skip to Main Content

Vi går på gaden –
de andre går på Facebook

I 2019 bliver der folketingsvalg. Medierne og gaderne vil flyde med politiske budskaber, hvor valgmaskinen vil hamre løs. Men hvordan vil partierne få fat på de unge vælgere?

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Februar 2019

Når valget i 2019 for alvor går i gang, vil de unge vælgere være en attraktiv vælgerskare for de bejlende partier.
Tidligere undersøgelser om unge vælgere viser, at deltagelsen er høj blandt de 18-årige og derefter falder indtil starten af tyverne.

Hvis det kun var de unge under 25 år, der bestemte, så var Liberal Alliance Folketingets største parti med hele 18 % af stemmerne. Det viste en analyse, som professor Kasper Møller Hansen lavede i 2017.
”De unge tiltrækkes af de skarpe budskaber. Det er nemt at navigere efter. Og når et parti først har momentum blandt de unge, er der også en selvforstærkende effekt. Et parti som Enhedslisten har også haft nogle stærke unge politiske rollemodeller,” siger Kasper Møller Hansen.

Unge gider ikke mudderkastning
Drude Rekdal Obel er 26 år og har netop færdiggjort sin uddannelse i Kulturformidling ved Københavns Universitet. Hun stammer fra Slagelse, hvor hun er vokset op i en politisk og samfundsdebatterende familie. Hun er en af de eftertragtede unge vælgere.

”Jeg er ikke den, der går forrest rent politisk. Jeg bærer ikke faner, men jeg er interesseret i de emner, der berører sig, og de tendenser, der er i samfundet, men jeg går ikke op i partipolitik,” fortæller hun.
Når hun ser på sin jævnaldrene omgangskreds, så tror hun, at mange i hendes generation er trætte den politiske debat og den retorik, der foregår i det offentlige rum.

”Jeg bilder mig ikke ind, at man kan nå de unge vælgere med traditionel annoncering af politiske budskaber. Jeg tror ikke, at de læser debatindlæggene i Berlingske Tidende eller i JP.”

Filip Lauritzen

”Der er rigtig meget mudderkastning, og det gør bare, at man lukker af for mange af de politiske diskussioner,” mener Drude Rekdal Obel.

Hun nævner som eksempel, at når der er debatter i TV Avisen mellem to politikere, så oplever hun, at der konstant skal være en konflikt i stedet for en samtale.

”Det fyger tit med beskyldninger, hvor det ene parti bebrejder et andet for det ene og det andet i stedet for at komme med løsninger. Der bliver peget rigtig meget fingre i dansk politik. Det gider vi ikke høre på, og så tror jeg, at det er for forvirrende for unge. Vi vil bare gerne have fakta og gennemsigtighed og ikke alt det der råben ad hinanden,” forklarer hun.

Kampen om de unge bliver ikke på tv og i aviserne
Meget tyder på, at Drude Rekdal Obel og hendes generation ikke skal frygte danske politikere, der skændes for åben tv-skærm eller på forsiden af de store aviser i den kommende valgkamp. For de unge ser ikke tv eller læser aviser i samme grad som tidligere. Og partierne ved det.

”Jeg bilder mig ikke ind, at man kan nå de unge vælgere med traditionel annoncering af politiske budskaber. Jeg tror ikke, at de læser debatindlæggene i Berlingske Tidende eller i JP. Vi ville ikke ramme mange vælgere på den måde. Det er på de sociale medier, det foregår,” siger Filip Lauritzen, pressechef hos Det Konservative Folkeparti.

Den samme besked lyder fra alle de andre danske partier, som KOMmagasinet har talt med.
”Jeg ser ikke politik i tv. Det har helt sikkert noget at gøre med den teknologiske udvikling. Jeg ser ikke meget flow-tv, så jeg skal aktivt tilvælge det, hvis jeg skal se en politisk debat på tv,” siger Drude Rekdal Obel, der heller ikke læser særligt meget avis.

