skip to Main Content

Vær digital, eller forsvind

Den digitale marketingmedarbejder er kommet for at blive. Men hvad betyder det for kommende og nuværende arbejdere i marketingbranchen? Vi har fundet fem trends.

Tekst / Niels Christiansen, BIAS
Foto / Marketing automation og adobe
Udgivet / December 2018

Hvilke trends og forventninger er i spil, når den nye marketingmedarbejder skal ansættes?

Det spørger man selvfølgelig sig selv om, hvis man gerne vil have et (nyt) job i marketing. For at finde svarene har Kommagasinet.dk i samarbejde med datamediet Bias set nærmere på, hvilke ord der har indgået i de sidste tre års jobannoncer på marketing-onlinemediet Bureaubiz for derved at kunne udpege de fem vigtigste trends.

”Det er en hygiejnefaktor at kunne de digitale discipliner.”

Trend 1
Du skal have digitale kompetencer

Vær med på vognen, eller fald af. Hvis du ikke er fuldt ud digital, kan du ende i rendestenen. Det er beskeden fra headhunterne, der til daglig sidder og udvælger,

kommende marketingmedarbejdere til virksomheder og organisationer rundt om i landet.

”Hvis man ikke har digitale kompetencer, så har man et problem. Jeg vil gå så vidt som at sige, at så er der tale om mangel på kompetencer. Det er en hygiejnefaktor at kunne de digitale discipliner. Det skal man kunne,” siger Jan Maagaard, direktør og partner i Maagaard & Partnere, som udelukkende beskæftiger sig med search og rekruttering indenfor reklame-, media- og marketingbranchen.

Han mener, at det er et uundgåeligt krav, at en marketingmedarbejder har et digitalt mindset, ellers er det særdeles vanskeligt at blive ansat i dag. ”For 20 år siden var det næppe noget, der blev efterspurgt i en jobannonce. Det er noget, der har taget fart de sidste 10 år og er eksploderet. Men i dag er det så naturligt, at jeg tror, at det snart helt udgår af jobannoncerne, fordi det bliver forventet, at man kan det,” mener Jan Maagaard.

Trend 2
Du skal have webkompetencer

Har du talt med din hjemmeside i dag? Ellers gør du klogt i at få det gjort. For kravene til den kommende marketingmedarbejder omfatter i stigende grad webkompetencer.

Hver tiende jobannonce indenfor marketing indeholder forventninger om kendskab til CMS-systemer (Content Management System) eller SEO (Search Engine Optimization).

Men headhunterne maner til ro. De peger på, at der på dette område er en tendens til, at der bliver læsset lidt for meget på.

”Tit og ofte kommer en jobannonce til at omhandle, at de vil for meget, og man ridser alle de krav op, man kunne forestille sig, at man gerne vil have opfyldt. Det danske arbejdsmarked består af mange små og mellemstore virksomheder. Når de beslutter sig for, at nu vil de have ansat en marketingmedarbejder, så tror jeg, at man nogle gange kommer til at putte en lidt for stor blanding af krav ned i den bøtte, der hedder jobannonce,” siger direktør Morten Ballisager fra konsulentvirksomheden Ballisager, der er specialister i outplacement, karriererådgivning og rekruttering.

Trend 3
Tænker du strategisk?

Ordet ’strategi’ optræder i næsten hver tredje jobannonce. Både Morten Ballisager og Jan Maagaard kan genkende tendensen, men de understreger, at det ikke gælder for den menige medarbejder, men i højere grad gælder for ledende positioner. På den front er der intet nyt.

”At tænke strategisk som marketingchef har altid været noget, man har skullet. Det er der ikke noget nyt i. Marketing er en helt central del af en virksomheds kommunikation med sin omverden, så der har altid været behov for, at man fra marketingsiden har tænkt strategisk,” siger Jan Maagaard. Men ifølge ham er kravene i dag til marketingchefen steget i forhold til at tænke strategisk. Hvor marketingchefen før kunne rykke en masse annoncer i de trykte medier, så er marketingindsatsen langt mere kompliceret i dag.

”Området er i dag meget omfattende, og det indeholder mange discipliner. Massekommunikation er ikke det samme i dag som for bare 10 år siden. Hvis en marketingafdeling skal være effektiv og udnytte det kanalmix af kommunikationsmuligheder, man har, så skal der tænkes meget strategisk,” forklarer Jan Maagaard. Morten Ballisager har et mere anstrengt forhold til tendensen med at råbe strategi på hvert gadehjørne. ”For mig er ordet ’strategi’ ved at være en landeplage i alle former for annoncer. Fordi det ofte er et ord eller begreb, vi planter, når vi synes, at noget er komplekst, og så har lyst til, at der skal komme nogle og fikse ”det komplekse”. Så siger vi ordet ’strategi’ og tror, at strategi løser alle vores problemer. Tit og ofte er strategi med til det modsatte,” siger Morten Ballisager.

