For få år siden ville mange have svoret, at den tid aldrig ville komme, hvor en stor bank ville bruge hjerter og gule ansigtssymboler til sin eksterne kommunikation. Men den slags opfattes ikke længere som infantilt, det er standard i dag. Kommunikationsverdenen ændrer sig hastigt, og nyuddannede kandidater er ikke altid mest interesserede i at skrive talepinde til politikere eller jonglere firmaer ud af en shitstorm. Mange vil også gerne udvikle apps og teknologier, der kan forstyrre – eller ’disrupte’ – eksisterende forretningsmodeller. Derfor har innovation og entreprenørskab over en årrække også sneget sig ind på uddannelsernes kursuslister.

Alligevel er forstyrrelse af den eksisterende kommunikationsverden ikke ligefrem noget, uddannelserne i særlig grad ruster de studerende til, erkender studieleder Nikolaj Kure fra kommunikationsuddannelsen på Aarhus Universitet.
”Vi foregriber ikke udviklingen. Vi prøver at forberede de studerende på en verden, hvor medielandskabet er i bevægelse, ved at tilbyde nogle generiske kompetencer for videnstilegnelse, argumentation, skriftlighed og metode; alle ting, der nødigt skulle blive forældede. På den måde prøver vi at skabe nogle kandidater, der ikke bare pejler rundt med vinden, men kan finde ståsteder, som gør det nemmere at udpege, hvad valid viden er, og hvad der eksempelvis er fake news,” siger han.

Nikolaj Kure tror ikke på ideen om et regulært ’disruption-fag’. Et sådant fag ville risikere at blive tomt, for det vil hævde at sige noget om fremtiden, som ingen kan forudsige. Alligevel er han bange for, at kommunikationsuddannelserne ’i vid udstrækning bare er reaktive’.

”Vi forsøger at uddanne kandidater, som kan håndtere den forandring, der hele tiden kommer til at være i gang,” siger han og tilføjer med et smil:
”Men jeg er bare en stakkels studieleder, der halter efter udviklingen så godt, jeg kan.”

Basale kundskaber

Også professor og centerleder Mie Femø Nielsen fra Københavns Universitet vurderer, at universiteternes fremmeste opgave er at lære de studerende en række basale kundskaber, der kan ruste dem til en kommunikationsverden under stadig forandring.

”Selvfølgelig skal de kunne arbejde innovativt og være agile, så de kan reorientere sig i et landskab, der ofte ændrer sig. Men det nytter ikke noget, at de kun kan det. For så lever de jo i konstant stress. Hvis vi kun har det fokus, så vil de tvivle på alt, altid. Og så vil intet kunne betale sig at lære, for det bliver alligevel lavet om,” siger hun og uddyber:

”Retorikkens 2.000 år gamle indsigter holder ikke op med at være gyldige, selvom der opstår nye medier eller måder at arbejde med målgrupper på. Vi skal først og fremmest klæde de studerende på til rutinen. For den fylder mest. De studerende kan ikke forholde sig til disruption, uden at de kender alt det basale,” siger hun og påpeger, at de studerende dog i slutningen af kandidatuddannelsen støder på disruptionbegrebet.

Ingen har en krystalkugle

Også Dansk Industri efterspørger fokus på en kernefaglighed frem for på, hvad de enkelte uddannelser fra tid til anden skulle mene, hører fremtiden til.
”Vi bør være ærlige om, at ingen har en krystalkugle, der kan sige noget om, hvilke kompetencer der fremover vil blive efterspurgt. Men det er ikke en helt tosset ide at bygge på en kernefaglighed, uanset hvordan verden udvikler sig,” lyder det fra underdirektør i DI, Charlotte Rønhof.

Hun peger på vigtigheden i at give de studerende en forståelse af, at disruption ikke bare er noget, der rammer os, men også er noget, vi selv skaber.
”Ellers kommer man jo til at sidde paralyseret og tænke, at ’nu kommer det lige om lidt’,” siger hun og understreger:

”På mange måder har vi faktisk gode forudsætninger i Danmark. For traditionelt er vi gode til at samarbejde og få forskellige fagligheder i spil. Og så er vi gode til at udfordre autoriteter. Det er alt sammen værdifuldt.”

Digitalt indfødte er ikke rebeller

At disruption for længst er blevet anledning til en bredere debat og ligefrem et regeringsnedsat råd skyldes, at vi i disse år ser arbejdsmarkedet ændre sig hastigt for øjnene af os. De manuelle job baseret på gentagelser vil ifølge estimater forsvinde, mens halvdelen af fremtidige generationers job endnu ikke findes. Derfor skal unge uddannes til at være mindre som servicerende pedeller og mere som rebeller, der forstyrrer den eksisterende orden, lyder det populært fra fremtidsforskere.

Ekstern lektor ved CBS og selvstændig erhvervsforsker Søren Schultz Hansen har i en årrække undersøgt generationen af såkaldt digitalt indfødte. Han har fulgt dem overalt – online, med venner og
familie, på deres uddannelse og job – og han tror ikke, at digitale rebeller er den mest passende metafor for denne generation.

