I 1995 trådte en ung Barbara Læssøe Stephensen ind i Miljø- og Energiministeriet. Hun var blevet ansat som taleskriver for miljøminister Svend Auken. Det ville ingen studse over i dag, men dengang var det noget helt nyt for en politiker at ansætte en retoriker.

”Da jeg startede, var der ikke nogen, der var ansat til at arbejde med den mundtlige retorik. Der var naturligvis en presseafdeling, men der var ikke noget, der hed spindoktorer. Det kom først 3-4 år efter, hvor det blev almindeligt, at politikere havde rådgivere, der forholdt sig til, hvordan tingene blev kommunikeret,” siger Barbara Læssøe Stephensen.

Lige siden har hun skullet forsvare, hvorfor alt det skulle til. For det vækker en mistænksomhed i os, når folk, som vi egentlig føler er autentiske, pludselig har et filter på i form af, at nogle andre skal indover, inden de kan sige noget.

”Jeg kan godt forstå mistænkeligheden. Omvendt må jeg også sige, at der er noget naturligt i, at hvis man gerne vil være professionel, så konsulterer man andre professionelle – du ringer jo også efter en håndværker, når du skal have nyt badeværelse. En del af den mistænksomhed bygger på en vrangforestilling om, at al kommunikation helst skal være båret af talent snarere end af en faglighed. Talent skader bestemt ikke, men for mig er kommunikation en faglighed,” siger hun.

Den forkerte drejning

Alligevel har Barbara Læssøe Stephensen, ligesom de fleste andre, en fornemmelse af, at tingene har taget en forkert drejning.

”Der er klart sket et skred. Den faglighed, jeg som retoriker kan bidrage med, er positiv, når den bruges til at skabe klarhed, øget forståelse, øget engagement og øget motivation. Problemet er, at den i dag bruges til at skabe distance, til at tale udenom, til at holde folk ude i strakt arm og til at sige så lidt som muligt. Og det har altid været retorikkens skæbne gennem historien, at den kan bruges, men også misbruges,” siger Barbara Læssøe Stephensen.

Christian Kock er professor i retorik og har skrevet et væld af artikler og bøger om den måde, moderne politikere kommunikerer på, og han er enig i, at tingene har taget en kedelig drejning de sidste to årtier.

”I dag skal politikere have nogle bestemte budskaber parat – nogle talking points, som de skal prøve at komme til at bruge, uanset hvad de bliver spurgt om. Det handler om at tage kontrol over samtalen, og det gør de ved at have forberedte sætninger, som er meget gennemarbejdede og tilrettelagt på forhånd,” siger han.

Deres automatsvar består ofte i, at de gentager. Hvis de bliver spurgt om noget omkring deres politik, så gentager de bare argumentet, der understøtter deres holdning, uden at forholde sig til modargumentet.

”Det kan godt være, at deres argumenter er gode nok, men det betyder ikke, at det er en god måde at gøre det på. Pointen er, at det fungerer supergodt i interviews på TV, hvor de hurtigt slipper af krogen, fordi journalisten næsten ingen tid har. Hvis du spørger mig, så er det en ekstremt kedelig udvikling,” siger Christian Kock.

De store forbilleder

Det var politikere som Tony Blair i Storbritannien, der startede den professionalisering, der med tiden har taget overhånd.

”Tony Blair havde nogle meget effektive kommunikationsfolk, der tilrettelagde hans kampagner og hans kommunikation, og så havde han selv store evner for det. George W. Bush havde også meget dygtige, effektive folk omkring sig. I Danmark var det Anders Fogh Rasmussen, der var hurtig til at tage det til sig, og i hans regeringstid var der rigtig mange journalister, der både var åbenlyst imponerede af ham, men også lidt bange for ham, fordi han var så dygtig til det,” siger Christian Kock.

Og med politikere som Tony Blair, George W. Bush og danske Anders Fogh Rasmussen ændrede landskabet sig og blev befolket med spindoktorer og kommunikationsspecialister. Deres måde at kommunikere på havde en enormt stor effekt og opbakning i mange år. Men de senere år er der en stigende del af befolkningen, der har gennemskuet det og er dødtrætte af det.

”Man har mistet de typer, der sagde, lige hvad de mente, og som var spontane og autentiske – farverige typer som Erhard Jakobsen, Mimi Stilling Jakobsen og Preben Møller Hansen. Det er i mine øje en af forklaringerne på, at Donald Trump kunne vinde præsidentvalget i USA. En stor del af dem, der stemte på Trump, var jo trætte af politikere, der bare er mekaniske dukker, der er trukket op i ryggen og afleverer præcis den snak, de er programmeret til. Og slet ikke hører efter, hvad hverken kritikere eller almindelige mennesker siger til dem,” pointerer Christian Kock.

Ifølge Barbara Læssøe Stephensen hænger det også sammen med, at midten af dansk politik i en lang årrække har haft en berøringsangst for det følelsesladede.

