at professionalisere det materiale, der bliver skabt på institutionen: Informationsmateriale, brochurer, hjemmeside og mødereferater.

”Der er ingen tradition for at bruge kommunikationsfolk på sociale handicapbosteder. Det har der ikke været noget behov for tidligere. Men det er der i dag, hvor der stilles stigende krav til synlighed og bedre dokumentation omkring institutionerne. Der er også kommet mere konkurrence imellem institutionerne, så det har øget behovet. Det har løftet vores image udadtil, at vi har styrket kvaliteten af vores kommunikation,” fortæller Frank Hedegaard, der siden 2016 har været forstander på Bredegaard.

”Det kommunikationsmateriale, vi producerer, har en anden kvalitet end andre sociale institutioner, der ikke har en kommunikatør ansat. Der er nogle helt andre kommunikative refleksioner ind over i forhold til, hvem skal der kommunikeres til. Det har i høj grad styrket vores brand, og det, tror jeg, har været med til, at vi som institution i 2018 blev nomineret til KLs Innovationspris,” mener han.

”Har den offentlige sektor brug for flere kommunikationsfolk? Nej!”

Laura Lindahl, Liberal Alliance

Har I som social institution gjort jer nogen overvejelse om, hvorvidt I skal have en ikke-pædagog ansat. Altså en af de såkaldte ’kolde hænder’?

”Ja, det har jeg tænkt over,” siger Frank Hedegaard. ”Det er svært at omregne rent økonomisk. Måske ville jeg kunne ansætte to pædagogassistenter i stedet for en kommunikationsansat. Men bare med den synlighed vi nu har opnået, så har vi ikke længere rekrutteringsproblemer, som ellers er normalt i vores branche. Det vi mister i lønnen til en kommunikationsmedarbejder, det henter vi ind på karrusellerne, ved at vi hurtigere får vores stillinger besat, og ved at vi har kvalificeret vores kommunikation.”

Udliciter kommunikationsopgaverne

Laura Lindahl ville ikke prioritere som Blindecenter Bredegaards forstander Frank Hedegaard.

”Det er jo et spørgsmål om økonomiske ressourcer. Jeg vil hellere bruge pengene på pædagoger på de sociale institutioner end på projektmagere og kommunikatører,” siger hun.

Hendes primære anke mod ’de kolde hænder’ i statens tjeneste er, at de udgør et selvrekrutterende offentligt bureaukrati, der fodrer sig selv med kunstige opgaver. Hun har også et kritisk blik på kommunernes ønske om at synliggøre sig selv ved hjælp af mere professionel branding:

”Jeg mener, at en kommune skal gøre sig attraktiv på baggrund af den service, kommunen leverer til borgerne. Altså den helt nære service, som når man som forældre henter sine børn, eller når man besøger et plejehjem.”

Der sidder mange kommunikationsfolk i kommunerne, der leverer service til borgerne med kommunikation på kommunernes hjemmesider. Er de så overflødige efter din mening?

”Den slags opgaver kunne man bare udlicitere og lægge ud til private aktører. Der er ingen grund til, at en enkelt kommune skal have marketing- eller kommunikationsafdelinger. Man kunne sagtens købe de ydelser af private, som så kunne ansætte flere kommunikationsfolk,” mener Laura Lindahl og fortsætter:

”Når jeg hører om stigningen af kommunikationsfolk i det offentlige, så har jeg svært ved at se, hvordan den service, kommunen leverer til mig som borger, bliver bedre af, at der ansat flere kommunikationsfolk.”

Bureaukrater og overflødige skrankepaver

I Kommunernes Landsforening (KL) sidder de også inde med en klar fornemmelse af, at kommunerne kommunikationsmæssigt har oprustet. De mener, at kommunerne har ’modtaget budskabet’ om, at det er nødvendigt at være kommunikerende: ”Det er nødvendigt at bevæge sig fra envejskommunikation til en mere modtagerorienteret kommunikation, der er mere åben. Det er en generel tendens, vi oplever i hele landet,” siger Ida Thuesen Nielsen, der er kommunikationschef i KL.

I KL anser man stigningen i ansættelser af kommunikationsfolk i kommunerne som en positiv udvikling, for der har ifølge Ida Thuesen Nielsen været en oplevelse af, at mange kommuner har været meget lukket i deres kommunikation.

”Vi kan kun se det som positivt, at kommunerne prioriterer og styrker dialogen med borgerne. Vi kan ikke se, hvorfor det skulle være et problem, at der bliver ansat flere kommunikationsfolk i kommunerne.”

Ida Thuesen Nielsen, KL

KL kender udmærket til diskussionen om de kolde og varme hænder, men oplever ikke, at kommunikationsfolkene er overflødige bureaukrater og kolde skrankepaver.

