Anbefalinger: AI-værktøjer, der gør k-folks hverdag lettere
Anbefalinger: AI-værktøjer, der gør k-folks hverdag lettere
Udviklingen indenfor kunstig intelligens fortsætter med at buldre derudaf. Kommagasinet har bedt to erfarne indenfor feltet om at pege på værktøjer, der gør k-folkets hverdag nemmere.
Der går nærmest ikke en uge, uden at et nyt AI-værktøj ser dagens lys.
Kunstig intelligens er fortsat på manges læber, ligesom debatten om brugen af data, etik og teknologiens betydning for (det kommende) arbejdsmarked fortsætter.
Kommagasinet har tidligere beskrevet, hvordan teknologien forventes at påvirke kommunikationsfaget, og hvilket forhold som den enkelte kommunikation, virksomhed og organisation, ifølge fagfolk, bør forholde sig til, inden man kaster sig hovedkulds ud i den nye AI-verden.
Midt i dette inferno af muligheder og dilemmaer har Kommagasinet bedt Peder Hammerskov, adjunkt og journalist, DMJX, og Maria Skjærven, direktør og indehaver af Futurescouts, om at pege på AI-værktøjer indenfor forskellige k-discipliner, som kan gøre hverdagen nemmere for kommunikationsfolk.
Peder Hammerskov er på DMJX blandt andet en del af et udviklingsprojekt, der undersøger, hvilke potentialer der er i brugen af AI i den journalistiske praksis, mens Maria Skjærven blandt andet underviser k-folk i brugen af kunstig intelligens. ●
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Transskribering
Navn på værktøj: Scriptme.io
Især god til…: Scriptme.io er en god og effektiv løsning til transskribering, oversættelse og generering af SRT-filer til undertekster. Scriptme.io er rigtig god til at adskille og identificere forskellige stemmer og også opfange og markere punktummer korrekt. Den har også en imponerende evne til at forstå og arbejde med dansk og andre skandinaviske sprog.
Vær obs på…: At Scriptme.io fakturerer baseret på det antal minutter, du transskriberer. Det kan være en god ide at have det med i overvejelserne, hvis du arbejder med omfattende lydoptagelser eller videoer.
Peder Hammerskov
Navn på værktøj: Veed.io
Især god til…: At oversætte dine videoer fra dansk tale til tekst.
Vær obs på…: at du ikke kan bruge det i mere end 30 minutter, før du skal betale for det. Ekstra features såsom Clean Audio kan du kun bruge, hvis du betaler.
Bonusinfo: Den indbyggede mikrofontransscriber i Apple iPhone virker virkelig godt og kan bruges i stort set alle de gængse programmer på iPhone. Brug den eventuelt i Noter til dine gode ideer, når du er på farten.
Maria Skjærven
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Billedfremstilling
Navn på værktøj: Midjourney
Især god til…: Midjourney er et værktøj, der konstant udvikler sig, og dets illustrationer er blevet betydeligt bedre over de sidste otte måneder, hvor jeg har brugt det. Selvom det kræver nogen øvelse og forudgående research at mestre promptingen, er indsatsen i den grad belønnet med rigtig gode og brugbare resultater. Sammenlignet med DALL-E synes jeg, at Midjourney laver mere æstetisk tiltalende illustrationer, selvom det måske er mindre brugervenligt. På den anden side er det nemmere at håndtere end Stable Diffusion, som til gengæld giver større kontrol over og justeringsmuligheder for resultaterne.
Vær obs på…: At Midjourney udelukkende fungerer via Discord-chat, hvilket betyder, at alle illustrationer og prompts er offentlige.
Peder Hammerskov
Navn på værktøj: Midjourney
Især god til…: At skabe fantasifulde og fortryllende billeder, der udfordrer grænserne for det visuelle udtryk.
Vær obs på…: At Midjourney ikke er den mest brugervenlige platform ved første øjekast, da dens tekniske natur kan virke en smule indviklet for begyndere.
Bonusinfo: Skru på kommandoen stylize (s), og gør den endnu mere kreativ! Programmer som Leonarde og Stable diffusion er nemmere at bruge, men er i min optik ikke nær så gode til at skabe smukke billeder.
