skip to Main Content

Mit bedste karriereråd til mit nyuddannede jeg

Mit bedste karriereråd til mit nyuddannede jeg

Tekst / / Louise Fibiger Ravnkilde, Digital Content & Communications Manager, Nets, medlem af
kommunikationspolitisk udvalg og repræsentantskabet i KS
Foto / Maiken Kestner
Udgivet / Juni 2022

Lyt til artiklen her:

Hvordan opfatter jeg egentlig ordet ’karriere’?
Personligt har jeg det ærligt talt lidt stramt med det. Jeg tænker ikke på mit arbejdsliv som en decideret karriere, da det i mine ører lyder som noget, der rækker langt ud over en almindelig 37-timers arbejdsuge og som noget, jeg burde have lagt en karriereplan for. Og det føler jeg slet ikke, at jeg kan leve op til.

Slår jeg betydningen af ordet karriere op på Sproget.dk, står der ’livsform, hvor man prioriterer arbejdslivet og det at tjene penge højere end familielivet og det sociale liv’. Den beskrivelse kan give mig helt sidestik og jeg forstår ærligt talt godt, hvis de nyuddannede, der står på første trin af den såkaldte karrierestige, kan miste pusten ved tanken om den karriere, de står på tærsklen til.

Jeg er mentor for en dygtig og ambitiøs kommunikatør, der startede i sit første job efter endt uddannelse sidste forår. Da vi havde vores første møde, havde hun været på arbejdsmarkedet i cirka et halvt år og ville gerne sparre med mig omkring blandt andet videreuddannelse.

Selvfølgelig er jeg kæmpe fortaler for, at vi som kommunikatører skal videre- og efteruddanne os for at holde vores faglige værktøjskasse ajour, og jeg synes, det er problematisk, at det for mange skal være en kamp at få lov til at dygtiggøre sig. Men når blækket på ens eksamensbevis nærmest ikke er tørt endnu, så synes jeg, det er ærgerligt, hvis man ikke tror, man har nok at byde på og derfor allerede som nyuddannet tænker, at man bør videreuddanne sig for at få fodfæste på arbejdsmarkedet.

Selv nyder jeg godt af de kolleger, jeg har, som stadigvæk er i gang med studierne. De har en anden tilgang til det at sætte sig ind i opgaveløsninger end jeg, kendskab til andre værktøjer end jeg og qua det faktum, at de er – lidt – yngre end jeg (her har jeg nok rundet ned, matematik har aldrig været min stærke side), så ser de mange ting med andre øjne end jeg.

Derfor vil mit råd til den nyuddannede kommunikatør være at tage den med ro. Vær åben overfor forskellige jobtyper, brancher og arbejdspladser, og sug erfaring til dig. Med erfaring mener jeg både erfaring med forskellige opgaver, men ikke mindst erfaring med, hvad du arbejdsmæssigt synes er sjovt at lave. Den erfaring kan du tage med dig, når du skal forme dit arbejdsliv. Når du ved, hvilke opgaver, der giver dig energi, og hvilke værktøjer i din kommunikationsværktøjskasse du synes er sjovest at arbejde med, giver det dig nemlig mulighed for at tilpasse dit job efter det.

Jeg ville ønske, at mit nyuddannede jeg var blevet fortalt, at et job ikke behøver at være et drømmejob fra dag ét. Havde jeg vidst, at jeg over tid kunne tilpasse en stilling fra at være et ’bedre end ingenting’-job til et drømmejob, havde jeg haft en meget større jobsøgningssø at fiske i. Ved at lempe kravene på tjeklisten for et potentielt drømmejob bliver udvalget og chancen for et match meget større, på den måde kan jobsøgning jo egentlig sammenlignes med dating. Hvad jeg så ville sige til mit single jeg på første trin på datingkarrierestigen er en heeelt anden snak, som vi nok hellere må tage en anden dag.

Nå, tilbage til karrieresnakken. Måske det bare er jysk beskedenhed, at jeg ikke anser mit arbejdsliv som en karriere? Uanset så ser jeg tilbage på det kobberbryllup, jeg snart har med arbejdsmarkedet, og er glad for de chancer, jeg har taget med job og opgaver, der ved nærmere bekendtskab har fået lov at vokse på mig og gjort, at jeg i dag står stærkt i min faglige bevidsthed.

Så satser jeg på, at jeg, når jeg når til mit arbejdslivs sølvbryllup, har fisket i endnu flere spændende søer – dog helst mellem 9.00 og 17.00. ●

Tekst / / Louise Fibiger Ravnkilde, Digital Content & Communications Manager, Nets, medlem af
kommunikationspolitisk udvalg og repræsentantskabet i KS
Foto / Maiken Kestner
Udgivet / Juni 2022

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search