Skip to content

Uddanner vi for mange k-folk?

Uddanner vi for
mange k-folk?

Efter endt uddannelse går mange humanister ud i arbejdsløshed. Det hedder dimittendledighed. Men det er meget normalt, og det gælder også for andre faggrupper. Langt de fleste kommunikationsuddannede ender i gode job på arbejdsmarkedet – således viser de seneste tal, at den gennemsnitlige ledighed for humanister er på knap 7 % .

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / September 2019

Der findes ikke én fyldestgørende statistik på, hvor mange kommunikationsfolk, der er arbejdsløse i dag. Kommunikationsfolk har mange forskellige uddannelsesbaggrunde og er medlem af forskellige fagforeninger og a-kasser. Derfor er det svært at gøre 100 % op.

Tal fra Undervisnings- og forskningsministeriet viser, at blandt dimittender fra International virksomhedskommunikation i engelsk på Aarhus Universitetet (AU), er op til hver fjerde arbejdsløs et år, efter de er færdige med deres uddannelse, og på samme måde ser det ud for en række andre humanistiske uddannelser.

Den høje dimittendledighed bliver dog med årene udlignet, da de nyuddannede stort set senere hen kommer i arbejde. Således er humanisternes samlede ledighed i 2019 nede på 7,1 %, og tendensen med, at det er svært at få et ben ind på arbejdsmarkedet det første år efter uddannelsen, gælder også for andre akademiske hovedgrupper som DJØF´ere og ingeniører.

Anders Monrad Rendtorff, der begyndte sin karriere i 1991 som konsulent hos Advice A/S og siden havde ledende roller i blandt andet Coloplast, Telia, CBS og i Vestas, hvor han var Group Senior Vice President, Communications, Brand & Public affairs, mener, at de nyuddannede kommunikatører i dag skal kæmpe hårdere for at komme ind på arbejdsmarkedet, end de skulle før i tiden.

”Der var nok nogle ’fede år’ tidligere. Især før finanskrisen. I dag skal de unge, der kommer lige fra uddannelserne kæmpe meget hårdere for at komme ind på arbejdsmarkedet. Det er et pendul, der kan svinge frem og tilbage med konjunkturer og så videre, men generelt oplever jeg, at i sådan en foranderlig verden, som vi lever i i dag, så er der brug for kommunikationsfolk, og guderne må vide, at vi også uddanner mange af dem på mange forskellige former for kommunikationsuddannelser,” siger Anders Monrad Rendtorff.

DI: For mange uddannes til K-folk

I Dansk Industri (DI), vækker den høje dimittendledighed dog bekymring.

”Generelt er der en høj ledighed blandt folk med en humanistisk faglig baggrund. Dimittender i international virksomhedskommunikation i engelsk har en ledighedskvotient på 25 procent i 4. til 7. kvartal efter færdiggjort uddannelse. Film- og medievidenskab ligger på 22 %. Den eneste uddannelse, hvor dimentenderne klarer sig godt efter endt uddannelse er Kommunikation og it, hvor de kun har 2 % ledighed,” siger Mette Fjord Sørensen, der er chef for forskning og videregående uddannelser i DI.

Når det går bedre for de nyuddannede i Kommunikation og it, tror hun, det skyldes, at de kombinerer kommunikationsfagligheden med digitale kompetencer.

”Det er noget, der bliver efterspurgt. Det er mikset af, at du har styrken fra det humanistiske med fagligheden i at tænke i teknologier. Du kan måske ikke kode, men du kan være med til at systemudvikle,” siger Mette Fjord Sørensen.

Men når de andre kommunikationsuddannelser uddanner dimittender, der har en høj ledighed, mener hun, at det hænger sammen med, at de uddannelser ikke nødvendigvis indeholder det, som dansk erhvervsliv efterspørger, og at der simpelthen bliver uddannet for mange kommunikatører:

”Ledighedstallene er ret høje. Jeg tror, at man skal tage det som udtryk for, at udbuddet er større end efterspørgslen. De har et længere tilløb, når de skal ind på arbejdsmarkedet end mange andre. Så vi må stille os selv spørgsmålet: Uddanner vi for mange i forhold til efterspørgslen efter de kommunikative kompetencer? Og noget andet er, om kommunikationsfolk kan finde ud af at sætte de kompetencer, de har, i spil. Kan de oversætte deres faglighed til noget, så de bidrager til en virksomhed?”