”Det betyder ikke, at jeg ikke ved, hvad der sker rent politisk, men jeg tror, at der er en tendens i min generation til, at vi mærker mere, hvad der rører sig, end hvad der rent faktisk bliver skrevet i aviserne eller sendt på tv,” siger hun.

Claus Richter, der er partisekretær i Venstre, kan godt genkende Drude Rekdal Obel’s beskrivelse.
”Alle analyser viser, at de unge ikke læser så meget avis længere, men ser nyheder andre steder end i de gamle medier. Så hvis man skal annoncere for at ramme de unge, så skal man nok ikke vælge papiraviserne, men vælge nogle andre kanaler,” siger Claus Richter.

Farvel Facebook
Danskerne elsker Facebook. 63 % af danskerne over 12 år har en Facebookprofil, og mediet er dermed den mest udbredte SoMe-kanal herhjemme. Men flere og flere unge vælger Facebook fra og er i dag hoppet over til Snapchat, Instagram og YouTube.

”Personligt bruger jeg kun Facebook til forskellige private grupper, som jeg er med i. Der er så meget støj på Facebook, så jeg vælger det næsten alt sammen fra og holder mig udelukkende til mine netværk der,” fortæller Drude Rekdal Obel. Hun peger på, at der er store forskelle på de unge. Dem omkring de tyve år bruger de sociale medier endnu mere end dem, der er 25 år og opefter. Når man når de 25 år, så begynder mange unge at tage afstand fra de sociale medier, mener hun.

”De yngre unge, altså dem omkring de 20, bruger Instagram, Snapchat og YouTube. Så det er de kommunikationskanaler, partierne skal bruge, hvis de vil have fat i de helt unge vælgere. Facebook ville jeg ikke vælge. Jeg ville især benytte YouTube, hvis jeg arbejdede i et parti og skulle have politiske budskaber ud til de helt unge vælgere,” siger Drude Rekdal Obel.

Men for nogle partier er Facebook alligevel kampzonen, hvor de unge vælgere skal nås. SF kommunikerer næsten udelukkende til de unge vælgere digitalt, og der er ’Facebook den helt store ting’.

“Jeg tror ikke på, at en valgplakat vil kunne ændre min politiske holdning, men det vil godt kunne bekræfte mig i holdninger, jeg allerede har”.

Drude Rekdal Obel

Facebook er en tom og åndssvag maskine
På grund af de mange sager, der har været med Facebook, og fordi det er almen viden, at unge i større og større grad ikke er aktive på platformen længere, så er valget af Facebook som politisk kommunikationskanal meget omdiskuteret.

I Alternativet er den kreative kampagneleder Oliver Riel ikke begejstret for fænomenet fra Silicon Valley.
”Det er mit ønske, at vi bruger Facebook så lidt som muligt alene af den grund, at der er de unge mennesker ikke. De er på Instagram, Snapchat og YouTube. Facebook er blevet et mærkeligt sted, hvor der er meget forskelligt indhold, og der skal kastes rigtig mange annoncepenge efter det, man lægger op, for at det bliver læst,” siger han og kalder Facebook for en tom og åndsvag maskine:

”Den kampplads kan de andre partier godt få for sig selv. Så kan vi være på nogle af de medier, hvor vi kan få lov til at være lidt alene – som for eksempel Instagram, som de andre partier ikke prioriterer i samme grad.”
Oliver Riel forklarer, at Alternativet vil være på de medier, hvor der er mulighed for kommunikation med deres vælgere. Han ser annoncering på Facebook som ren envejskommunikation.

”Vi har ikke lyst til den form for kommunikation, men vi har heller ikke råd. Så vi er nødt til at gå andre veje og gå mere på gaden – rent bogstaveligt. Derfor er aktivisme et oplagt kommunikationsmiddel for os. Så mens vi går mere på gaden, så går de andre partier mere på Facebook,” forklarer han.

Valgplakaten er ikke død
Mens partierne er uenige om valg af SoMe-kanaler, så er de dog enige om, at det ældste politiske kampmiddel, valgplakaten, får lov til at overleve ved det kommende valg.

