skip to Main Content

Vi fik vores eget fag og vores egen identitet

Vi fik vores eget fag og vores
egen identitet

Historien om de 50 år, der er gået, siden korrespondenterne i 1970 dannede deres egen fagforening – den fagforening, som i dag er blevet til Kommunikation og Sprog – begynder med utilfredshed og vrede.

Tekst / Anne Nimb
Foto / Mike Reuter
Udgivet / November 2020

I 1970 var forholdene for korrespondenter i erhvervslivet bestemt ikke imponerende. De var ofte ansat på samme vilkår som kontorfunktionærerne i HK, og i HK var der ingen vilje til at forbedre korrespondenternes ansættelsesvilkår og overenskomster, selvom de havde en længerevarende uddannelse, der kunne berettige til det.

Så korrespondenterne tog sagen i egen hånd, og derfor kan historien i dag også fortælle os om en masse ildhu og handlekraft, der har ført Kommunikation og Sprog hen, hvor vi er i dag.

Fejringen af 50-års jubilæet har været rundt i hele Danmark og ude blandt alle forbundets medlemmer i den seneste tid. Men der er en gruppe mennesker, vi især kan fejre og takke for indsatsen i de år, der er gået, og det er de otte formand, der har tegnet forbundet gennem årene.
Det lykkedes at samle alle otte formænd her i begyndelsen af oktober, så vi kunne få sat gang i fejringen og få taget et billede til minde om de første 50 år.

For første gang fortæller de alle otte hver især historien om, hvad der skete i hver af deres formandsperioder.

_____________________________________________________________________________

Bess Lindhardt, i dag 80 år, formand fra 1970-1975

Bess er korrespondent i engelsk, tysk og fransk fra Handelshøjskolen i København. Bess forlod korrespondentfaget i 1976. Hun gik i gang med en læreruddannelse og har arbejdet som lærer, indtil hun forlod arbejdsmarkedet.

Det var, mens jeg var i Plumrose, at ideen om at starte en fagforening kom, også fordi man hørte om HK, og hvordan de blandede sig og ikke ville anerkende vores uddannelse, og vi blev lønnet som ufaglærte. Det var vrede, der drev mig. For det første var der ikke et fagligt netværk for korrespondenter, og det syntes jeg var trist. Og så blev vi ikke anerkendt. Jeg sad og skrev breve for folk, der var mindre dygtige til den slags end mig. Og så rettede de i mine ting. Det var surt,” fortæller Bess Lindhardt.

I foråret 1970 havde Bess fået samlet en lille gruppe initiativtagere, og med hjælp fra Handelshøjskolen i København og deres kartoteker og duplikator kunne de sende et brev til alle dem, der indenfor de sidste 10 år havde bestået handelshøjskolens tresproglige korrespondenteksamen. Hun spurgte på initiativtagernes vegne om ”…de gode sprogkundskaber havde åbnet dem mulighed for at udfolde sig selvstændigt og nå til en ansvarsfuld post. Eller har De, som de fleste af os, måttet erkende, at Deres muligheder i sørgelig grad begrænses af et traditionsbundet system, hvor vi på forhånd sættes i bås uden hensyn til uddannelse og kvalifikationer.”

Brevet mundede ud i en opfordring til at slutte sig sammen for at opnå bedre vilkår for korrespondenter.

Responsen var opmuntrende nok til, at hun og de øvrige initiativtagere i efteråret 1970 kunne udsende et opråb, hvor man manende spurgte:

’Vil I være underbetalte kontordamer med kendskab til sprog, eller vil I være virkelige kapaciteter, man regner med, også lønmæssigt?’

”Uden Handelshøjskolens hjælp var det slet ikke gået. Der var også ansat en korrespondent, og uden hende var det heller ikke gået, for hun kunne skaffe adgang til kartoteket over de studerende, adgang til kælderlokalerne, og vi brugte skolens papir. Vi havde jo ingen penge. Vi var fire og nogle studerende, og vi sad og skrev adresser på kuverter. Da vi holdt det første møde, var der nogle, der meldte sig som interesserede. Og der var nok med til det første møde til, at vi fik en bestyrelse. Den stiftende generalforsamling den 27. oktober 1970 foregik i kælderen på Handelshøjskolen, og vi var vel et par hundrede,” fortæller Bess.

