skip to Main Content

Robotjournalistik: Din forlængede robotarm i det daglige

De spytter artikler ud på et millisekund og er lynhurtige og super-præcise. Robotterne kommer og er måske din nye bedste ven i dit daglige arbejde.

Del:

Mens du læser disse linjer, har robotterne hos lasso.dk produceret to artikler. Mindst. Så hurtigt går det, når robotterne Mimi og Jason producerer nyheder og portrætter. Op til 1.500 artikler om dagen leverer de to hårdtarbejdende super-digitalt indfødte robotjournalister fra deres plads i maskinparken i baggården på Nørrebro. De suger fakta til sig fra CVR-registret og omsætter det til erhvervsnyheder om regnskaber, aktiekurser, direktører, der skifter job, og meget andet. De gør det uden følelser eller værdiladning – blot knastørre fakta i et let forståeligt sprog. Prioriteret og sorteret.

Kunderne er primært små, store og mellemstore virksomheder, som har brug for lynhurtig information om bevægelser i erhvervslivet, aktiekurser, som går op og ned, og regnskaber, som bliver offentliggjort. Og det går godt. Firmaet er vokset støt siden den spæde den start i 2014, hvor de to stiftere af virksomheden, Jakob og Jeppe, udviklede ideen under åben himmel, nærmere betegnet i en cabriolet – under en 14-dages brainstorm på landevejen i USA. Da de kom hjem, havde de et køreklart koncept klar. Jeppe tog sig af det tekniske og Jakob af det kommercielle. Der var forholdsvis god økonomisk frihed, da Jakob havde nogle penge efter et salg af et it-projekt, men økonomien var stramt styret og struktureret med ét mål for øje: at skabe lasso.dk. De kontaktede Tea, som de havde samarbejdet med tidligere, og så tog det fart. Virksomheden tog halvandet år at udvikle fra bunden – og siden da er det kun gået en vej: fremad.

“Senest har JP/Politikens hus investeret 24 millioner i firmaet”

Masser af investeringer
Lasso.dk er ikke et nyhedsmedie. Det er en ren tech-virksomhed, som udvikler teknologi, der blandt andet understøtter nyheds- og informationsbranchen, og firmaets primære produkt er at sælge markedsdata som abonnementer til virksomheder, som gerne vil sælge mere. Og det er der både penge og perspektiver i. Lige nu har lasso.dk for eksempel gang i et stort google-støttet samarbejde med Børsen, hvor målet er at udvikle erhvervsartikler, som er læseværdige og gode nok til, at Børsens kunder vil betale for dem. Artikler, som er skrevet fra bunden af robotter og gode nok til, at de kan ryge direkte i Børsens spalter. Og senest har JP/Politikens hus investeret 24 millioner kroner i firmaet, som henholdsvis lån og direkte investering i firmaet i form af medejerskab.

”Lige nu leverer lasso.dk stringente fakta til erhvervslivet i realtime, men erhvervsgenren er kun starten på noget langt større – robotrevolutionen er kun i sin spæde begyndelse,” fortæller Jakob Benediktson, administrerende direktør hos lasso.dk.

Hey dommer, der er straffe
”Vi er virkelig kun ved begyndelsen. Der er ingen tvivl om, at robotgeneret journalistik kommer til at vokse i de kommende år, og samarbejdet mellem tech-virksomheder og nyhedsmedier vil stige. Men jeg vil understrege, at de nyheder, som vi leverer, ikke vil koste journalistiske arbejdspladser. Nærmere tværtimod. Det, en robotgenereret artikel kan, er blandt andet at lave alt det tunge og enormt tids- og ressourcekrævende researcharbejde i løbet af ingen tid. Lad os tage et eksempel,” fortæller Jakob Benediktson entusiastisk:

“På den måde kan robotterne lære af mennesker, og vi kan lære af robotten”

”Det kunne være en sportsnyhed. Der er pokalfinale, og begge hold har scoret tre mål, og stillingen er uafgjort kort før tid. Det ene hold appellerer for straffespark, dommeren dømmer straffe, og det bliver efterfølgende brændt. Robotten samler data ind fra samtlige divisionsrækker i realtime og henter data om alle dommerens præstationer gennem tiden. Så kommer der lynhurtigt en nyhedsvinklet artikel om dommeren, som robotten skriver.