”Meget kan man sige om Trump, men der er ingen, der sætter spørgsmålstegn ved, om han siger det, han mener. Tværtimod synes vi måske, at han er lige lovlig hurtig til bare at plapre ud med, hvad han mener. Men man kan ikke komme udenom, at det jo er autentisk. Og når andre politikere ikke træder frem på den autentiske scene, så bliver der jo plads til Donald Trump, Boris Johnson, Rasmus Paludan og så videre. Det paradoksale er, at mange vælgere udtaler, at grunden til, at de stemmer på dem, er, fordi de siger tingene, så de er til at forstå. Det er sandsynligvis ikke korrekt. Lixtallet hos Paludan er højt, og Trump taler ofte i tåger. Men det, vælgerne mener, er, at de kan se, at de her politikere taler lige ud af posen og siger det, de mener. Det er uden filter, og man skal ikke analysere det. Midten af dansk politik har en berøringsangst for det ligefremme og for det følelsesladede. Det har man alt for længe overladt til højrefløjen. Men det kommer forhåbentlig til at ændre sig,” siger Barbara Læssøe Stephensen.

Den gamle og den nye Mette Frederiksen

En af de politikere, der har gennemgået en positiv forvandling, er statsminister Mette Frederiksen. Under coronakrisen har hun blandt andet vist nogle sider, hun skal holde fast i fremadrettet.

”Mette Frederiksen har fra start gjort sig bemærket som en politiker med passion. Under coronakrisen er der kommet nogle helt nye problemer, og det har hun løst godt. Nytårstalen derimod var jeg selv ret kritisk overfor. Det var et strategisk oversmart forsøg på at komme igennem med en bestemt socialdemokratisk mærkesag, hvor hun svigtede sin rolle som leder for hele nationen. Det var en socialdemokratisk hyldevare, der blev taget ned og skulle køres igennem,” siger Christian Kock.

Barbara Læssøe Stephensen er overordnet enig, men i hendes øjne havde formen på nytårstalen er helt særligt formål.

”Det første halve år havde Mette Frederiksen to store taler. Den ene var Facebooktalen, som hun holdt, da valget var udskrevet, og hun lå syg med et maveonde. Der portrætterede hun sig selv som Mette fra Ålborg, der sad hjemme i køkkenet og med egne ord lignede ”noget, der er fuldstændig og aldeles løgn”, mens hun fortalte, at hun havde brækket sig i bussen og ikke engang kunne spise sine elskede Dagmartærter. Den anden var nytårstalen. Hér var det vigtigt at vise, at hun kunne noget andet. Det er godt, at hun er Mette fra Ålborg, men hun er også landets leder – statsoverhovedet. Hvis hun var fortsat i den hyggelige Facebookstil, så var vi kommet til at savne det andet. Så hun er nødt til at vælge en form, der er mere statsmandsagtig. Derfor forstår jeg godt, at hun valgte at gå meget mere stift og traditionelt til værks i forbindelse med nytårstalen. Det viste sig så, at det var hun ikke så god til på det tidspunkt. Måske fordi der ikke var noget på spil. Den næste nytårstale, tror jeg, bliver mindre stiv, for under coronakrisen har vi fået slået fast, at hun godt kan være statsleder,” siger Barbara Læssøe Stephensen.

Skru ned for den journalistiske tilgang

Både Christian Kock og Barbara Læssøe Stephensen er enige om, at hvis vælgerne skal genfinde interessen for politik og kaste politikerleden overbord, så kræver det, at passionen og autenticiteten igen tages ned fra hylden. Og det kræver, at spindoktorerne bliver holdt lidt i snor.

”I politik kan alt potentielt set udvikle sig til en krise, så det handler om at beskytte sig selv. Den, der lever stille, lever godt, sagde man i gamle dage, og det er næsten det motto, man stadig lever efter i dagens politik. Det er en skam set i et samfundsmæssigt perspektiv. Og det er også en skam, at de kommentatorer, der skal holde øje med det her, selv er så fedtet ind i den samme journalistiske tankegang. De accepterer ukritisk, at formålet med god kommunikationsrådgivning er, at vi kan sikre politikerne mod borgernes utidige indblanding. At succeskriteriet er at sikre, at politikernes karrierer varer så længe som muligt og er så gnidningsfrie og problemløse som muligt. Men det er jo ikke i borgernes interesse. Når en kommentator sidder og siger, at det skulle han eller hun ikke have sagt, eller at det var dumt sagt, så kommenterer han, om det var godt eller dårligt for politikernes egen karriere. Det er jo uinteressant for os som borgere. Det er jo hverken Hollywood eller en sportsgren. Som samfund er vi ligeglade med, om han eller hun vinder eller taber. Vi er interesserede i, hvorvidt han eller hun gjorde det rigtige. Det er egentlig ikke en skam, at tingene bliver professionaliseret. Det er en skam, at professionaliseringen får et blindt øje – nok fordi retorik bliver blandet sammen med journalistik. Det er min fordomsfulde tese,” konstaterer Barbara Læssøe Stephensen.

”Hvis politik skal finde tilbage til at være noget troværdigt, så skal politikere og spindoktorer droppe pynt og smartness og erstatte det med ærlighed og gennemsigtighed. Under coronakrisen stod Mette Frederiksen til pressemøderne og sagde, at der var ting, hun ikke vidste, ting, hun kunne tage fejl af, og at der allerede var begået fejl. Det er i høj grad med til at skabe troværdighed. Vi har brug for troværdighed og autenticitet mere end karisma og krumspring, og en af de ting, folk forbinder med troværdighed, er, at de er i stand til at indrømme fejl,” slutter Christian Kock. ●