”Den største bedrift i den periode var vel egentlig, at det overhovedet lykkedes. Vi brugte de første år i HAK, som det kom til at hedde, og det stod for Handelshøjskolernes Korrespondentsammenslutning, på at etablere os, og vi havde først og fremmest fokus på at kapre medlemmer. Uden en større medlemsskare ville vi ikke kunne opnå de forandringer, vi ønskede. Vi tilbød de studerende gratis medlemskab, og det virkede godt. Vi kom også i gang i Aarhus, og efterhånden kom vi op på omkring 500 medlemmer. HK gjorde, hvad de kunne for at genere os. De blev ved med at argumentere for, at vi skulle være på deres overenskomster for kontorassistenter.”

”Vi fik også holdt nogle kurser, blandt andet i engelsk, og vi havde foredrag. Men efterhånden gik vi lidt i stå, så det var godt, at der kom nye til, som kunne bringe os videre. Jeg stoppede, fordi jeg besluttede, at jeg hellere ville være lærer, og jeg følte lidt, at jeg rendte af pladsen. Men der var brug for noget ny energi og nye visioner for at komme videre, så jeg har ikke fortrudt,” slutter Bess Lindhardt.

_____________________________________________________________________________

Lone Hasforth, i dag 72 år, formand fra 1975-1976

Lone er korrespondent i engelsk, tysk og fransk og arbejdede de første år som direktionssekretær i medicinalindustrien. Hun stoppede som formand, fordi familien skulle til Tanzania, og hun blev ansat ved Danidamissionen på den danske ambassade i Dar-es-Salaam. Efter en afsluttet merkonomuddannelse skiftede hun ved hjemkomsten spor til marketing, stadig primært i internationale medicinalvirksomheder. Karriereudvikling førte til en HD i Organisation og Ledelse, og de sidste mange år arbejdede Lone som HR Manager.

”Jeg havde egentlig ikke haft noget med HAK at gøre, men jeg syntes, det var en god sag, mødte op til en generalforsamling, og da jeg kom hjem, var jeg formand. Vi var vist alle nye i bestyrelsen, og jeg kørte tæt løb med min efterfølger Hanne Nielsen. Men noget af det første, vi besluttede, var, at vi måtte have en strategi og en plan. Vores kernesager var, at vi ville have en a-kasse, og vi ville være forhandlingsberettigede i Finansministeriet. Efter at vi havde vurderet forskellige muligheder, besluttede vi at komme ind under Merkonomernes a-kasse. Vi havde kontaktet Dansk Arbejdsgiverforening, og vi kom med i deres lønstatistikker, og det var ligesom et blåstempel,” fortæller Lone Hasforth.

Hun kan også berette om, at der blev holdt nogle store medlemsarrangementer med gode foredragsholdere. Her var medierne inviteret, og en dag var Børsen der. HAK kom på forsiden, og så kom der nye medlemmer til.

”Vi brugte al vores fritid på det, og vi var virkelig oppe på mærkerne på grund af spørgsmålet om løn. Dengang kunne man som korrespondent skifte fra et HK-job i det offentlige til det private og få 50% mere i løn. Så lønnen på HK’s overenskomst var lav. Vi havde fået kontor i Nørre Farimagsgade, vi havde et medlem, der var deltidsansat som kontormedarbejder, og vi havde også eget brevpapir og logo. Så det var begyndt at være en rigtig professionel fagforening,” slutter hun.

_____________________________________________________________________________

Hanne Nielsen, i dag 80 år, formand fra 1976-1977

Hanne var en af dem, der var med fra starten af det nye forbund. Hanne er korrespondent i engelsk, tysk og fransk, hun læste også cand.ling.merc. og var ansat på Handelshøjskolen som timelærer i maskinskrivning og stenografi om aftenen. Hun har også undervist i ETB, Elektronisk Tekst Behandling, på Handelshøjskolen og lavet materialer til det. Hun har også arbejdet i Slagteriernes fælles Technology.

