Men de udfører et vigtigt arbejde. Og et nødvendigt arbejde. Nogle gange – i de bedste tilfælde – uden at du lægger mærke til det.

De er de koldeste af de kolde hænder. Det er i hvert fald det indtryk, man kan få, når politikerne offentligt hænger hinanden ud for at have for mange kommunikatører ansat og bruger spalteplads på at understrege, hvor lidt værdi de skaber.

Men tag det fra en, der har arbejdet i staten i mange år. God og forståelig kommunikation kommer ikke som en selvfølge, og det kræver personer, der ved noget om faget, og hvordan man formidler til en målgruppe. Det er i øvrigt ikke noget, der er forbeholdt det offentlige. Det gælder i alle organisationer og sammenhænge, hvor kommunikatørerne udfører deres arbejde.

Men det er som om, at kommunikatører i det offentlige i endnu højere grad skal retfærdiggøre sig selv. Det handler naturligvis om, at vi alle er med til at betale, men det er ikke rimeligt, at vores fag er endt der, hvor vi gentagne og i højere grad skal retfærdiggøre os selv i forhold til andre fagligheder.
Det er en misforståelse at antage, at kommunikation blot handler om at styre pressen eller finde smarte slogans. Det indebærer interaktion med borgere og formidling af til tider kompliceret stof på en måde, der gør det forståeligt for alle.

Kommunikatørernes arbejde sikrer transparens i det offentlige rum og bidrager til demokratiet. Det hjælper med at bygge bro til borgerne ved klart at forklare beslutninger, lovgivning eller andre initiativer. Det arbejde er ikke mindst vigtigt under kriser, for eksempel sundhedskriser som COVID-19.

Eller tiltagende forværrede vejrsituationer. Blot inden for de sidste par måneder har kommunikatørerne haft en hovedrolle i at sikre borgernes informationsbehov og sikkerhed. Både da århundredets stormflod ødelagde lange kystlinjer og lokalhavne sidste år, eller da sneen lagde sig som en dyne over Danmark i starten af januar. Så tier de kritiske stemmer for en stund, mens de fleste har travlt med at tjekke opdaterede hjemmesider med den nyeste information om situationen.

Det ironiske er, at den bedste offentlige kommunikation nogle gange er den, man ikke lægger mærke til. Man bemærker sjældent den gode kommunikation – men man mærker konsekvenserne, når den fejler. Derfor skal vi huske på værdien af de ’koldeste hænders’ varme indsats – ikke bare, når tingene går galt, men hver dag hvor systemet fungerer.

Så næste gang du har adgang til akut nødvendig information, læser et letforståeligt svar fra et ministerium eller ser en informativ kampagne fra din kommune, der hjalp dig til bedre forståelse, så tag et øjeblik, og anerkend, at der – formentlig – har været en faglig kompetent kommunikatør, der har arbejdet i kulissen.

Og lad os huske at give anerkendelsen videre – ikke kun inden for vores egne rækker, men også udadtil og fortælle, hvad god offentlig kommunikation betyder. Takke for det gode arbejde, både i det daglige og i de mere tilspidsede situationer. ●