skip to Main Content

Lad os tale om vores pandemiske stress

Lad os tale om
vores pandemiske stress

Vi mennesker bliver påvirket mere og mere af pandemien, og mange reagerer med, hvad man kunne kalde for, pandemisk stress. Det bliver mere og mere aktuelt at snakke om, som tiden går. Så lad os tage bladet fra munden.

Tekst / Stine Reintoft
Foto / Anne Kring
Udgivet / April 2021

Coronakrisen er mange kriser i en: Det er en sundhedskrise, en økonomisk krise og en psykologisk krise. Den psykologiske krise er et vendepunkt, der har med vores sociale liv at gøre. Det er også et vendepunkt, hvor vi mærker, hvad det vil sige at leve isoleret under en pandemi i et forandret samfund – og for manges vedkommende skulle arbejde og være produktiv på samme tid.

Vi taler ikke om det svære for at opretholde en følelse af normalitet i vore – coronaforstyrrede – relationer

Hvorfor taler vi ikke om det svære?

Forfatteren Anne Juul udtalte i et ’corona-interview’ i Politiken, at det er uhørt hårdt for mennesker med psykisk sårbarhed at gå igennem en tid som denne. Det være sig mennesker, der lider af skizofreni, depression, angst eller andet. Men det er også hårdt for mange andre. Anne Juul skriver: ’Jeg forstår ikke, hvorfor vi så ikke snakker lidt mere om, hvor hårdt det er pt. Jeg kan starte.’ (Politiken Kultur side 12 den 31. januar 2021).

Vi taler ikke om det svære for at opretholde en følelse af normalitet i vore – coronaforstyrrede – relationer. Vi taler ikke om det, fordi det for mange er skamfuldt at føle ensomhed og svaghed. Vi kan tro, at vi er alene om at have det på den måde. Vi taler ikke om det, fordi vi kan være bange for at tale uroen frem på en måde, så vi får det endnu værre. Vi taler ikke om det, fordi vi kan føle, at vi sætter vores samtalepartner i forlegenhed, for: ’Hvad skal han gøre ved det? Det er jo ikke noget, som nogen kan ændre på’.

Hvad kan vi gøre på arbejdet?

Nej, vi kan ikke fjerne pandemien. Men det er vigtigt, at vi lytter til hinandens oplevelser og deler dem. Vi skal dele både det, som vi lærer, OG det, som er svært ved at gå igennem en lang periode med fortsat pandemi. På arbejdet kan vi på et af onlinemøderne tale om disse spørgsmål for at øge trivslen. Man kan gøre det på et teammøde i form af en runde, hvor alle får delt nogle erfaringer ved at svare på følgende spørgsmål:

1) Hvordan har jeg det med (hjemme)arbejdet lige nu?
Hvad er det letteste? Og hvad er det mest udfordrende?
2) Hvordan har jeg det med den fortsatte pandemi?
Hvilken effekt har det på mig?
3) Hvordan har min motivation det?
4) Hvilke tiltag eller aktiviteter kan vi komme i tanker om, som kunne hjælpe motivationen og arbejdslysten på vej netop nu?
5) Hvordan kan vi støtte og hjælpe hinanden?

For vores sundheds skyld og for vores relationer er de ovenstående spørgsmål gode at få drøftet i det team eller den kollegagruppe, som vi er en del af. Og sundhed og relationer er to sider af samme sag; det kan vi komme til at glemme. Mange savner de kollegiale relationer nu.

Hvis vi i vores dialoger – hvad enten de foregår virtuelt eller på en gåtur – kun deler ’det skal nok gå alt sammen’-tankerne, så marginaliserer vi oplevelserne af, at vi den ene dag kan få øje på håb og den næste dag ikke. At vi kan rammes af ensomhed på et tidspunkt og af taknemmelighed det næste. Og så bliver vores relationer en-dimensionelle. Vi har brug for at styrke relationerne nu for at overkomme udfordringerne mentalt.

Pandemisk stress

Lige nu er vi i gang med – også på et psykologisk plan – at lære noget om, hvad pandemier i en moderne verden gør ved mennesket. Der tales om coronatræthed som en særlig form for udmattelse, som rammer efter måneder med et nedlukket samfund. Ordet bliver brugt flittigt, fordi mange genkender den særlige træthed, udmattelse og passivitet, som rammer i tiden under corona. Jeg ser dog et behov for nu at tale om et lidt bredere fænomen – for jeg ser mønstre hos de mennesker, som jeg taler med, hvor ordet pandemisk stress er mere dækkende. Det er heller ikke helt ukendt; der er for eksempel undersøgelser fra Wuhan i Kina, hvor pandemien startede. Her berettes også om en særlig form for stress, som især er præget af øget angst.