”Jeg kørte jo tæt sammen med Lone Hasforth, også mens hun var formand, og jeg kan huske, at vi i begyndelsen sad hjemme og klarede det hele. Vi havde en god sekretær på Handelshøjskolen, der hjalp til, for eksempel med at kopiere. Vi sendte breve til medlemmer, og vi havde også fået vores eget medlemsblad,” fortæller Hanne Nielsen.

”Vi havde fået vores første kontor, da jeg blev formand, og i min periode ansatte vi Bent Hyldkrog, som var med i nogle år, som sekretariatsleder. Det var i min tid, at vi skiftede navn fra HAK til Erhvervssprogligt Forbund. Og vi var også eftertragtede af de andre forbund, for eksempel HK. Vi gik til nogle møder, fordi de ville have os med, men det skulle vi ikke, for vi syntes ikke om de HK-folk. Vi var ikke interesserede i deres overenskomster overhovedet. Vi ville have vores egne.”

”Der var ingen af os, der fik løn for det, vi lavede. Det kom først senere. Dengang havde vi alle sammen job, mand og børn,” slutter Hanne.

_____________________________________________________________________________

Lis Knudsen, i dag 70 år, formand fra 1977-1979

Lis Knudsen er korrespondent i tysk, engelsk og spansk fra Handelshøjskolen i Aarhus. Hun har været ansat i FLS Miljø som afdelingsleder af en oversættelsesafdeling, Nykredit Bank som leder af direktionssekretariatet og Movia som HR-konsulent og projektleder. Lis var næstformand, mens Hanne Nielsen var formand. Efter sin formandsperiode fortsatte hun som hovedkasserer og medlem af Uddannelsesudvalget og hovedbestyrelsen, indtil hun tog på langfart i egen sejlbåd i 1989.

”Jeg var flyttet fra Spanien til København og blev involveret i forbundet for at få et netværk i København, og jeg var ikke den eneste, der brugte forbundet som socialt netværk – vi var inde på kontoret i Nr. Farimagsgade i weekenderne og om aftenen. Forbundet var kommet godt i gang, og vi kunne tilbyde medlemmerne mere og mere,” fortæller Lis Knudsen.

”Vi måtte stadig kæmpe mod HK, som fortsat sagde, at der ikke var forskel på os og kontorassistenter. I den kamp havde vi to våben: Vores uddannelsesniveau, hvor vores medlemmer havde en studentereksamen plus en to-årig uddannelse. Og så vores lønniveau, som var en meget vigtig del af selvbevidstheden. Vi var begyndt at lave lønstatistikker, som vi udsendte på spørgeskema til medlemmerne.”

Lis Knudsen husker en situation, hvor 58% af medlemmerne havde svaret på lønspørgeskemaet, så man måtte ud med en reprimande: ’Svarprocenten viser en fuldstændig mangel på solidaritet og selvopholdelsesdrift hos forbundets medlemmer.’

”Medlemmerne skulle tage sig sammen, for lønstatistikken var en dokumentation for, at vi fik bedre løn end HK. Vi havde jo ingen overenskomst endnu, og derfor var det vigtigt at komme ud med en lønstatistik,” fortæller Lis Knudsen.

I den periode fik man også fokus på at få de statsansatte ind i folden. Et møde i Udenrigsministeriet blev begyndelsen på egentlige klubber i statsinstitutionerne. Og det var det, der senere førte til, at vi kunne få overenskomster.

”Vi holdt også et møde med direktøren i Dansk Arbejdsgiverforening, Hans Skov Christensen. Vi sagde til ham, at ’vi vil have en samarbejdsaftale med dig’. Mødet sluttede med, at han sagde ja til det, men vi skulle have nogle flere medlemmer.

”I 1979 var den nye teknologi med ETB begyndt at komme på banen. Vi kunne se, at typograferne var begyndt at blive arbejdsløse, men vi besluttede at være positive overfor den nye teknologi. Så vi nedsatte et Teknologiudvalg og holdt kurser i ETB for medlemmerne. Der var en fremsynet bevidsthed, og det betød også, at der blev ansat en teknologikonsulent. Det var også første gang, vi begyndte at tænke i efteruddannelse for vores medlemmer, og vi nedsatte et Uddannelsesudvalg.

