skip to Main Content

Medlem / portræt

Medlem / portræt

KATRINE DAMGAARD NIELSEN, 32 ÅR
15.9.2021 fra Back Office-medarbejder i Movia, til tekstforfatter i TopDanmark

Hvad tænker du, din tid i Forsvaret og Afghanistan har givet dig?
Det har klart været med til at forme mig. Man lærer noget helt specielt i Forsvaret. Det handler om struktur og disciplin, men også om at indordne sig og få noget fra hånden. Efter min værnepligt tog jeg Hærens Reaktionsstyrkeuddannelse. Det tog otte måneder, og derfra kom jeg så til Helmand i Afghanistan. Jeg var radiooperatør, så jeg opholdt mig primært i lejren. Det var her min interesse for kommunikation opstod. Man skal jo kommunikere både kort og præcist via radio.

Hvordan valgte du studie?
Jeg har altid været glad for sprog, og da interessen for det kommunikative opstod, tænkte jeg, at jeg gerne ville læse noget med tysk, men ikke fordi jeg ville undervise, og derfor blev det CBS. Det var vigtigt for mig at have et studiejob for ikke at få for mange huller i mit cv, men jeg ventede med at søge studiejob, til jeg var på andet år, og fik job som rådgiver i et pensionsselskab, hvor jeg også kom til at arbejde med at formidle kompleks og svært forståelig viden på en forståelig måde. Da jeg blev færdig med studiet i 2016, gik jeg direkte på barsel. Og det gav nogle udfordringer, da jeg skulle i gang med jobsøgningen efter barsel.

Hvordan oplevede du de udfordringer, og hvordan tacklede du dem?
Det blev jo faktisk min udfordring at søge det første job med et hul i cv’et og så ovenikøbet være sidst i 20’erne og med et lille barn. Jeg søgte rigtig mange job og søgte også rigtig bredt, så jeg endte med at gå på kompromis med mig selv og sige ja til en HK-stilling. Heldigvis fik jeg det efterhånden drejet i retning af et mere fagligt relevant indhold. Jeg løste en masse akademiske opgaver uden at være akademisk ansat.

Hvordan fik du så det job, du har fået nu?
Jeg ville gerne have en ansættelse, der svarede til min uddannelse, så jeg vidste hele tiden, at der ville være en udløbsdato på det job, jeg havde. Jeg gik i gang med at søge for nogle måneder siden, og jeg har virkelig brugt meget tid på jobsøgningen. Først og fremmest på at analysere jobopslagene og indholdet i dem, og derefter på at skrive ansøgninger, der matchede deres fortælling om stillingen, de kompetencer de søgte og så videre. Jeg brugte disse ting meget bevidst og aktivt i både ansøgninger og cv. For eksempel ved begge steder at bruge nogle af de ord, der blev brugt i jobannoncerne. Jeg nåede at skrive 10 af den slags meget målrettede ansøgninger, kom til 4 samtaler og fik så mit nuværende job. Så det er helt klart min erfaring, at det giver bonus at gøre et ordentligt stykke arbejde med sine ansøgninger.

Hvad var det især, der tiltalte dig ved dit nye job?
Det betyder meget for mig, at det er et godt match, og her matchede opgaverne mine erfaringer. Jeg arbejder med tekster, der bruges i kommunikationen med kunderne, og i ansættelsesforløbet var det også det, jeg blev målt på i forbindelse med en case, hvor jeg skulle skrive et brev og bagefter forklare, hvorfor jeg havde valgt at skrive, som jeg gjorde. Jeg er lige startet i jobbet og er foreløbig under oplæring, men jeg glæder mig til at komme rigtigt i gang.

KATRINE DAMGAARD NIELSEN ER CAND.LING.MERC. I TYSK OG EUROPÆISKE STUDIER FRA CBS 2016. FØR STUDIERNE VAR HUN VÆRNEPLIGTIG I FORSVARET OG UDSENDT I 6 MÅNEDER I AFGHANISTAN. HUN VAR ANSAT I MOVIA I 4 ÅR.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / November 2021

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
×Close search
Search