Co-creation: Et eksempel fra det virkelige (politiske) liv

Da Alternativet dukkede op i november 2013, var det et politisk parti uden en politik. Man havde et manifest, man havde nogle værdier, og man havde sine debatdogmer. Men ikke en politik. Og det var ikke set før. Og derfor blev det fokus for mediedækningen.

– Det var en meget lidt medieegnet udmelding, at man ville ud og crowdsource sin politik og lade alle, der havde lyst, medvirke til at skabe den. For os gav det god mening, fordi borgerne føler sig både meget lidt inkluderede og fremmedgjorte i perioderne mellem valgene, men vi udsatte os for kritik, for hvordan kan man sige, at man er et politisk parti, hvis man ikke har en politik? Det var der mange, der satte spørgsmålstegn ved, fortæller Magnus Harald Haslebo, pressechef hos Alternativet.

Rasmus Jønsson, politisk kommentator, vurderer, at der blev sat spørgsmålstegn ved den måde at danne et partis politik på, fordi vi er opdraget i en politisk kultur, hvor det er politikerne, der finder ud af, hvad partiet står for.

– Der er en vis modstand mod det, man kalder designerpolitik, hvor man spørger borgerne, hvad de mener, og så danner man sin politik, så det passer til det. Men det fungerer for Alternativet, fordi det kommer i sammenhæng med en bevægelse, hvor mange er trætte af spin, stramme kommunikationsrammer og politikere, der gentager sig selv, siger han.

Alternativet fik fra starten en fladere struktur, end man ellers ser hos politiske partier, og den struktur har partiet stadig. Partiets politik er et resultat af såkaldte ’politiske laboratorier’. I partiets første måneder var medlemmer og borgere med til at udvikle politikken på cirka 100 laboratorier. Alternativets partiprogram er dermed Danmarks officielt første crowdsourcede partiprogram. Programmet opdateres løbende, i takt med at partiets politik udvikles. Da partiet kom i Folketinget, måtte man på nogle områder sige, at ”politikken kommer, når den kommer”.

– Det er hele den ånd, der trækker kunder til butikken, siger Rasmus Jønsson. De har været rigtig gode til at fortælle, at de er noget andet end de andre partier. Men jeg tror nu ikke, man skal tage fejl. Alternativet er ikke bare en holdeplads for fritænkere — det bliver også styret fra toppen.

Magnus Harald Haslebo fortæller, at processen foregår i gruppediskussioner, hvor man finder frem til for eksempel fem ideer til en politik på det område, som nu er på programmet den dag. Ideerne ryger ikke direkte ind i partiprogrammet, men bliver taget op i partiets politiske forum, som diskuterer ideerne, afstemmer dem med partiets værdier og stemmer om, hvorvidt de skal indføres i partiprogrammet.

– Det er vigtigt, at vi får fortalt om alt det, der kommer ud af at gøre tingene på den måde, vi gør dem, siger han. Tanken bag er, at ’flere ved mere’, og det er en meget vigtig del af processen, at der bliver lyttet.

– Vi kan se, at processen betyder, at deltagerne er frigjorte, også fra den kassetænkning der ellers præger politik. De tør komme med kreative forslag, og de forlader laboratorierne med lyst til at være en del af demokratiet. Der er en entreprenant ånd, hvor alt i udgangspunktet er muligt. Vi er her jo for at forandre verden, siger Magnus Harald Haslebo.

– Alternativet rammer noget ved at gøre det på en anden måde end de andre partier. De dyrker processerne, og medlemmerne inddrages mere synligt, end det sker i andre partier. Nogle af partierne er jo ved at udvikle sig til, at medlemmerne er medlemmer af en fanklub og ikke et politisk parti. Det er meget forskelligt, hvor meget man inviterer til indflydelse, og hvor meget man bruger sine medlemmer som ambassadører, siger Rasmus Jønsson.

Journalistiske kriterier er en udfordring

Magnus Harald Haslebo fortæller, at det sværeste har været at sætte partiets seks debatdogmer op over for især to af de journalistiske nyhedskriterier — konflikt og sensation — som er de to kriterier, der fylder mest for Christiansborgjournalister.

– Konflikter og sensationer er ikke noget, vi er optaget af at bidrage til. Så vi siger nej til at medvirke i historier, hvor det går ud på at kritisere andre. Vi vil fortælle, hvad vi synes, vi skal gøre, og vi forsøger aldrig at medvirke i person-, konflikt- og sensationshistorier. At medvirke i dem strider imod vores debatdogmer, som vi bestræber os på altid at leve op til. Det er en svær og energikrævende øvelse, men vi tror på det og bliver ved. Og egentlig er jeg sikker på, at andre vil følge trop, for der er mange andre end os, der er trætte af person-, konflikt- og sensationshistorier og det samspil, der er mellem journalister og politikere.

Det fremgår af Alternativets debatdogmer, at man skal lytte anerkendende, og det er en stor udfordring, når man ikke er vant til det.

– Det sidste trin på konflikttrappen er handlinger, der tjener til at forvolde skade på en oplevet modstander — velvidende, at det samtidig vil skade én selv. Et eksempel på dette er de negative kampagner, man ser så ofte i dansk politik — især under valgkampene. Vi vil flytte debatten fra konflikt til almindelig uenighed, og vi vil være det gode eksempel. Vi anerkender andres ideer, vi siger, hvem der gør det godt, og så taler vi ellers om os selv, vores ideer og politik. Det giver en langt mere behagelig samtaleform, og så giver det for mig meget lidt mening, hvis vi brugte vores taletid på at kritisere andres politik. Det er jo tid, der går fra at fortælle om vores egen politik. Vi går op i at tale de gode ting op, komme med eksempler ude fra verden og peger på løsninger.
Rasmus Jønsson er enig i, at mange er trætte af den måde, der bliver diskuteret politik på. Og at det må være en konstant udfordring for Alternativet at fastholde formen.

– Jeg synes heller ikke, de helt lyder så anderledes end de andre politiske partier, som de gjorde i begyndelsen. Men ingen tvivl om, at det er noget af det, der har været med til at skabe den særlige stemning, der er omkring partiet, siger han.

Artiklen er oprindeligt trykt i KOM magasinet nummer 98, oktober 2016.