Hvad har mit personlige brand med mig at gøre?
Hvad har mit personlige brand med mig at gøre?
Der er en del bureauer, som tilbyder hjælp til personlig branding. I individualiseringens århundrede – eller ensomhedens århundrede, som Noreena Hertz har kaldt det – er det vigtigt, at vi hver især får skabt den helt rigtige fortælling om os selv og det, som vi står for.
De, der udvikler personlige brands, kan for eksempel lokke med følgende: ’Med et tydeligt personligt brand skaber du de helt rigtige professionelle relationer, der forstår og har brug for dine kompetencer. Du skaber en tiltrækningskraft, så de rigtige mennesker opsøger dig.’
Det lyder godt. Ja tak, én af dem! Også selv om det bliver dyrt. For jeg vil rigtig gerne have ’de helt rigtige professionelle relationer’. Jeg vil gerne have, at andre forstår mig og alt det, som jeg kan. Jeg vil gerne anerkendes og opsøges af ’de helt rigtige mennesker’. Jeg vil gerne have positiv opmærksomhed. Og det kan et supergodt personligt brand altså gøre for mig.
Med en smule kommunikativ indsigt kan man dog mellem linjerne spore en historie, der handler om, hvad der sker, hvis man IKKE får skabt sig det helt rigtige personlige brand. Indirekte står der, at et utydeligt brand skaber forkerte – måske uprofessionelle eller useriøse relationer, der ikke forstår det, du kan, og som ikke har brug for dig. Du frastøder folk, og irrelevante mennesker vil opsøge dig, hvis nogen?
Vi lever i en verden, hvor vi konstant er på arbejde i forhold til at skabe et positivt/spændende billede af os selv. Vi bliver indirekte opfordret til at fortælle om og vise versioner af os selv på sociale medier, hjemmesider og andre digitale platforme. Så hvad nu, hvis min egen personlige SOME-strategi ikke er gennemtænkt? Hvad hvis jeg ikke tiltrækker ’de rigtige’ viewers/clicks/kunder? Hvad hvis det bliver for utydeligt, hvem jeg er, og hvad jeg står for? Hvad hvis jeg indimellem mister pusten i forhold til al den selv-fremstilling? Hvad hvis jeg nogle dage bare er træt og ligger og spiser chips på sofaen? Hvad sker der så med mit brand?
Den indirekte trussel på et psykologisk plan er isolation fra gruppen. Ingen vil mig. Mangel på anerkendelse, kontakt, spændende opgaver og trin op ad karrierestigen.
Forleden talte jeg med en fyr på 30 år, som gerne ville have et nyt job. Han ville gerne videre i sin karriere og blive udfordret mere end der, hvor han var. Han havde fået en hel del afslag på jobansøgninger og følte sig usikker, træt og demotiveret: ”Jeg er simpelthen ikke vild med at ’sælge mig selv’. Jeg hader det faktisk. Jeg er et tryghedsmenneske. Jeg vil gerne have en klar ramme at agere indenfor. Så kan jeg sagtens udfolde mig og gøre det godt”. Jeg nikkede og tænkte på alle de gange, jeg førhen har haft det på samme måde selv.
Vi ved, at når vi er fuldt ud engageret i en opgave, så kommer vi ind i selvforglemmelsen. Fornemmelsen af tid og sted forsvinder, fordi vores hjerne og krop har fokuseret energien i én retning, nemlig at løse den her svære opgave. Måske en skriveopgave, måske en opgave, hvor kreativiteten er i spil. Man ved, at denne tilstand gør noget godt for mennesket. Vi udvikler vores hjerne, fordi den kombinerer viden og indsigter på tværs. Vi bliver mere fokuserede, og vi er faktisk gladere, når vi kommer ud af tilstanden. Måske fordi vi bliver forbundet til noget udenfor os selv.
Det paradoksale er, at når vi er i flow, så sælger vi os selv allerbedst! Når man ser mennesker løse komplekse opgaver, når man oplever deres fulde engagement, så bliver man inviteret ind i deres egentlige styrkeområder og deres dybere (for eksempel faglige) indsigter/kompetencer. Man får indtryk af det unikke, de har at tilbyde uden om den fortælling og selvfremstilling, som en brandingstrategi kan tilbyde.
Det kan godt være, at vi i denne tid er ’nødt til’ at have et personligt brand i forskellige sammenhænge. Men det kan nok være sundt at kaste sig ud i reelle opgaver og relationer ude i den virkelige verden med saft og kraft og energi og så slippe selvfremstillingen for en stund. Tage et par chips fra posen fra dybet af sofaen.●