”Det er jo også træls for en person, der har brugt fem år af sit liv på at læse kommunikation, og så kan vedkommende ikke sparke en dør ind på arbejdsmarkedet.”

Mette Fjord Sørensen

Det er både skidt og godt

Anders Monrad Rendtorff kan godt nikke genkende til, at der måske bliver uddannet for mange kommunikatører.
Men han ser det både som noget positivt og som noget negativt:

”Der er mange, der bliver uddannede i dag, og der har nok aldrig været så mange, der arbejder med kommunikation, som i dag. Så man kan sige, at det også er udtryk for, at kommunikationsfaget er blevet etableret og mange organisationer har fundet plads til kommunikatører. Men det er da klart, at man nogle gange kan spørge sig selv, om vi behøver så mange”, siger han.

Uddannelserne har et kæmpe ansvar

Hvis man er ung og ønsker at uddanne sig indenfor kommunikation, så er det ikke kommunikationsuddannelser, der mangler i Danmark. Undervisnings- og forskningsministeriet opererer selv med 25 af slagsen. Hver af disse uddannelser har sit særlige indhold og særlige profil.

Ifølge DI ligger en del af ansvaret for den høje dimittendledighed blandt de nyuddannede humanister hos uddannelsesinstitutionerne. De mange uddannelser indenfor kommunikation er også med til at forvirre billedet af, hvem og hvad kommunikatører er.

”Uddannelsesstederne har i høj grad et ansvar for, hvordan de studerende bliver klædt på til at møde arbejdsmarkedet. Mange af dem, der underviser i kommunikation og andre fag for den sags skyld, har ikke selv arbejdet i erhvervslivet, og det er fordi, at det er forskningsbaseret uddannelse, og det skal det være. Men det er måske noget af forklaringen på, hvorfor uddannelserne ikke altid er så aftagerorienterede, som vi i DI godt kunne ønske os,” forklarer Mette Fjord Sørensen.

Hun mener, at uddannelsesinstitutionerne burde tænke over, hvordan de kan få deres aftagere endnu tættere på uddannelserne. For eksempel ved flere aftagerpaneler eller ved at knytte de kommunikationsfolk, der har fået arbejde, tættere sammen med uddannelserne, så det er de alumner, der kan bidrage med gode råd og realistiske beskrivelser af de udfordringer, der dukker op, når man er færdiguddannet og skal begynde på arbejdsmarkedet.

”De kan måske pege på, hvor kommunikationsfolkenes faglige værktøjskasse kan blive bedre i forhold til de kompetencer, der efterspørges af arbejdsgiverne. Og så er det vigtigt, at de får etableret en god dialog med aftagerne,” siger hun.

Formanden for fagforeningen Kommunikation og Sprog, Per Lindegaard Hjorth, undrer sig over DI’s udmelding:
”Jeg sidder selv i flere forskellige aftagerpaneler, og jeg har stadig til gode at møde en repræsentant for DI dér. Så hvad gør de egentlig selv helt konkret for at påvirke en mere erhvervsvenlig retning.”

Han peger på, at flere og flere kommunikationsuddannelser bliver mere erhvervsrettede i dag ved for eksempel at samarbejde med erhvervslivet.

”Der er blandt andet en kommunikationsuddannelse, der ligger i Slagelse, hvor de allerede i de første uger af deres studie skal ud i en case, der involverer erhvervslivet. Så der gøres faktisk allerede i dag rigtig meget,” fortæller Per Lindegaard Hjorth.

Men hvad stiller en nyuddannet kommunikatør op, hvis hun/han lige er havnet på arbejdsmarkedet og ikke rigtig kan få dørene sparket op til en stilling, som er uddannet til?

Dimittendledighed blandt kommunikatører

Det ’private’ er ikke et lukket land

Hun/han skal i hvert fald tænke sig om, mener Anders Monrad Rendtorff. Han mener, at har man en kommunikationsuddannelse i bagagen, så er man fagligt ’god nok.’ Og det sidste man skal gøre, er at videreuddanne sig indenfor kommunikationsområdet:

”Jeg synes, man skal dygtiggøre sig mere omkring forretning og de andre faglige discipliner, der er i en organisation. Jeg har selv taget en MBA, og det var faktisk rigtigt hjælpsomt, for der fik jeg respekt for andre faglige områder, endda for HR. Så forretningskontekst er stadig vigtigt. Det andet, jeg vil pege på, er personlig udvikling, at man skal styrke sine relationelle kompetencer.”

