Skip to content

Skriv, som du taler – og 9 andre skrivetips til sociale medier

Skriv, som du taler – og 9 andre skrivetips til sociale medier

Når du skriver til sociale medier, skriver du til to forskellige modtagere. Du skriver til mennesker, og du skriver til teknologi i form af en algoritme. Facebook, Twitter, LinkedIn, Pinterest, Instagram und so weiter. Listen over sociale medier er efterhånden lang. Og med over tre millioner danske facebookkonti er sociale medier ikke til at komme udenom. Men hvordan bruger vi dem bedst muligt?

Først og fremmest: Når du skriver til sociale medier, skriver du til to forskellige modtagere. Du skriver til mennesker, og du skriver til teknologi i form af en algoritme. Hver gang du offentliggør et opslag, afgør en algoritme, om det er værd at sende ud til flere. Algoritmen har til opgave at give brugerne den bedste oplevelse, hver gang de åbner deres feed. Det gælder om at skrive i et format, der får brugerne til at reagere, og som algoritmen belønner.

#Dethandlerommennesker
Sociale medier er, som navnet siger, sociale. Omdrejningspunktet er mennesker, og derfor skal vi skrive, som vi taler – i et letforståeligt sprog. Målet er at komme i dialog med brugerne, og selvom du kommunikerer på vegne af en virksomhed, er det vigtigt, at du bruger hverdagssprog frem for fagsprog.

Modtageren læser højst sandsynligt din tekst på telefonen og skimmer kun. Faktisk viser undersøgelser, at du kun har 1,5 sekund (ja, du læste rigtigt. 1,5 sekund!) til at fange din modtagers interesse. Men hvordan fanger vi så modtagerens opmærksomhed? Det leder os frem til vores første tip:

# 1. Skriv direkte til din modtager
Det første spørgsmål, du skal stille dig selv, er: ’Hvordan er det relevant for min modtager?’

Envejs- og afsenderorienteret kommunikation er long gone! I stedet er det dig, der træder ind i modtagerens rum via et newsfeed. Vil du have opmærksomhed, skal du levere relevant indhold og skrive det på en måde, der skaber en reaktion eller en følelse.

Det gælder om at tænke i modtagernes behov, interesser og ønsker. Kig eventuelt på andre virksomheder og opslag, som din målgruppe viser interesse for – og brug et par af de samme kneb i din egen kommunikation.
Du kan også vælge at dele noget indhold, som andre har skabt. Så skal du bare huske at give det din egen vinkel eller kommentar med på vejen. Skriv for eksempel, hvorfor du synes, opslaget er sjovt eller interessant.

Rikke Lysgaard Iversen og Kirstine Green fra skrivklart.dk: Giv modtagerne værdi.

Det ikke (kun) det, du siiiiiger …
Godt indhold gør det ikke alene. Det handler også om måden, du skriver det på.

Mange virksomheder arbejder med en tone-of-voice, som lægger stilen for al deres kommunikation på sociale medier. En klar tone-of-voice skaber en stil, som brugerne genkender og kan relatere sig til.

Her kan vi med fordel bruge en række skrivetekniske greb. I Skriv klart har vi udviklet en værktøjskasse med ’Tekstforfatterens 10 hemmelige skriveredskaber’. Skriveredskaberne hjælper dig, når du vil skrive enkelt og let forståeligt, hvilket er ekstremt vigtigt på sociale medier! Her får du fire styk.

# 2. Boremaskinen: Placér det aktive verbum tidligt i sætningen
Boremaskinen er udtryk for power, larm og aktiviteten i dine sætninger. Dit sprog bliver mere aktivt, når du placerer det aktive verbum tidligt i sætningen. Tip: Begynd med grundled og udsagnsled. Det giver gode og enkle sætninger.

# 3. Søm: Sæt godt med punktummer
De små, sorte prikker er din ven! Derfor: Sæt godt med punktummer. Og begræns dig til ét budskab per sætning.

# 4. Hammer: Brug aktive verber
Variér dit ordvalg. Prøv at erstatte de gængse verber med nogle mere aktive. Erstat løber med spurter, drøner, lunter, og så videre. Det skaber langt flere billeder i læserens hoved. Algoritmen belønner dig, hvis du varierer dit ordvalg. Og det er samtidig en super god måde at vise din personlighed på.

# 5. Sikkerhedsbriller: Foretag et sikkerhedstjek
Kommunikationen går hurtigt på sociale medier, og det er derfor let at overse en stavefejl. Her er et simpelt tip: Læs sætningen baglæns. Så kan du lettere læse hvert enkelt ord og opdage stavefejl.

Tekst til eksempel: Her er et godt eksempel på, hvordan Politiken bruger korte sætninger til at skabe høj aktivitet i teksten.

# 6. Det handler om at skabe relationer
Vær ikke bange for at vise, hvem du er. Vis personlighed. En vellykket indsats på de sociale medier handler i bund og grund om at opbygge et netværk af personer, der kan fungere som ambassadører for enten dig – som privatperson – eller den virksomhed, du arbejder i.

# 7. Brug et spørgsmål til at pirre læserens opmærksomhed
Frem med de klassiske hv-ord. Har du nogensinde skrevet et opslag som et spørgsmål? Undersøgelser viser, at når man formulerer sit budskab som et spørgsmål, får opslaget op til 150 procent flere klik.

# 8. Husk det visuelle!
Vi elsker sproget, men på de sociale medier trumfer de visuelle elementer. Hjernen afkoder langt hurtigere et billede frem for tekst. Fotos, grafik og emojis er derfor afgørende for, hvordan dit opslag klarer sig.
Brug din tekst til at understøtte det visuelle element, og tænk over samspillet mellem ord, billeder og emojis.

# 9 Kort er (som regel) godt
På de sociale medier er vi udfordret på pladsen, og derfor tæller hvert ord. Twitter indførte en regel om max 140 tegn per tweet, hvilket er en god rettesnor for tekstlængden til alle sociale medier.
Et enkelt ord kan være et budskab i sig selv og bruges flittigt i form af hashtags. Selvfølgelig er der også plads til at skrive længere opslag. Så er det bare vigtigt at få hovedbudskabet placeret i begyndelsen, hvis nu din læser skulle springe fra undervejs…

#Hvadvardetnu?
Grundelementerne i vellykkede tekster til sociale medier er altså følgende:
Når du skriver godt indhold til sociale medier, handler det i bund og grund om at give dine modtagere værdi, så brugerne får lyst til at dele dit indhold!
Den største fejl af dem alle er at tro, at det handler om dig. Atdu glemmer at tage udgangspunkt i din modtager.
Derudover skal teksten være:
– Hurtig at afkode
– Skrevet i hverdagssprog
– Fuld af aktive verber
– Kort
– Uden (dumme) fejl
– Med et varieret ordvalg
– I samspil med noget visuelt.

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 103, maj 2017.

Tema / Skriv klart

Tekst / Rikke Lysgaard Iversen og Kirstine Green, skrivklart.dk

Foto / Carsten Snejbjerg

Udgivet / Maj 2017

Back To Top
Search