Flere af partierne peger på, at de ikke tror, at plakaterne vil få vælgere til at flytte sig, men at selve mobiliseringen af frivillige og aktive partimedlemmer, der sætter plakater op i lygtepælene, skaber en god dynamik for kampgejsten i valgkampen. ”Jeg tror ikke på, at en valgplakat vil kunne ændre min politiske holdning, men det vil godt kunne bekræfte mig i holdninger, jeg allerede har,” siger Drude Rekdal Obel.
I Alternativet er valgplakaten ikke det foretrukne kommunikationsmiddel, men i hovedkontoret i København oplever de, at især partiets nye kandidater gerne vil have dem.

”Fra vores hovedkontor laver vi meget få plakater, men til gengæld nogle der er virkelig gode og meget kreative. Det har mere gennemslagskraft at lave en eller to virkelig spændende innovative valgplakater, end det er at lave 50. Vi vil forsøge at fortælle en historie i dem, så de har mere end blot en ’valgplakat’,” siger Oliver Riel.

Vi kigger rundt i verden for at blive inspireret. Jeg har selv været i USA for at følge et par af præsidentkandidaterne ved sidste valg for især at se, hvordan de arbejder med de sociale medier.”
Claus Richter

Claus Richter

I SF bliver valgplakaten også en del af valgkampen, men her forsøger de især at satse på politisk merchandise.
”Vores brug af merchandise skal være interaktivt. Sådan at når du får det i hånden, så er det ikke noget, du skal læse, men noget du skal interagere med på en eller anden måde. For eksempel har vi lavet tandbørster, hvor der står budskabet: ’SF går ind for gratis tandpleje til unge’,” siger Nils Brøgger Jakobsen.

Den udenlandske forbindelse
Alle de partier, KOMmagasinet har talt med, vil i et eller andet omfang få hjælp til deres politiske kampagner fra udenlandsk hold. Og det gælder især i forhold til, hvordan de unge vælgere skal indfanges.
I Venstre samarbejder de med andre liberale partier i Europa, hvor de udveksler ideer. Der har indenfor de seneste par år været valg i Tyskland, Frankrig og Norge, og de liberale partiers erfaringer fra disse valgkampe har Venstre i Danmark samlet op og forsøgt at lære af.

”Vi kigger rundt i verden for at blive inspireret. Jeg har selv været i USA for at følge et par af præsidentkandidaterne ved sidste valg for især at se, hvordan de arbejder med de sociale medier,” siger Claus Richter. Nils Brøgger Jakobsen beskriver sig selv som ’skolet af Barak Obamas kampagne, da han blev præsident i USA i 2009’.

”Der så jeg for alvor, at man kan kommunikere politisk på en måde, der motiverer og engagerer mennesker til at blive en del af kampagnen. Det lærte jeg meget af,” siger han.
Det Konservative Folkeparti har forberedt sig til valgkampen med inspiration fra søsterpartierne fra Norge og Sverige.

”Især i Norge har vi været på inspirationstur og så, at de havde lavet nogle sjove ting med Team Erna, hvor de blandt andet havde lavet hende som en tegneseriefigur (Erna Solberg er partileder for Høyre, red.). Den ide tog vi til os og lavede en ’Flyvende Pape’,” siger Filip Lauritzen.

Om det kræver en ’Flyvende Pape’-meme på de sociale medier for at nå de unge vælgere ved det kommende folketingsvalg, ved vi ikke i dag. Men Drude Rekdal Obel har et godt råd til de bejlende partier:
”Jeg tror, at partierne gør klogt i at tænke kreativt, hvis de skal nå ud med politiske budskaber til unge vælgere. Det er helt sikkert ikke nok bare at sige, at vi skal bare være på de sociale medier. De skal virkelig investere kræfter og energi, hvis de går den vej. Det kunne for eksempel være arrangementer og aktiviteter, som handler mere om politiske temaer end om partipolitik,” slutter hun.

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / Februar 2019

Kommagasinet.dk er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Back To Top
×Close search
Search