”For mig er ordet ’strategi’ ved at være en landeplage i alle former for annoncer. Fordi det ofte er et ord eller begreb, vi planter, når vi synes, at noget er komplekst.”

  • Morten Ballisager

Han ønsker ikke at tolke alt for meget på, hvorfor ordet ’strategi’ så ofte fremkommer i jobannoncer, fordi det efter hans mening mere er et buzzword, end det er et udtryk for, at der er tale om en reel efterspørgsel efter den mere strategisk orienterede medarbejder.

”Den der med at man skal helt op i den strategiske helikopter, det tror jeg ikke, at der ligger i det.”
Det er Camilla Blicher Simonsen enig med Morten Ballisager i. Hun er marketingdirektør hos mejerigiganten Arla og er ikke på udkig efter den strategisk tænkende marketingmedarbejder.

”Det overrasker mig, at strategi fylder så meget i jobannoncerne i dag. Jeg vil sige det på den måde, at vi søger det rette mix mellem strategi og eksekvering. Vi ville aldrig søge en marketingmedarbejder, der kun var stærk på strategi,” forklarer hun. Det er naturligvis vigtigt for Arla at have medarbejdere, der kan tænke fremad, men det er afgørende vigtigt for Camilla Blicher Simonsen, at de også kan sætte sig ned og lave en plan, få tingene sat i værk og få det ud over rampen. Så må det strategiske vente.

Trend 4
Har du erfaring med nyhedsbreve?

En faglig kompetence, der er i stigende efterspørgsel, er evnen til at håndtere nyhedsbreve. Man skal ikke have opholdt sig mange minutter i marketingbranchen før, det står klart, at nyhedsbreve er det nye sort og en effektiv måde at skabe kundeloyalitet på.

”Nyhedsbreve er en yderst vigtig form for digital kommunikation til en virksomheds omverden i dag, især i forhold til det, vi kalder ’Customer Touch Point’. At kunne håndtere nyhedsbreve er næsten også blevet en digital marketingdisciplin, som det bliver forventet, at en marketingchef skal kunne på det strategiske niveau, og det bliver i højere grad forventet, at de enkelte medarbejdere kan arbejde med det på et mere praktisk niveau,” siger Jan Maagaard. Morten Ballisager kan også godt genkende billedet omkring nyhedsbreve. Han husker, at da branchen begyndte med nyhedsbreve, tænkte de fleste, at det her stopper nok hurtigt. Det gider folk ikke at have i deres mailbakke hele tiden.

”Vi tvivlede på, at kunderne på den lange bane ville bryde sig om den form for kommunikation. Nyhedsbreve har evnen til at samle leads op på samme niveau, som hjemmesiden har, og da de samtidig ikke er omkostningstunge, så er nyhedsbreve ret ombejlet i denne tid. Så det undrer mig ikke, at det er noget, der efterspørges mere og mere,” husker Morten Ballisager.

Trend 5
Adobe er den nye officepakke

I dag bliver det i de fleste brancher forventet, at en jobansøger mestrer Officepakken. Det er blevet en standard, som bliver taget for givet.

I marketingbranchen bør man nok erkende, at Adobepakken nu er ved at nå et niveau på samme måde som Officepakken, hvor det i stigende grad forventes, at man kender eller kan håndtere Adobe-pakken.

Problemet er, at Adobepakken er ganske omfattende og dækker flere marketingdiscipliner. ”Adobe er der nærmest over hele marketinglinjen. De står stærkt på CRM- og SoMe-systemer og analysesystemer til mobil, web, cloud og dataintegration. Adobe breder sig over hele paletten,” siger Jan Maagaard.

Men tag det roligt. Camilla Blicher Simonsen understreger, at man som jobsøger ikke skal falde bagover på grund af de nye forventninger i et arbejdsmarked, som er under konstant forandring. Man skal huske at have sig selv med og være den bedste version af sig selv, mener hun.

”Jeg vil altid gå efter personen med den rigtige energi, med et stort drive og et stort engagement. Så skal jeg nok lære min kommende medarbejder at arbejde med photoshop eller skrive et nyhedsbrev. Jeg vil altid foretrække en stærk personlighed, der vil lykkes med ting, frem for nogle meget overspecialiserede medarbejdere, der kan det hele,” forklarer hun.

For Camilla Blicher Simonsen er den perfekte medarbejder én, som brænder for markedsføring, og én, der hen ad vejen hurtigt kan sætte sig ind i nye systemer og teknologier uden at være specialist. ”Jeg er interesseret i, hvem du er. I langt højere grad end om du mestrer alle mulige specialiserede kompetencer,” slutter marketingdirektøren fra Arla.

Tekst / Niels Christiansen, BIAS
Foto / Marketing automation og adobe
Udgivet / December 2018

Kommagasinet.dk er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Rabat hos Dansk Markedsføring

Som medlem af Kommunikation og Sprog kan du få store rabatter på medlemskab af Dansk Markedsføring

 Få rabatten >>

Back To Top
×Close search
Search