”Denne generation har aldrig haft behov for at gøre oprør. Dels har de altid fået deres vilje, men vigtigst af alt: De har aldrig haft behov for at bryde rammer, for rammerne er selv brudt sammen, uden at de har skullet gøre noget som helst. Så det er skønne spildte kræfter at prøve at bryde rammerne ned, for hvis man bare venter et kort stykke tid, så er rammerne brudt automatisk af den digitale udvikling,” siger han og uddyber:

”Jeg er derfor mest bekymret for, at hvis vi prøver at tænke dem ind i vores stabile rammer, så risikerer vi, at de bliver nogle ’pedeller’, der prøver at tilpasse sig. For det er denne generation fantastisk til; at tilpasse sig hurtigt og effektivt,” siger han og påpeger, at den digitalt indfødte generation kan være ekstremt innovativ, blot indenfor en eksisterende orden, hvor de afprøver ting:

”De har en ’trial and error-innovationskraft’. Men at sætte og udstikke nye rammer vil de være dårlige til. Og tilbyder man dem noget, der er for stabilt og sylter dem ind i ’sådan har vi altid gjort’, vil der være stilstand. Så kan de ikke bruge deres evner. Og så bør man frygte nogle dårligere udgaver af tidligere generationers kommunikatører mere end en ny generation, der vil ændre alting. Hvis man derimod hele tiden udfordrer dem og flytter rammerne, udnytter vi til gengæld det, de er allerbedst til: at fylde rammerne ud og være forandringsparate.”

Kernefaglighed er vejen frem

I Søren Schultz Hansens bog ’Digitaliseringens paradokser’, der udkommer efter sommerferien, tager han favntag med det, han kalder ’specialiseringens paradoks’: Alle er enige om det stigende behov for specielle kompetencer og viden, blot kan ingen forudsige præcis, hvad der bliver brug for.

Derfor vurderes den tid, hvor en specialkompetence er i høj kurs, kun at blive kortere. For en uddannelsesinstitution er det ekstra relevant, fordi investeringen i at uddanne højt specialiserede kampagnekommunikatører eller social media-redaktører risikerer ikke at svare til arbejdskraftens værdi, når de studerende er færdiguddannede. Arbejdsmarkedet ændrer sig simpelthen hurtigere end uddannelserne, forklarer Søren Schultz Hansen, der også er med til at tilrettelægge kommunikationsuddannelsen på CBS.

”Vi kigger på hinanden og kan godt se det absurde i at skrue en uddannelse sammen, hvor vi foregiver at vide, hvilke specialiserede kompetencer man har behov for om fem år på et område, der ændrer sig så meget,” siger han og nævner sociale medier, hvis professionelle betydning kun de færreste havde forudset for ti år siden.

”Omvendt bliver vi nødt til at lave uddannelserne sådan. For hvad skulle vi ellers gøre?” siger han og tilføjer:

”Men de højt specialiserede kan være dårlige til at se det værdifulde i andet end det, de er rigtig gode til. Derfor er der behov for flere, der kan tænke tværfagligt,” siger han og forklarer, at et af uddannelsessystemets problemer er, at det er for specialiseret og siloopdelt. Sammenlignet med det angelsaksiske system er det svært at skifte fra én uddannelse til en anden, og i Danmark ser man sjældent en humanistisk bachelor ende som eksempelvis jurist.

”Siloopdelingen gør, at man skal vide, inden man starter, hvilke kompetencer man har brug for om fem år. Og det kan man aldrig vide,” siger han og retter skytset mod fremdriftsreformen, der skal få studerende hurtigere igennem studiet, og loven mod dobbeltuddannelser, der skal sætte en prop i færdiguddannedes lyst til at videreuddanne sig på samme eller lavere niveau.

”Disse tiltag er ikke bare forkerte, de er diametralt modsatte af den dynamik, der er i den verden, vi lever i. Selvfølgelig har vi brug for flere tværfaglige,” siger han og efterlyser, hvad han kalder metakompetencer: vigtigheden af at kunne lære snarere end hvad man lærer.

Men en anden måde at tale om forstyrrelse på, er at sige, at vi alle fra tid til anden skal lære ting på ny, resten af vores liv. Hvordan stiller det læreanstalterne, hvis de studerendes viden om i dag ikke passer til virkeligheden i morgen?

”Løsningen kunne være at kombinere uddannelserne med sidefag, så det ikke er rene kommunikationsuddannelser. Men at også de mere specialiserede fag kunne tilføres generelle kommunikationsfærdigheder,” siger han og tilføjer:
”En anden del er at inddrage erhvervslivet, så det er med til at påvirke uddannelsen i forhold til behovene derude, hvilket lyder lettere, end det er. Det handler om at skabe den rigtige balance, for virksomhederne kan heller ikke forudsige, hvad der sker af disruption derude. Men i samarbejdet kan man finde ud af noget. Måske.”

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind (V).

Artiklen er oprindelig trykt i KOM magasinet nummer 104, juni 2017.