Maria Skjærven
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Overskrifter
Navn på værktøj: ChatGPT
Især god til…: ChatGPT kan generelt være en god hjælp til tekstproduktion – herunder fremstilling af fængende overskrifter. Med den rette prompting og gentagende insisteren på at gøre det lidt bedre kan ChatGPT generere overbevisende overskrifter til både artikler, blogindlæg og opdateringer på sociale medier.
Vær obs på…: Pas på med at fodre ChatGPT med upubliceret indhold. Flere medier og organisationer har indført retningslinjer, der begrænser denne praksis.
Bonusinfo: ChatGPT’s styrke ligger i dets fleksibilitet. Ikke alene er det nyttigt til at producere overskrifter, men det er også et effektivt værktøj til at generere indhold og ideer.
Peder Hammerskov
Navn på værktøj: ChatGPT
Især god til…: At komme med gode ideer til sjove og eller fængende overskrifter.
Vær obs på…: At du måske skal prøve flere gange, da du måske ikke vil være tilfreds med det første bud, den kommer med.
Bonusinfo: Det lille trick, der virkelig sætter ChatGPT i en klasse for sig: bed den om at generere fem forskellige overskrifter, og tag så et skridt videre ved at bede den om at kritisere og analysere de fremkomne forslag. Med denne metodik vil du ikke kun få adgang til et bredt spektrum af muligheder, men også en dybdegående vurdering, der kan hjælpe dig med at vælge den mest effektive overskrift!
Maria Skjærven
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Idegenerering
Navn på værktøj: Semrush
Især god til…: Semrush er en kraftfuld idegenerator, der kan udlede en lang række potentielle artikelover-
skrifter baseret på dine nøgleord. Hvad enten du søger forslag til ’how to’-artikler, listebaserede indlæg eller spørgsmålsdrevne artikler, kan Semrush være behjælpelig.
Vær obs på…: Selvom Semrush er rigtig god til idegenerering, kan det kræve lidt tid at lære at navigere i de mange funktioner.
Bonusinfo: Semrush er også et godt værktøj til søgeordsanalyse, konkurrentanalyse og optimering af Google Ad-kampagner. Alsidigheden gør Semrush til en værdifuld ressource for alle, der arbejder indenfor digital markedsføring og kommunikation.
Peder Hammerskov
Navn på værktøj: ChatGPT
Især god til…: At komme op med innovative, kreative og relevante ideer.
Knap så god til…: At komme med ideer, der kræver specifik domæneviden, eller opdateret information ud over dens træningsdata, som er opdateret indtil september 2021.
Bonusinfo: Brug ChatGPT sammen med en Chrome-plugin – eksempelvis WebChatGPT. Derved kan den finde på ideer, der baserer sig på aktuelle data. Bed ChatGPT om at komme med flere forskellige ideer, og bed den derefter rangordne dem.
Maria Skjærven
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Tekstoptimering- og versionering
Navn på værktøj: Jasper
Især god til…: Jasper, der har været på markedet længere end ChatGPT, tilbyder mange af de samme funktioner, men med en række ekstra fordele. Det taler flydende SEO og har evnen til at tilføje en specifik ’tone of voice’ til dine tekster. Denne feature er meget anvendelig, uanset om du skriver et blogindlæg, en e-mail eller et indlæg på sociale medier og vil være sikker på, teksterne flugter med virksomhedens måde at kommunikere til kunder og samarbejdspartnere.
Vær obs på…: Jasper er virkelig alsidig, og det kan være en smule overvældende for nybegyndere på grund af dets mange forskellige funktioner og indstillinger.
Peder Hammerskov
Navn på værktøj: ChatGPT
Især god til…: At finjustere og forbedre sprogbrug, tone og stil. I mine øjne et ideelt værktøj til at skabe optimale tekster.
Vær obs på…: At ChatGPT ikke altid er perfekt på dansk, så du skal formentlig selv rette til efterfølgende.
Bonusinfo: For det bedste resultat, bed ChatGPT om at lave flere tekstversioner. Derefter kan du vælge den, der bedst passer til dit formål, hvilket giver en simpel metode til effektiv tekstversionering.
Maria Skjærven
. . . . . . . . . . . . . . . . . . .
Hvis du ønsker at blive klogere på AI, kan du dykke ned i vores univers KS & AI.