skip to Main Content

Lys i mørket

Det blev ikke en stilling i et stort PR-bureau. Men det blev et job blandt blinde mennesker. Et arbejde, der giver mening, men hvor det også kan være svært ikke at have faglige kolleger.

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler og Simon Abrams, unsplash
Udgivet / Maj 2019

Hun havde regnet med, at hun skulle arbejde i et stort PR-bureau eller i en kommunikationsafdeling i en kommune.

Store anerkendte virksomheder stod i kø for at ansætte studerende som hende. De stod parkeret ude på CBS med ansættelseskontrakterne i hånden. Danske Bank, Nordea og Mærsk, og mange flere bejlede til en ungdom, der red på en bølge af optur.

Men da hun blev færdig med sin uddannelse som cand.merc.com. i 2011, havde finanskrisen allerede sat jobmarkedet på kurs mod Jupiter. Den helt gale vej.

Hendes jobudsigter havde med et trylleslag ændret sig fra at være et lykkelandskab med uendelige muligheder, til at hun nu befandt sig i et åbent hav med enkelte små redningsbåde, hvor alle forsøgte at redde sig selv.

Hun stod og stirrede lige ind i et arbejdsmarked, der var gået i stå.

”Det havde jeg ikke troet”

Maria Kümmel klarede finanskrisen og fik et job, men jobbet var ikke, hvad hun oprindeligt havde troet eller drømt om, hun skulle beskæftige sig med. Maria Kümmel er i dag kommunikations- og HR-medarbejder blandt blinde mennesker.

”Jeg har været her i snart syv år, og jeg har været glad for det, men det var lidt angstprovokerende i starten, for der havde ikke været ansat sådan nogen som mig før herude.”

Maria Krümmel

Hun er 34 år og arbejder på Blindecenter Bredegaard i Fredensborg i Nordsjælland, som er et botilbud til 40 blinde og svagsynede voksne mennesker med multiple funktionsnedsættelser, herunder også døvblinde mennesker.

Bredegaard er Maria Kümmels første job, efter hun blev færdig med sin uddannelse. Hun begyndte i virksomhedspraktik og blev efter få måneder tilbudt en fast stilling.

”Jeg har været her i snart syv år,” siger Maria Kümmel og fortsætter: ”Jeg har været glad for det, men det var lidt angstprovokerende i starten, for der havde ikke været ansat sådan nogen som mig før herude.”

Det betød, at Maria Kümmel måtte ’opfinde’ sit eget jobindhold. Hun måtte selv bygge bostedets kommunikationsfundament op fra bunden.

”Den daværende forstander talte jeg meget med om, hvad vi kunne opbygge af forskellige indsatser. Men hun var ikke særlig klar i mælet, så jeg talte med nogle kommunikationskolleger i regionen. Jeg var helt våd bag ørerne, da det foregik, men det var utrolig spændende,” fortæller hun.

”Jeg ser mig selv om en oversætter”

Hurtigt blev bostedets kommunikationsopgaver sat i system. Den gamle hjemmeside skulle der ryddes op i med nye tekster og bedre billeder, og et internt nyhedsbrev kom op at stå.

I dag er både den eksterne og den interne kommunikation sat i system på Bredegaard, men spørger man Maria Kümmel om, hvad der fylder mest, peger hun på den interne kommunikation. Der er meget ad hoc-arbejde. Korrekturlæsning, tekst til hjemmesiden, stillingsannoncer, der skal formuleres, myndighedskrav, der skal omformuleres og kommunikeres ud til de pædagogiske kolleger, support til ledergruppen og bestyrelsen med sekretariatsbetjening, og så skriver hun mødereferater.

”Jeg ser mig selv som en ’oversætter’ mellem de højere luftlag og så vores virkelighed herude på bostedet. Der kan nogle gange være meget langt mellem den bureaukratiske regions hierarki og så vores konkrete virkelighed på Bredegaard,” fortæller Maria Kümmel.

Savner fagligt fællesskab

Maria kan godt lide sit arbejde på Bredegaard. Der er en frihed til at byde ind på arbejdsopgaver, og mulighederne er mange.
”Hvis man har lyst, så er der mulighed for at få en masse ansvar og fingrene i al muligt forskelligt.”

Men på det faglige område kan der godt være ulemper. I dagligdagen er der ikke noget fagligt fællesskab i at sidde som eneste kommunikationsmedarbejder på et bosted, hvor hun er omgivet af pædagoger og blinde mennesker.

”Jeg er en del af et administrativt team, hvor mine kolleger har andre uddannelser og sidder med helt andre opgaver, så jeg kan godt nogle gange føle mig lidt ensom,” siger Maria Kümmel, men nævner dog:

”Gudskelov så er der taget initiativ til flere netværk i regionen for os kommunikationsmedarbejdere, der laver nogenlunde det samme, hvor vi så mødes jævnligt, for at vi kan blive inspireret rent fagligt.”

De kolde og de varme hænder

Maria Kümmel har selv tænkt over, at hun har et meget utraditionelt kommunikationsarbejde:

”Hvis du havde spurgt mig for 10 år siden, så var det ikke sådan et sted her, jeg havde troet, at jeg ville arbejde.”

Når hun møder gamle studiekammerater, kan de godt spørge undrende: ”Hvor siger du, at du arbejder? Med blinde…?”

”Det ville da være meget mere normalt at sige: Jeg arbejder på Rigshospitalet og arbejder med sundhedskommunikation. Men det kan jeg ikke.”

Spørger man Maria, så tror hun ikke, at beboerne på Bredegaard rigtig ved, hvad hun laver, og det gjorde hendes kolleger heller ikke i begyndelsen:

”Jeg måtte virkelig gøre min plads fortjent, hvis man kan sige det sådan. Der var jo denne her diskussion om varme og kolde hænder, og den har da også været oppe at vende et par gange herude.”

”I dag er det min opfattelse, at mine pædagogiske kolleger er taknemmelige for min hjælp. De har af og til noget skriftligt, de skal producere og sende, så kan jeg hjælpe.”

Maria Krümmel

På mange måder forstår Maria Kümmel godt den diskussion. For der bliver ansat flere og flere akademikere – også på sociale institutioner som Bredegaard:

”I begyndelsen følte jeg mig som en kvinde, der kom fra mars. Der var ikke nogen fjendtlighed, men mine kolleger var måske lidt reserverede, og jeg blev måske også anset som en, der var lederens højre hånd.”

Hun tror, at de af hendes kolleger, som repræsenterer de varme hænder, nu også har fundet ud af, at der er en værdi i at have en kommunikationsmedarbejder. Mængden af krav fra regionen og alle mulige andre instanser bliver større og større år for år.

Ledelsen har ikke tid og ressourcer til at løse de opgaver.

”I dag er det min opfattelse, at mine pædagogiske kolleger er taknemlige for min hjælp. De har af og til noget skriftligt, de skal producere og sende, så kan jeg hjælpe. Jeg tror, at de oplever det som en lettelse, når jeg hjælper, og at de i det hele taget er glade for at have mig som kollega i dag,” siger Maria Kümmel og afslutter:

”Det er måske også fordi, at jeg selv er blevet bedre til at gå ud i marken, hvis man kan sige det sådan, og så løser jeg nu flere opgaver i samarbejde med mine pædagogiske kolleger. Jeg er blevet meget bedre til selv at gå ud og bede om hjælp for derigennem at løse flere opgaver i fællesskab. Det har sikkert også gjort en stor forskel.” ●

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler og Simon Abrams, unsplash
Udgivet / Maj 2019

Kommagasinet.dk er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Back To Top
×Close search
Search