”I slutningen af min formandsperiode flyttede vi til Badstuestræde. Vi havde et sekretariat med tre ansatte, og så havde vi mødelokaler. I 1978 havde vi fået godkendt vores a-kasse som en afdeling under Kristelig A-kasse. Så det var blevet et andet ståsted, da jeg stoppede,” slutter Lis Knudsen.

_____________________________________________________________________________

Birgit Meise, i dag 75 år, formand fra 1979–1987

Birgit er korrespondent i engelsk og tysk fra CBS. Hun var den første formand, der var ansat, fra 1983 på deltid, og da hun stoppede i 1987, var det for at vende tilbage til det private erhvervsliv. Blandt andet i 2M Invest, hvor hun var direktionssekretær. Hun gik på pension i 2014.

”Jeg har altid haft en vis tendens til at blande mig og har i mange år været politisk aktiv i Det Konservative Folkeparti, hvilket en del undrede sig over, da jeg var fagforeningsformand. Men jeg havde altså en stærk motivation for at arbejde for større anerkendelse af vores fag, og så arbejdede jeg også for, at forbundet skulle undgå at ende som et LO-forbund, så i min periode blev FTF vores hovedorganisation. På det tidspunkt ville AC ikke have os, fordi vi havde en kort videregående uddannelse ,” fortæller Birgit Meise.

Hun kendetegner perioden fra midten af 70’erne som den periode, hvor forbundet blev professionaliseret. Fra frivillige, der arbejdede om aftenen, til en rigtig organisation.

”I perioden fra 1979 til 1987 voksede vi fra 1.300 medlemmer til 8.000, og da vi voksede ud af kontoret i Badstuestræde og flyttede til Kultorvet i 1983, var vi omkring 30 medarbejdere i forbund og a-kasse, og vi havde fået en direktør. Succesen skyldtes især, at vi fik stort set alle dimittenderne fra sproguddannelserne på handelshøjskolerne. Vi havde fået vores eget fag og vores egen identitet.”

”I takt med at erhvervslivet begyndte at bruge flere erhvervskorrespondenter, fik medlemmerne et pænt lønløft og mere anerkendelse på arbejdspladserne. Vores lønstatistikker blev brugt, og vi havde klubber og aftaler på arbejdspladserne. Rigtig mange medlemmer arbejdede i mindre virksomheder, og en vigtig landvinding også for dem kom, da vi fik en pensionsaftale med PFA.”

”Men det helt store var, da vi fik en overenskomst med Finansministeriet. Vi havde en stor klub i Udenrigsministeriet, og der varslede vi konflikt for at få en overenskomst. Sagen kom i Arbejdsretten, hvor vi vandt, og efter lidt vanskeligheder fik vi vores overenskomst. Hvis ikke vi havde brugt vores politiske kontakter på Christiansborg, tror jeg ikke, det var lykkedes,” slutter Birgit Meise.

_____________________________________________________________________________

Jeannette Ørsted, i dag 67 år, formand fra 1987-1999

Jeanette er cand.ling.merc. i fransk og engelsk og har en master i Public Administration. Hun var en af de aktive i forbundet allerede fra 1978, både i forretningsudvalget, hovedbestyrelsen og som hovedkasserer. Da hun stoppede som formand i 1999, fordi ’man ikke skal blive for længe’, blev hun partner i Oversætterhuset, og hun har også været direktør i den internationale oversætterorganisation FIT.

”Forbundet var inde i en god gænge, da jeg blev formand. Vi var i FTF og var glade for det. Vi var også blevet attraktive for folk, som havde organisationserfaring, så vi kunne rekruttere dem til vores sekretariat. Samtidig skete der noget på uddannelserne, hvor man var begyndt at omkalfatre fra BA til masteruddannelser, og vi kunne se, at det ville være en god ide at opkvalificere vores uddannelser til kandidatniveau, så vi kastede os ind i kampen for det. Handelshøjskolen oprettede en tillægsuddannelse, så de medlemmer, der ikke havde en BA, kunne få det, og på den måde blev vi attraktive for AC, hvor vi blev optaget i 1993. Vi kunne nemlig ikke både sige, at vi ville være akademikere og akademiske bachelorer, og samtidig blive i FTF,” fortæller Jeannette Ørsted.