Men det hele er ikke sorte jobudsigter og en trist fremtid for kommunikationsfolk. I DI har de tal, der viser, at de humanistiske kandidater i erhvervslivet er blevet tredoblet over en 15-årig periode. Så noget tyder på, at det private arbejdsmarked absorberer de mere bløde humanistiske kompetencer og faktisk godt kan bruge dem.

”Det private arbejdsmarked er ikke et lukket land for kommunikationsfolk. Slet ikke,” siger Mette Fjord Sørensen. ”De kommunikationsmæssige kompetencer er ikke uanvendelige, men kommunikationsfolk skal kunne oversætte dem til den kontekst, en virksomhed bevæger sig i.”

Hun gætter på, at der vil være flere med en humanistisk baggrund i det private erhvervsliv om bare nogle få år:

”Vi ved fra en fremskrivning, Uddannelses- og forskningsministeriet har lavet, at frem mod 2030 kommer der 160.000 færdiguddannede kandidater ekstra ud på arbejdsmarkedet, og godt 80 % af dem skal ansættes i det private erhvervsliv.”

Derfor fastholder hun, at det er vigtigt, at uddannelsesstederne er opmærksom på det, og at de forholder sig til, hvilke kompetencer der efterspørges.

”De skal tænke over, hvad uddannelserne indeholder, og om de har de rette personer, der sidder i deres aftagerpaneler, eller er det bare kransekagefigurer, de har valgt,” siger Mette Fjord Sørensen.

Hun betragter sig hverken som pessimist eller optimist i forhold til kommunikationsfolkenes fremtid på arbejdsmarkedet.

”Jeg er nok mere realist. Vi har en udfordring i og med, at vi i Danmark er meget bange for at målrette uddannelserne i forhold til, hvad arbejdsmarkedet har behov for. Der er vi lidt håndsky,” siger Mette Fjord Sørensen, der dog understreger, at noget sker der på området, og nævner performancetilskud som eksempel, hvor universiteterne får tilskud i forhold til, hvor gode de er til at få deres kandidater i arbejde.

Balance mellem udbud og efterspørgsel

Per Lindegaard Hjorth mener, at det er problematisk, at DI stirrer sig blind på ’historiske tal’.

”Man skal holde sig for øje, at de uddannelser er blevet dimensioneret (dimensionering understøtter en bedre sammenhæng mellem studievalg og beskæftigelsesmuligheder, red.), så der er faktisk gjort en del på området allerede,” siger han.

Men Mette Fjord Sørensen mener, at vi i Danmark har den ide, at man skal læse det, man har lyst til. Og det er sådan set fint nok, men der er også en downside ved det, mener hun.

”Det sætter vi i DI overhovedet ikke spørgsmålstegn ved. Men ud fra et samfundsperspektiv bliver vi nødt til at få hjulene til at køre rundt. Jeg kan godt blive lidt gråhåret, når danske virksomheder og deres medarbejdere hvert år smider 550 milliarder kroner i statskassen. Det kan de jo kun blive ved med, hvis de også har adgang til den kvalificerede arbejdskraft, som de efterspørger. Så hvis vi ikke har en balance i, hvad vi uddanner i og til og til hvem, så går vi hen og får et problem. Det er fint nok, at man gerne vil for eksempel læse kommunikation, men vi bør tænke over, hvor mange vi uddanner indenfor det område i forhold til at få arbejde efterfølgende. Det er jo også træls for en person, der har brugt fem år af sit liv på at læse kommunikation, og så kan vedkommende ikke sparke en dør ind på arbejdsmarkedet,” forklarer hun.

Vil du anbefale unge i dag at tage en kommunikationsuddannelse?

”Hvis man skal tage en uddannelse indenfor kommunikation så vil jeg anbefale, at man læser kommunikation og it,” slutter chefen for forskning og videregående uddannelser i DI, Mette Fjord Sørensen. ●

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / September 2019

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search