Weekendavisen og Illustreret Videnskab er på mange områder to usammenlignelige størrelser. Hvor Weekendavisen kommunikerer til intellektuelle og ofte veluddannede læsere, så er Illustreret Videnskab mere folkelig og bredt favnende. Men begge medier er i høj grad kendetegnet ved deres seriøse tilgang til indholdet. Og så er både Lone Frank og Sebastian Relster urokkelige i deres holdning til, at formidling af videnskabeligt stof skal tages meget alvorligt.

Videnskabsjournalistikken har det både godt og skidt
”Videnskabsjournalistikken har det egentlig ok i Danmark. Der er sket noget de seneste 5-7 år. Det er blevet accepteret at være en nørd. Det er blevet smart i den verden, vi lever i, hvor der er så meget hurtig surfen på overfladen, at man går all in og nørder. Viden er blevet en valuta,” siger Sebastian Relster.

Han har gennem syv år haft ansvaret for Danmarks største populærvidenskabelige magasin, der gennem sin 30-årige levetid har været en af de mest populære kilder til videnskabelig viden for den brede danske befolkning – ung som gammel.

Lone Frank er forfatter, har en ph.d. i neurobiologi og har gennem mere end 20 år skrevet videnskabelige artikler for Weekendavisen. Hun er ikke helt så positiv – i hvert fald ikke når det gælder nyhedsmediernes dækning af videnskabeligt stof.

”Når jeg kigger på den måde, hvorpå mange aviser behandler det, så får jeg tit opfattelsen af, at der bliver lagt større vægt på at sælge avisen, end at det, der står i den, er kvalitet,” forklarer hun og fortsætter:

”Vi er jo eksempelvis ved at ændre hele vores samfund og vores økonomi på baggrund af klimakrisen, og så er det da vigtigt, at journalisterne tager stoffet seriøst, ved, hvad de taler om, og ikke er med til at skabe forvirring og myter, der ikke holder videnskabeligt.”

På Illustreret Videnskab skriver de fastansatte af præcis samme årsag ganske få artikler selv, fordi respekten for stoffet er stor.

”Det siger sig selv, at Illustreret Videnskab primært bruger freelancere – vi skriver jo om alt fra peruvianske træfrøer og sorte huller til tornadoer og medicinske opdagelser, så vi bruger forskere, eksperter og videnskabsjournalister. Vores claim to fame er så, at vi kan bearbejde stoffet, så alle kan forstå det. Det er også derfor, at modeller, tegninger og illustrationer er så stor en del af Illustreret Videnskabs DNA, for de kan gøre kommunikationen af meget komplicerede emner meget nemmere at forstå,” forklarer Sebastian Relster og uddyber:

”På Illustreret Videnskab har vi mange interne redaktionelle kodekser. Den eneste forskel på Wikipedia og os – er os. Sagt med andre ord, er det den kærlighed til formidlingen, vi tilfører historien, der har givet os eksistensberettigelse gennem 30 år. Den forædling, vi tilfører stoffet, er vigtig for os. Vi skal eksemplificere og konkretisere. Vi må ikke sætte nogen af undervejs.”

Hader forenklinger
Weekendavisen er ikke en avis, der er sat i verden for at være et medie for alle, og for Lone Frank handler kommunikation om begejstring.

”Når jeg skriver om et videnskabeligt emne, så handler det om at engagere folk. Det gør jeg ved at formidle min egen begejstring, for så tror jeg på, at det bliver relevant for læserne. Jeg behøver ikke illustrationer, for jeg mener sagtens, at billederne kan skabes af ord,” siger Lone Frank, der modsat Sebastian Relster ikke nødvendigvis er enig i, at alt for enhver pris skal kommunikeres, så alle skal kunne forstå det.

”Noget jeg for enhver pris vil undgå, er forenklinger – så vil jeg hellere tone rent flag og have, at tingene fremstår komplekse, hvis de nu engang ér komplekse. Jeg skriver om nogle emner, som jeg mener, er vigtige, og min primære opgave er at give læserne lyst til at vide noget om de emner, jeg skriver om,” forklarer hun. Men hun understreger samtidig, at det kræver et stort ansvar:

”Når man kommunikerer videnskabeligt stof, så har man et stort ansvar for at forstå stoffet selv. Derfor dur det ikke, at du sætter en eller anden ung praktikant til at skrive om et emne, som vedkommende ikke ved noget om. Sat på spidsen, så er du nødt til at være i stand til at kunne læse det primære kildemateriale og kunne forstå og analysere det – ellers kan du ikke skrive om det.”