”På det tidspunkt nedsatte man det såkaldte ’Stig Bøgh Karlsen udvalg’, som skulle helhedsvurdere de handelsmæssige og økonomiske uddannelser. Der blev vi inviteret med ind, og på den måde kunne vi være med til at formulere ønsket om at opkvalificere vores uddannelser. Det var vores billet til at komme ind i det uddannelsespolitiske, og samtidig var det utroligt vigtigt for vores selvfølelse og vores politikformulering, hvor det blev mere og mere klart for os, at vi var nødt til at have dokumentation, hver gang vi mente noget. Så i den periode begyndte vi at undersøge medlemmernes arbejdsforhold og også deres holdninger, så vi havde noget at bygge vores politik på.”

”Der var flere røde tråde, vi byggede forbundet op omkring. Dels dokumentation og strategiskiftet fra FTF til AC, hvor vi følte os bedre hjemme. Dels arbejdet for fagligheden og uddannelserne og endelig arbejdet med demokratiudviklingen internt i forbundet. Vi havde stabilt omkring 10.000 medlemmer, og vi havde landsmøder og fik kredse over hele landet, vi havde TR- og arbejdsmiljøuddannelser, flere juridiske konsulenter, og karriererådgivningen begyndte så småt. Vi havde en af Danmarks første sexchikanesager, der kom frem i offentligheden, også i medierne. Og så havde vi en strejke i sekretariatet, der ville have fuld løn under barsel, og det fik de.”

”I løbet af 80’erne begyndte vi at kunne se, at mange af medlemmerne var frustrerede, fordi efterspørgslen efter sprogkompetencer ændrede sig. Der kom pres på oversættelsesarbejdet, også fordi det blev mindre almindeligt at oversætte fra dansk til et fremmedsprog end omvendt. Samtidig tog automatiseringen fart. PC’en og anvendelsen af den blev allemandseje.”

Da Jeannette Ørsted blev formand, boede forbundet på Kultorvet og nåede at flytte et par gange, først til Vanløse og derefter til Skindergade, hvilket gjorde en kæmpe forskel for produktiviteten.

”Jeg tog en masteruddannelse i Public Administration, mens jeg var formand, og da jeg var færdig med den, besluttede jeg at stoppe og give plads til næstformanden, Birgitte Jensen,” slutter Jeannette Ørsted.

_____________________________________________________________________________

Birgitte Jensen, i dag 58 år, formand fra 1999-2009

Birgitte Jensen er cand. ling.merc. i tysk fra Handelshøjskolen i Aarhus. Hun begyndte allerede som studerende i 80’erne at være fagligt aktiv i  forbundet. Hun havde været medlem af hovedbestyrelsen siden 1992 og næstformand siden 1995, da hun blev formand. Birgitte arbejdede som oversætter og dokumentationsredaktør, før hun blev formand, og efter sin formandsperiode har hun været kommunikationskonsulent i Krimi-
nalforsorgens It og Statens IT. Og så har hun taget en Master of Corporate Communication.

”Hovedopgaven, mens jeg var formand, var at få forbundet kalibreret til en ny virkelighed. Vi havde stadig en stærk sprogidentitet, men arbejdsmarkedet ændrede sig, og der var ikke længere behov for specialkompetencer indenfor sprog på samme måde som tidligere. Alle andre faggrupper kunne jo efterhånden engelsk, og mange virksomheder begyndte at klare sig med det,” fortæller Birgitte Jensen.