Det bliver synligt, at noget af den oplevede sikkerhed, som vi tillægger verden, er en illusion

Det, som jeg får øje på nu, er en blanding af udmattelse og mangel på energi, lyst og initiativ kombineret med en udefinerbar underliggende strøm af ængstelse. Som vi også ser det hos mennesker ramt af stress, ser jeg en lavere irritations- og frustrationstærskel, eller med andre ord kort lunte. Og jeg ser mere eksistentielle overvejelser komme til syne, som når vi konfronteres med, at ikke alting i livet udvikler sig mod nye spændende horisonter. At vi ikke kan alt og må bremse aktiviteter, som vi har lagt håb og identitetsfølelse i. Det kan være kurset, som bliver aflyst, eller de nye spændende projekter på arbejdet, som alligevel ikke bliver til noget. Planer ændres, og vi skal leve med uvished i en helt anden målestok, end vi har været vant til. Man kan ikke regne med almindelige hverdagsstrukturer og almindelige samfundsnormer og aftaler. Det bliver synligt, at noget af den oplevede sikkerhed, som vi tillægger verden, er en illusion. At ting kan forandre sig radikalt fra det ene øjeblik til det andet, og at meget er uden for vores kontrol.

Alt det er vigtigt, at vi deler med hinanden. Ud over vores oplevelser, så skal vi også dele gode ideer til, hvordan vi genfinder en form for kontrol – på trods. Det er nemlig en beskyttende faktor lige nu at finde ind til vores handlekraft og virkelyst. Her kan dialoger på arbejdspladsen være et godt sted at starte. Når vi genfinder energi på et område af livet, så smitter det af på andre områder.

Stine Reintoft

Det, som jeg får øje på nu, er en blanding af udmattelse og mangel på energi, lyst og initiativ kombineret med en udefinerbar underliggende strøm af ængstelse. Som vi også ser det hos mennesker ramt af stress, ser jeg en lavere irritations- og frustrationstærskel, eller med andre ord kort lunte

Vi skal være produktivt ængstelige

Som samfund er der interesser under en pandemi, som handler om, at vi bruger vores forestillingsevne til at ændre adfærd. Vi skulle før lockdown forebygge et kollaps ved at ændre adfærd markant, og det kræver, at vi bliver bange. Michael Bang Petersen, professor i statskundskab ved Århus Universitet siger: ’Det handler om at balancere ængstelse med optimisme’. Ængstelsen får os nemlig til at ændre adfærd, og optimismen sikrer, at vi føler os handlingsduelige, så vi ikke bliver for passive. Vi skal altså være produktivt ængstelige.

Ja, det er altså samfundets behov – ifølge en professor i statskundskab. Set i det lys er det i Danmark gået godt med at ’styre’ pandemien. Vi kan vel sætte flueben ved, at vi i vores land har været produktivt ængstelige.

De psykologiske konsekvenser

Men ængstelsen kan tage overhånd. Der har ikke indtil nu været så meget fokus på vores mentale helbred. Efter lockdown nummer to i slutningen af 2020 og starten af 2021 er det så småt ved at gå op for mange, at der er konsekvenser, som er til at få øje på. Og at vi skal tage den psykologiske del mere alvorligt nu.

Man kan spørge om, hvor længe et socialt dyr som mennesket kan opretholde afstandsregler?

Der er nemlig risiko for, at de vaner, som vi opbygger under denne pandemi, gør at:

1) Vi kryber ind i vores skærm og bliver afhængige af de digitale platforme – også når vi skal slappe af.
2) Vi bliver asociale og mister livsvigtig forbindelse med hinanden samt viden om hinandens indre liv.
3) Vi bliver vænnet til et overdrevet fokus på sygdom og død, statistikker og gruopvækkende nyheder. Vi opbygger en ’tjekkeadfærd’ i forhold til nyhedsmedier, som kan være svær at lægge fra os sidenhen.
4) Vi bliver fysisk og mentalt passive og mister vores tro på, at vi kan handle på og påvirke vores situation.

Man kan spørge om, hvor længe et socialt dyr som mennesket kan opretholde afstandsregler? Det at holde afstand er en udholdenhedssport, som er meget hård. For vi er sat i verden for at interagere direkte med hinanden. De unge har det største fysiske kontaktbehov, og mange unge bor desuden alene. Derudover er der en udbredt singlekultur. Mange føler sig derfor med god grund ensomme og isolerede under coronakrisen. Det kan få psykiske sårbarheder til at blusse op. Især mennesker med tendens til grublerier og bekymring kan opleve en forstærkning, som kan bevæge sig over i angst eller depression. Men også mennesker, som er vant til at handle sig ud af problemer, kan have svært ved at være med den stilstand, som er en præmis under lockdown.

Når vi begynder at beskytte os mod sygdommen med biologiske midler – nemlig vacciner – så skal vi huske også at beskytte os psykologisk. Her kan dialoger på arbejdspladsen være et godt sted at starte, fordi mange har betydningsfulde relationer og et tilhørsforhold, der kan trække i en sund retning. Dialoger her kan give inspiration til at bevæge sig væk fra de passive pandemivaner i retning af et mere aktivt og engageret liv. ●

Tekst / Stine Reintoft
Foto / Anne Kring
Udgivet / April 2021

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
×Close search
Search