Journalisten får artiklen af robotten og skriver det igennem med viden, følelser og iagttagelser, ind i robottens produkt. Alle de gode ord og stemninger, som kun et menneske kan se og levere, bliver lagret i robottens kode, og næste gang kan den bruge formuleringerne og kombinere hardcore data og følelser til en artikel. På den måde kan robotterne lære af mennesker, og vi kan lære af robotten. Vi får det bedste fra to verdener: journalisten får bedre tid til god journalistik, og robotten laver alt det hårde rugbrødsarbejde. Men robotten kan også udfordre data – den kan for eksempel indsamle data omkring alle dommerens dårlige præstationer gennem tiden og lave forskellige bud på nyheder ud fra det, som journalisten så kan bearbejde, videreudvikle og lagre i computerens hukommelse,” siger Jakob Benediktson.

Eksemplet er ikke taget ud af den blå luft. Lasso.dk har nemlig et stort samarbejde i støbeskeen med et dansk nyhedsmedie, som handler om netop sportsnyheder. Virksomhedens navn er stadig hemmeligt, men samarbejdet er planlagt til at gå i luften i løbet af efteråret.

Lasso.dk’s produkt er dog et stykke vej fra at kunne blive implementeret i eksempelvis en virksomheds kommunikationsafdeling.

“I forhold til for eksempel pressemeddelelser er det ikke til højrebenet endnu”

”I forhold til for eksempel pressemeddelelser er det ikke til højrebenet endnu. Systemet er bygget på gentagelser, for eksempel vejr og den slags, hvor der i forvejen ligger en mængde data, og ikke engangsting som lancering af et nyt produkt, eller hvad en bestemt person mener om en enkeltstående sag. Det kan altså ikke behandle og formidle subjektive data eller enkeltstående sager. Men vi skal altid tænke kreativt, så hen ad vejen er det måske en mulighed.” siger Jakob Benediktson.

Et bedre slutprodukt
Jakob Benediktson mener, at samarbejdet mellem tech-virksomheder, menneske og computer til syvende og sidst giver et bedre slutprodukt. Produktet bliver – efter hans vurdering – blandt andet bedre, fordi robotterne forholder sig til fakta og data, og journalisterne af kød og blod dermed får bedre tid og overskud til at tænke nyt og grave dybere, skrive og informere med større tyngde, dybde og perspektiv. Menneskets viden og faglighed, empati, aktive lytning og fingerspidsfornemmelse for det usagte og de finere ting mellem linjerne smelter sammen med robotternes enorme, lynhurtige og dybt strukturerede indsamling af data. En slags hybrid mellem menneske og maskine. Robotten bliver på den måde en stærk samarbejdspartner i det daglige, et værktøj, som gør alle bedre – og forbrugerne ender med et bedre produkt. Og det behøver ikke at begrænse sig til nyheder fra traditionelle medier. Det kan for eksempel også være robotskrevne breve til borgerne fra kommunen, nyheder om vejr, krimidata, film eller snart sagt hvad som helst, som er baseret på struktureret og målgruppeorienteret indsamling af data.

Det hele handler om, at robotten er fodret med rigtige fakta og de rigtige koder, som giver de rigtige output for mennesket bag skærmen at arbejde videre med. Og lasso.dk er blevet taget mere end godt imod, fortæller Jakob Benediktson:

”Alle har taget virkelig godt imod vores produkt og ideen om det. Det handler både om mediebranchen og i erhvervslivet som sådan. Derfor har vi også en stor tro på fremtiden og mulighederne i Danmark i de kommende år,” siger han.

