Skip to content

CASE: AI bag VisitDenmarks mest succesfulde PR-kampagne

CASE: AI bag VisitDenmarks mest succesfulde PR-kampagne

Over 125 internationale medier har omtalt VisitDenmarks nyeste PR-kampagne, hvor kunstig intelligens står bag manuskriptskrivningen og det visuelle udtryk. Det er første gang, at en kampagne fra VisitDenmark får så meget omtale.

Tekst / Magnus Klarskov
Foto / PR
Udgivet / Maj 2023

Lyt til artiklen her

Turistorganisationen VisitDenmark har høstet stor omtale på en PR-kampagne, der er kommet til verden på baggrund af kunstig intelligens:
”Selvfølgelig er der nogle mennesker, der synes, at det er bizart og vanvittigt, hvad AI kan, men kampagnen er blevet modtaget afsindigt godt,” siger Kathrine Lind Gustavussen, Senior PR & Press Manager, VisitDenmark, der har stået i spidsen for projektet.

I videokampagnen møder man alt fra malerierne af Mona Lisa og Skriget til skulpturerne Frihedsgudinden og H.C. Andersen, som allesammen er blevet levendegjort ved hjælp af deepfake-teknologi.

”Skuespillerne, der har indtalt manuskripterne, er blevet videooptaget, og så er stemmen og ansigtsmimikken blevet spejlet over i malerierne og skulpturerne,” siger Kathrine Lind Gustavussen. Med et glimt i øjet fortæller de verdenskendte malerier og skulpturer, hvorfor man skal tage til Danmark frem for andre lande – og alle manuskripter er skrevet af chatbotten ChatGPT.

”Vi fortalte chatbotten, at den skulle forestille sig, at den var Mona Lisa, og at den skulle skrive en tale, hvor den henvender sig til gæster på Louvre (museet i Paris, hvor Mona Lisa er udstillet, red.), der beundrer den lige nu. Og at den skulle fortælle dem, hvorfor de i stedet burde tage på ferie i Danmark,” siger Kathrine Lind Gustavussen.

Selvom vi stødte på flere udfordringer undervejs, er jeg meget imponeret over kvaliteten

Kathrine Lind Gustavussen, Senior PR & Press Manager, VisitDenmark

Hun tilføjer:

”Vi prøvede at prompte ChatGPT på forskellige måder. Vi gav den de samme opgaver flere gange: Vi skrev, at den skulle skrive det lidt kortere og lidt sjovere, og vi fortalte den, at den skulle bruge mere ironi for at understrege absurditeten i, at Mona Lisa skulle anbefale andre attraktioner i et andet land,” siger hun og uddyber.

”På den måde fik vi den til at skrive hele vores manuskript til filmen. Og selv om vi stødte på flere udfordringer undervejs, er jeg meget imponeret over kvaliteten af, hvad ChatGPT kunne levere.”

Hvordan har det så været at arbejde med kunstig intelligens?
“Det har været fedt at afprøve nogle helt nye ting og prøve at kommunikere på en anden måde, end vi hidtil har gjort.”

Flere udfordringer

En af de største udfordringer, som Kathrine Lind Gustavussen og teamet stødte på undervejs i projektet, handlede især om chatbottens brug af ord og vendinger.

”Da chatbotten skulle skrive Frihedsgudindens manuskript, brugte den ordet ’holiday’ i stedet for ’vacation’, som en amerikaner normalt ville bruge, og i manuskriptet til H.C. Andersen skrev den: ’Have your own adventure in Denmark’, hvor det ville være bedre at bruge ordet ’Fairytale’,” siger Kathrine Lind Gustavussen.

Frihedsgudinden:

”Dér kan du springe menneskemængden over og nyde den
simple livsglæde.”

Vincent Van Goghs
selvportræt:

”Som Vincent Van Gogh må jeg sige: Tag ikke afsted bare for at se mine malerier. Tag til Danmark.”

Mona Lisa:

”Lad os være ærlige. At stå i kø i timer, bare for at se mig, er ikke ligefrem den mest spændende måde at bruge din ferie på.”

Selvom det, ifølge Kathrine Lind Gustavussen, var fristende at ændre i manuskripterne, holdt de sig tro til, at projektet skulle forblive 100 % ChatGPT-genereret. Men de ramte også ind i udfordringer med deepfake-teknologien.

”Vi ville også rigtig gerne have maleriet ‘Skriget’ (som den norske maler Edward Munch står bag, red.) med, da Norge er et vigtigt marked for dansk turisme. Men fordi det er et så abstrakt maleri, var det svært at få deepfake-teknologien til at fungere. Så til sidst måtte vi konstatere, at ‘Skriget’ kun kunne skrige i vores kampagne, hvilket på sin vis faktisk virkede ret passende og sjovt,” siger hun.

Nu når I har brugt teknologier i blandt andet tekstskrivning og det visuelle, har I så sparet nogle penge?
”Den her særskilte PR-kampagne har ikke været dyr at producere, og så har vi jo sparet nogle timer ved at få chatbotten til at skrive manuskripterne for os, men vi kommer ikke til at opsige medarbejdere og afløse dem med computere,” siger Kathrine Lind Gustavussen.

Kathrine Lind Gustavussen

Vi skal kombinere noget af alt det, som kunstig intelligens kan på hastighed med menneskelige kompetencer og egenskaber.

Mere AI i fremtiden

I januar begyndte den første idefase til videokampagnen, og i to måneder arbejdede Kathrine Lind Gustavussen med at få kunstig intelligens integreret i projektet.

Og selvom hun synes, at den til tider tenderede til det generiske, har hun fået øjnene op for, hvor mange hjælpemidler der gemmer sig i brugen af kunstig intelligens.

”Det er virkelig gået op for mig, hvor man med fordel kan inddrage kunstig intelligens i sin arbejdsdag. Det fungerer ekstremt godt til idegenerering, hvis man skal skrive pressemeddelelser, hvor den kan komme på gode bud på overskrifter eller vinkler, men på nuværende tidspunkt er min erfaring, at den i sin nuværende form er begrænset på dansk,” siger hun.

Hvordan kommer I til at bruge kunstig intelligens i fremtiden hos VisitDenmark?
”Vi skal kombinere noget af alt det, som kunstig intelligens kan på hastighed, med menneskelige kompetencer og egenskaber, så det kan bidrage til at gøre vores arbejde bedre og hurtigere,” siger hun og fortsætter:

”Vi kommer til at bruge det særligt til idegenerering og de tekster, vi skriver i pressemeddelelser og på hjemmesider. Og så bidrager det også til vores SEO-arbejde og til billeder i vores marketingkampagner.” ●

. . . . . . . . . . .

Kort om kampagnen

PR-kampagnen med de verdenskendte malerier og skulpturer er en selvstændig indsats under VisitDenmarks største internationale brandingkampagne nogensinde. Under sloganet ’Don’t Be a Tourist, Be an Explorist’ er formålet med kampagnen at skabe kendskab til Danmark og inspirere turister til at komme og opleve de danske hidden gems.

. . . . . . . . . . .

Tekst / Magnus Klarskov
Foto / PR
Udgivet / Maj 2023

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search
Share via
Copy link
Powered by Social Snap