I 2010 vedtog verdens førende brancheorganisationer indenfor kommunikation et sæt frivillige retningslinjer, som fik navnet Barcelona-principperne.
På det tidspunkt, Barcelona-principperne opstod, var kommunikationsmåling en ekstremt fragmenteret disciplin. Målingsudbydere og pr-bureauer udviklede i flæng deres egne formler og opgørelsesmetoder, og forvirringen blandt kunderne var total.
Da Barcelona-principperne blev vedtaget, skete det derfor i branchens erkendelse af, at hvis man skulle rykke ved opfattelsen af kommunikationsmåling som noget, der skaber værdi, så var der nødt til at eksistere standarder. Principperne blev derfor til som en art grundsten, branchen frit kunne bygge videre ovenpå.
Effekten af Barcelona-principperne blev i praksis, at en lang række daværende modeller for kommunikationsmåling blev erklæret for forældede og kunne lægges i graven. Samtidig satte principperne i en vis udstrækning et punktum for mange års debat om, hvorvidt målemetoder som Estimeret Annonceværdi og multiplikatorer burde anvendes eller ej.
Sidenhen er Barcelona-principperne internationalt blevet den standard, som langt de fleste nye metoder, modeller og værktøjer i dag udvikles ud fra.