Kunsten at opfinde og genopfinde
Jakob og hans partner i virksomheden mødes en gang i kvartalet for at udfordre sig selv og tænke nyt. Der er ikke tid eller for den sags skyld lyst til at stå stille, da det er et nyt marked, som det handler om at sætte sig på fra start.
”Vi har nogle fuldstændig åbne brainstorm-møder. Alt er tilladt, alt kan tænkes og siges og foreslås. Vi er nødt til hele tiden at opfinde og genopfinde os selv, for lige om lidt kommer der garanteret en konkurrent, som gør tingene endnu skarpere og bedre, hvis vi ikke er hurtige, dygtige og kompetente nok til at fastholde successen,” siger Jakob Benediktson og løfter sløret for flere fremtidsplaner.

“Vi skal i alt ansætte 20 mere, hvoraf de 11 er i år”

”Vores næste step bliver at opbygge en egentlig salgsorganisation og et salgsprodukt. Derfor har vi hyret et eksternt rekrutteringsfirma til at finde de helt rigtige profiler til os. Vi skal ansætte en grafiker og en frontend-udvikler, og så skal vi finde en masse skarpe sælgere, så vi virkelig kan komme ud over rampen. Vi skal i alt ansætte 20 mere, hvoraf de 11 er i år. Det kan lade sig gøre, fordi jeg ved, at vi har det bedste produkt, og fordi vi har lavet en fuldstændig gennemarbejdet vækstplan,” siger Jakob Benediktson med en fast tro i stemmen.

Målet er at tredoble kontraktsummen i år og tredoble væksten yderligere næste år. Det er kontraktsummen på salg af markedsdata, som Jakob skal tredoble.

Ro på bagsmækken
Den store investering fra JP/Politikens Hus på 24 millioner kroner giver virksomheden ro, tid og overskud til at sætte turbo på udviklingsarbejdet. Et udviklingsarbejde, som er baseret på grundig analyse og høj faglighed hos de ansatte. De har ingen journalister ansat, men kommunikation og gennemsigtighed er en kerneværdi hos lasso.dk, som de hver dag arbejder og lever efter.

“Naturligvis er der åbenlyse faldgruber i datagenereret journalistik, for eksempel hvis der er fejl i selve datakilden”

”Vores kerneværdi er transparens. Vi lytter og er åbne og fortæller tingene, som de er. Naturligvis er der åbenlyse faldgruber i datagenereret journalistik, for eksempel hvis der er fejl i selve datakilden, som nyheden er baseret på. Det kan robotten ikke nødvendigvis se og derfor opfordrer vi eksempelvis en direktør for et firma til at få ændret oplysningerne i CVR-registret, hvis der skulle komme en historie ud, som er baseret på eksempelvis forkerte tal eller urigtige oplysninger om en person. Vi laver såkaldte ’fact-news,’ og derfor er det pinedød nødvendigt, at det er super pålidelige facts. Men teknisk set kan man stole 100 procent på vores produkt – og hvis der er fejl fra vores side, kan jeg garantere, at de bliver rettet med det samme,” siger Jakob Benediktson.

Det, som robotter ikke kan
Vi har talt i en time, og tiden er ved at være gået. Som mange journalister gør, hiver jeg et sidste spørgsmål ud af ærmet til slut, det berømte svirp med halen, krøllen på historien.

”Hvis nu denne artikel var skrevet af en robot, hvordan ville den så se ud”? spørger jeg Jakob.

Et øjebliks tænkepause og et svedigt grin senere svarer han:
”Så ville den kun være baseret på rå fakta, og læserne ville for eksempel ikke få at vide, at vi har et stort projekt om sportsnyheder på vej. Det har jeg kun fortalt til dig,” siger Jakob Benediktson muntert.

Så sov roligt, kære journalist og kommunikatør. Vi mennesker kan stadig noget som robotterne ikke kan – og de er der for at gøre dig bedre.

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 112, juni 2018.

Del:

Tema / Det nye arbejdsmarked

Tekst / Jannik Stanley Nielsen, journalist hos Re-Mind

Foto / Camilla Utke Schiøler

Udgivet / Juni 2018

Back To Top
×Close search
Search