Skip to content

METTE BECH MADSEN

METTE BECH MADSEN

24.10.2022 fra Senior Marketing Communications Manager hos FLSmidth til Marketing and Communications Manager (Europa) hos ROCKWOOL Technical Insulation.

Hvad er baggrunden for, at du har valgt et jobskifte nu?
I mit tidligere job havde jeg en meget global og strategisk marketing- og kommunikationsrolle, som var vildt spændende, men det føltes til tider lidt langt fra kunderne, så jeg savnede den klare, direkte fornemmelse af, hvad der trickede kunderne. Og så ønskede jeg at vende tilbage i en mindre organisation, hvor der er kortere fra tanke til handling. Det er ikke det store ’almindelige’ ROCKWOOL, jeg er blevet ansat i nu, men en separat forretningsenhed. Vi er bestemt en del af ROCKWOOL-familien, men reelt også en lille virksomhed, der spænder globalt. Vi tilbyder isoleringsløsninger, blandt andet til offshore, marine og procesindustrier.

Hvad tiltrak dig særligt ved jobbet?
Jeg synes, det er spændende at arbejde med ingeniørtunge ting, og det er sjovt at hjælpe komplekse produkter og videnstunge budskaber ud over stepperne. Jeg ser det som en opgave at oversætte og viderebringe ingeniørernes lidt teknisk tunge kommunikation, så det bliver godt modtaget hos målgruppen, som jo ikke nødvendigvis er tekniske folk. Det handler hele tiden om at sætte sig i modtagerens sted. Det gjorde jeg også i mit sidste job, og det ville jeg gerne fortsætte med.

Hvilke roller har du i det nye job?
Det er et rigtigt blækspruttejob, hvor jeg følger branding, marketing og kommunikationsopgaver fra start til eksekvering. Jeg arbejder i en afdeling, som favner marketing og kommunikation, digital marketing, product management, business development og public affairs. Der er simpelthen så mange muligheder i det her job. Vi spænder vidt og bruger stort set alle kanaler og platforme i vores kommunikation, fra e-mail marketing og sociale medier til hjemmeside, messer og webinarer. Vi kommunikerer mest på engelsk, men jeg skal i gang med et se på, hvordan vi kan kommunikere på flere sprog for i højere grad at nå alle målgrupper. Det bliver spændende.

I mit tidligere job arbejdede jeg i næsten alle tidszoner, og jeg brænder for at arbejde på tværs af landegrænser og interkulturelt, som man gør, når man arbejder internationalt. I mit nye job arbejder jeg i større grad end tidligere med folk kun i Europa, hvilket er bedre i forhold til mit familieliv, da jeg har små børn.

Har du lagt planer for din karriere?
Ikke rigtigt. Jeg er ambitiøs, men har ikke lavet en forkromet karriereplan. Jeg er det gode eksempel på, at tingene ikke altid behøver at være så gennemtænkte. Den røde tråd i min karriere er marketing kommunikation – internationalt, interkulturelt og indenfor B2B. Det er noget, der er faldet på plads hen ad vejen. Man kan måske godt være frustreret i starten eller nogle gange i løbet af sin karriere, hvis man ikke har en soleklar plan, men det skal nok falde på plads i sidste ende. Det tror jeg fuldt og fast på.

METTE BECH MADSEN ER UDDANNET CAND.LING.MERC. I ENGELSK OG INTERKULTURELLE MARKEDSSTUDIER FRA CBS 2008. HUN HAR TIDLIGERE VÆRET ANSAT I IBM, CONDECO SOFTWARE I LONDON, I KOMMUNIKATIONSBUREAUET CROSS-BORDER COMMUNICATIONS OG SENEST HOS FLSMIDTH.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Februar 2023

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search