”Så vi var nødt til at spørge os selv, hvad vi skulle gøre nu. Kommunikationsfaget var under udvikling, og mange af de arbejdsopgaver, vores medlemmer kunne løse, ligger tæt op ad det. Medlemmerne begyndte også at få jobs med kommunikationsindhold. Også på uddannelsesinstitutionerne var man begyndt at forholde sig til, at der var brug for mere end rene sprogkompetencer i uddannelserne. Så vi kunne – selvom vi også havde stærke følelser omkring den sproglige identitet – se, at vi ville ende som et lille nicheforbund, hvis ikke vi gjorde noget.

eldigvis fik vi opbakning til at ændre vedtægten, så optagelsesområdet blev udvidet og navnet ændret til Forbundet Kommunikation og Sprog.”
”En anden opgave var at konsolidere os i AC-samarbejdet; Jeannette lagde grunden med en delt plads i Forretningsudvalget med Civiløkonomerne; i min tid fik vi også plads i Forhandlingsudvalget for den Offentlige Sektor (FHO). Vores a-kasse blev lagt sammen med Journalisternes A-kasse til AJKS. Det førte også til, at vi fik et godt samarbejde med Dansk Journalistforbund, og der var overvejelser om at flytte sammen. Det var mod slutningen af min formandsperiode, at vi ændrede hele den politiske struktur, hvor vi nedlagde kredsene og fik regioner i stedet for. Muligheden for at få politisk indflydelse blev ændret, idet vi fik listevalg, et repræsentantskab i stedet for landsmøderne, og nye faglige grupperinger i for eksempel aktivitetsgrupper.”

_____________________________________________________________________________

Per Lindegaard Hjorth, i dag 60 år, formand fra 2009-

Per Lindegaard Hjorth er cand.ling.merc. i tysk. Han har været aktiv i forbundet siden midt i 80’erne, dels på sin arbejdsplads, dels som medlem af hovedbestyrelsen og fra 2006 som næstformand. Indtil han blev formand, havde han en karriere, hvor han underviste på CBS og arbejdede i det private erhvervsliv, blandt andet som direktionsassistent i forsikringsbranchen. Det blev også til flere udlandsophold.

”Det første, jeg greb fat i, da jeg blev formand, var at arbejde med at få den nye struktur til at leve. Den var jo blevet vedtaget først på året, og det repræsentantskabsmøde, hvor jeg blev valgt, var det første med den nye struktur. Vi skulle finde ud af, hvordan strukturen skulle implementeres i praksis, og her havde vi meget fokus på at skabe sammenhæng mellem beslutningerne i hovedbestyrelsen og det, man gjorde ude i regionerne. Samtidig skulle vi have nogle flere til at være aktive ude i landet, og det har jo været fantastisk at se alt det, de frivillige har fået op at stå. Vi har vist aldrig haft så mange frivillige som nu, og de er alle med til at tegne KS lokalt,” fortæller Per Lindegaard Hjorth.

”En anden ting, som jeg altid vil huske, er situationen omkring OK18, hvor vi virkelig kunne mærke, at vi var en del af fagbevægelsen. Vi stod derinde foran forligsen sammen med de andre, og det lykkedes at komme igennem med vores krav. Vi havde haft en situation, hvor strejke eller lockout truede, og i den forbindelse var det godt at mærke, at vi havde fået orden i økonomien. Med vores konfliktfond kan vi stå imod et pres fra arbejdsgiversiden, hvis det bliver nødvendigt. Og økonomien er i dag så solid, at det er lykkedes at få indført reduceret kontingent for ledige, langtidssyge, dem på barsel, seniorerne og det første år gratis for studerende.”

”I begyndelsen måtte forbundet kæmpe for medlemmernes anerkendelse og løn, men jeg tror, at det var i forbindelse med afskaffelsen af translatørbeskikkelsen, at vi havde vores første demonstration, hvor vi sammen med Translatørforeningen gik igennem Københavns gader til Christiansborg med faner fra alle verdens lande – eller de fleste i hvert fald.”

”Forbundet begyndte som et sprogforbund og i takt med, at man har lukket de sproglige uddannelser, er der kommet mere og mere kommunikation og marketing ind over. I dag er sprogfolkene ikke de fleste, men vi er stadig også forbundet for dem. Vi bevæger os mellem kommunikation, sprog og marketing, og jo mere fagene udvikler sig, jo mere kan jeg se, hvor mange ligheder, der er mellem dem. Så det giver mening at bygge forbundets fremtid på,” slutter Per Lindegaard Hjorth.

_____________________________________________________________________________

Tekst / Anne Nimb
Foto / Mike Reuter
Udgivet / November 2020

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
×Close search
Search