”Kommunikationsansatte i kommunerne er ikke ’kolde hænder’. Det synes jeg heller ikke, at jeg selv er for den sags skyld. Jeg mener, at de er ’varme hænder’, der er med til at understøtte det arbejde, som de andre kommunale medarbejdere udfører.”

KL blander sig ikke i, hvordan den enkelte kommune finder ud af, hvordan de vil arbejde med kommunikation, eller hvilken dialog de vil have med deres borgere.

”Men vi kan kun se det som positivt, at kommunerne prioriterer og styrker dialogen med borgerne. Vi kan ikke se, hvorfor det skulle være et problem, at der bliver ansat flere kommunikationsfolk i kommunerne, da vi mener, at de er med til at bringe kommunerne tættere på borgerne,” forklarer Ida Thuesen Nielsen og fortsætter:

”Kommunikationsmedarbejderne kan understøtte det arbejde, som for eksempel SOSU-assistenterne udfører, det er at være med til at fortælle borgerne om, hvad der foregår på et plejehjem, hvordan hjemmehjælp fungerer og så videre. I det hele taget være med til at skabe fortællingen om det gode arbejde, som blandt andet SOSU-assistenterne dagligt udfører.”

SOSU-assistenterne alle kan lide

SOSU-assistenterne er fagligt organiseret i FOA (Foreningen af Offentlige Ansatte). FOA repræsenterer om nogen den faggruppe, som i den offentlige debat er blevet kaldt ’de varme hænder’. SOSU-assistenterne er i orkanens øje, når fortællingen om velfærdsstatens udfordringer bliver fortalt i medierne.

De repræsenter en faggruppe, som kommunerne konstant skærer ned på, og som for borgerne er et synligt bevis på den faldende offentlige service. Fortællingen i medierne er for det meste: Færre SOSU-assistenter giver dårlige service og dermed en ringere velfærdsstat.

Modsætningen mellem FOAs ansatte og det voksende antal kommunikationsfolk steg i finanskriseårene fra 2007 og frem.

Kommuner måtte skære ned på blandt andet skoler og ældrepleje. Der blev og bliver truffet mange beslutninger om nedskæringer rundt omkring i kommunerne, som især rammer FOAs medlemmer. Hvad mener FOA? Er der for mange kommunikationsfolk ansat i kommunerne, og er deres arbejde overflødigt?

FOA: Kommunikation i kommunerne er vigtig

Mona Striib, der er forbundsformand i FOA, er ikke begejstret for betegnelserne kolde og varme hænder. Hun kan godt se problemerne i, at enkelte faggrupper bliver kastet ned i en kasse, der bliver fremstillet som overflødige. Hun synes, at debatten om de kolde og varme hænder ’er forkert’. Det handler for hende om en debat om, hvilken form for velfærdsservice vi ønsker, at kommunerne skal levere.

”Det er grinagtigt, at en kommune kan stå og sige – eller man har fundet nogle, der er gode til at kommunikere – der siger: at nu bruger kommunerne flere penge på de ældre.”

Mona Striib, FOA

Anser FOA det som et problem, at der bliver ansat flere og flere kommunikationsfolk i kommunerne?

”Nej, det gør vi ikke. Det er godt, at kommunerne har en faglig og dygtig professionel kommunikation. Men vi ser det som et problem, hvis man i kommunerne tror, at man kan kommunikere sig ud af for få ressourcer til de opgaver, der skal leveres tæt på borgerne,” siger Mona Striib.

FOAs kritik handler om troen på, at kommunerne kan løse kommunal underfinansiering ved for eksempel at ansætte kommunikationskonsulenter.

”Det er grinagtigt, at en kommune kan stå og sige – eller man har fundet nogle, der er gode til at kommunikere – der siger: at nu bruger kommunerne flere penge på de ældre,” siger Mona Striib og fortsætter:

”Nej, det gør man ikke. Man har fjernet det praktisk nære. Og det er virkelig en glidebane, som er meget alvorlig,” forklarer Mona Striib, der mener, at kommunikation er vigtig – også for en kommune.

”Der er i dag en større åbenhed i den offentlige sektor blandt andet på grund af det, og det gælder også indenfor den kommunale sektor.

Jeg kan se, at I i FOA har fem kommunikationsfolk ansat…

”Nej,” griner FOAs forbundsformand, Mona Striib: ”Vi har ansat langt flere…” ●

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler og Unsplash
Udgivet / Maj 2019

Ida Thuesen Nielsen,
”Kommunikationsansatte i kommunerne er ikke ’kolde hænder’. Det synes jeg heller ikke, at jeg selv er for den sags skyld. Jeg mener, at de er ’varme hænder’, der er med til at understøtte det arbejde, som de andre kommunale medarbejdere udfører.”

Kommagasinet.dk er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Back To Top
×Close search
Search