Bland følelserne udenom!
Der er en tendens i tiden til, at formidlingen af for eksempel klimaforskningen kommer til at blive alt for følelsesladet. Lone Frank og Sebastian Relster er begge enige om, at man skal lade fakta råde, når man kommunikerer videnskabeligt stof.

”På Illustreret Videnskab er vi på forskningens hold. Når det gælder eksempelvis klima, så er der en meget tydelig konsensus om, at klimaforandringerne er menneskeskabte. Der er alle mulige nuancer i det, men det er det, vi forholder os til. Så kan det irritere mig grusomt, når en eller anden tilfældig blogger kommer med sine egne personlige betragtninger og får en masse opmærksomhed. Det er vanvittigt irriterende,” siger Sebastian Relster og uddyber:

”Vores rolle er at sige til folk: Her er fakta – så kan du mene, hvad du vil, men nu ved du, hvordan virkeligheden ser ud. Det er en af mine missioner på Illustreret Videnskab – at klæde folk på med fakta, så de kan danne sig deres egen kvalificerede mening.”

Når man spørger Lone Frank, så er hun også af den opfattelse, at den videnskabelige formidling har en tendens til at blive mudret, hvilket er et stort problem.

”Sundhedsvidenskab og klimaforskning er blevet to videnskabelige områder, der tit bliver udsat for kampagnejournalistik, hvor man er på den ene eller anden side og udelukker bestemte synspunkter. Det er blevet meget sensationsagtigt. Der blev eksempelvis skabt en masse myter om HPV-vaccinen, hvor en masse, der ikke havde den rigtige viden, fik alt for meget taletid. Det betød, at der opstod nogle myter om, at det var vildt farligt, hvilket betød, at der var nogle årgange af piger, der ikke fik vaccinen. Men efter nogle år fik den seriøse forskning endelig brudt gennem muren, og nu kører programmet igen – heldigvis,” fortæller hun og peger på, at der nogle gange sker det samme i klimadebatten.

”Efter min mening fylder klima og klimafølelser alt for meget i debatten. Det bliver beskrevet, som om klimaet er nøglen til alt. Det er skadeligt, fordi det er så kompliceret og rummer så mange nuancer, der ikke bliver beskrevet. Det er uheldigt, hvis man som medie vælger side. Når jeg skal skrive om noget, så sætter jeg mig ind i emnet og kigger på evidens – hvad vejer tungest,” siger hun.

Støj, der forvirrer
Sebastian Relster er dog håbefuld, når han kigger frem.

”Jeg har et spirende håb om, at vi kan få noget af al den kommunikationsstøj, der fylder meget, væk. Man må naturligvis gerne være skeptiker og kontroversiel. De, der mener noget andet end videnskaben, skal også have taletid, men de har fået alt for meget vægt i forhold til den etablerede videnskab – det er blandt andet mediernes skyld, så vi skal også kigge på os selv,” fortæller han og fortsætter:

”Det har ikke rigtigt været nødvendigt tidligere at indtage en rolle som et medie, der bekender sig til at tage videnskabens side. Men det er nødvendigt nu. I takt med at vi kan hente informationer fra flere og flere steder, er det blevet vigtigt at fortælle, hvem afsenderen er. Mere vigtigt end nogensinde før. Tidligere var det ikke så nødvendigt, for vi var der jo bare – vi var en institution. Nu er der så mange andre muligheder for at finde informationer, så det er vigtigt at fortælle, hvad det er, vi står for. Hvem vi er!”

”Når alt kommer til alt, så handler det om, at hvis du ikke besidder viden, hvis du ikke er i stand til at veje forskellige synspunkter op mod hinanden og er i stand til at læse kildematerialet, så er der alt for stor risiko for at skrive noget, der ikke holder. Og der er altså ikke mange journalister i Danmark, der er i stand til at veje evidens op mod hinanden. Derfor skal videnskabsjournalistik tages seriøst,” slutter Lone Frank. ●