Skip to content

Laila Gometz

Medlem / portræt

LEILA GOMETZ
1. april 2022 fra indkøber i GA Group til indkøbschef hos Gastro Import

Hvad er baggrunden for, at du vender tilbage til din tidligere arbejdsplads?
Der er flere grunde. Gastro Import importerer fødevarer fra Italien, Frankrig og Spanien, og jeg er meget glad for at samarbejde med leverandører og producenter fra Sydeuropa. Så kommer jeg til at bruge spansk igen, hvilket jeg også er glad for. Og endelig skal jeg være chef for tre andre medarbejdere, så jeg får også prøvet mig selv af som leder. Jeg har jo ikke været leder før, og derfor gennemgik jeg en personlighedstest med henblik på det forud for min nye ansættelse i Gastro Import.

Du har været meget omkring i din karriere. Hvad har du fået ud af det?
Jeg har jo en meget sprogorienteret uddannelse, og allerede mens jeg læste, begyndte jeg at overveje, om jeg ville være for låst fast, hvis jeg kun kunne finde ud af sprog. Så jeg tænkte, at jeg måtte have noget erhvervserfaring, og imellem min BA og min kandidat tog jeg til Tenerife, hvor jeg arbejdede i lufthavnen med at tjekke passager ind. Alt var på spansk. Bagefter tog jeg til Club la Santa på Lanzarote, hvor jeg var i halvandet år og arbejdede med deres cykel- og triathlonkonkurrencer, som folk fra hele verden deltager i. Jeg arbejdede med markedsføring, kommunikation, kontakt til deltagere og myndigheder og meget andet.

Der var ikke så meget, der pegede i retning af, at du skulle gå indkøbsvejen?
Det var også lidt tilfældigt, men jeg tog hjem for at tage min kandidat og valgte negot på SDU, som tiltalte mig, både fordi jeg kunne få spansk med, og fordi der ikke kun var sprogligt orienterede fag på uddannelsen. Jeg tog et semesters praktik i Chile for at arbejde for en dansk virksomhed, som skulle eksportere fødevarer fra Chile, så det virkede meget oplagt at få job i Gastro Import, da det blev muligt, efter at jeg var færdig og havde været på barsel. Jeg stoppede faktisk min barsel lidt før tid for at begynde i jobbet som indkøber af spanske gastronomiske fødevarer. Vores kunder er delikatessebutikker, restauranter, vinbarer, kantiner, men også for eksempel dagligvarebutikker som Irma, og vi har kunder i både Danmark, Norge og Sverige.

Hvad er det, du godt kan lide ved indkøberjobbet?
Jeg synes, det er sjovt og spændende at finde nye varer og at være i tæt kontakt med producenterne. Mange af dem er små virksomheder, så man er tæt på produktionen. Man får en anden slags dialog og en tættere relation.

LEILA GOMETZ ER BA I ERHVERVSSPROG OG KOMMUNIKATION, ENGELSK OG SPANSK FRA CBS OG CAND.NEGOT.
I MARKETING & KOMMUNIKATION MED SPANSK SOM HOVEDSPROG. HUN HAR BOET OG ARBEJDET I SPANSKTALENDE LANDE I FLERE PERIODER. HUN HAR TIDLIGERE VÆRET ANSAT I GASTRO IMPORT SOM INDKØBER AF SPANSKE FØDEVARER I SYV ÅR. DESUDEN HAR HUN HAFT ANSÆTTELSER I LØGISMOSE OG GA GROUP.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Maj 2022

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search