Skip to content

Kommunikatøren og teknologien

Kommunikatøren og teknologien

Hvordan har teknologien forandret kommunikatørers arbejdsliv – og hvordan vil den gøre det i fremtiden? Det har vi spurgt Katrine Ninn-Grønne om. Hun giver her sit bud på, hvad vi skal være opmærksomme på, og hvordan hun ser teknologien påvirke arbejdet og faget for fremtidens kommunikatører. Og så kan du læse, hvilke teknologier hun selv har taget i brug.

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / September 2019

Lyt til artiklen her:

Katrine Ninn-Grønne er medejer og direktør i koncept- og kommunikationsbureauet Kongsted+Grønne, hvor de har særligt fokus på at skabe jobs til nyuddannede ledige akademikere, som ønsker at arbejde med kommunikation.

Følger du udviklingen i CommTech?
Jeg følger med, ja, men ikke i de enkelte værktøjer. Det interessante er det, der kommer til at ændre sig i forhold til vores arbejde, og hvordan vi kan omstille os. Hvad er der tilbage til os, hvilke roller skal vi have, hvad skal vi være gode til? Jeg tror, at svaret på det nok især er, at vi skal være kritiske og forholde os til det konkrete færdige produkt. Vi skal tilføre det menneskelige ved at være kritiske i forhold til indhold, ordlyd og tone. Og vi skal holde fast i vores akademiske baggrund.

Hvis vi ikke kan rammesætte og stille spørgsmålene, kan vi jo heller ikke bruge teknologien til at give os svarene

Katrine Ninn-Grønne

Forventer du, at teknologien kommer til at ændre kommunikatørernes måde at arbejde på?
World Economic Forum’s Future of Jobs Report spår, at job forsvinder, men der bliver skabt endnu flere nye jobs på grund af den ny arbejdsfordeling mellem mennesker, maskiner og algoritmer. Jeg tror, at det først og fremmest er det håndværksorienterede, der kommer til at skifte form – contentarbejdet for eksempel. Så jeg ser vores opgave som at løfte det fra den konkrete formulering til at rammesætte indholdet, udvælge kilder, igen det kritiske og det, der handler om at turde tage valg. Derfor skal vi fremover se mere udviklingsorienteret på vores job. Teknologien
er en helt ny type ’afdeling’, som vi skal kunne køre. Og det er os, der skal se sammenhængene på tværs. Jo mere vi kan zoome ud, jo flere muligheder har vi for at bruge teknologien.

Katrine Ninn-Grønne

Vi skal tilføre det menneskelige ved at være kritiske i forhold til indhold, ordlyd og tone.

Forventer du, at teknologien vil ændre netop dit faglige område?
Jeg har én primær opgave: At lære fremtidens kommunikatører op, så de får en god start på arbejdslivet og bliver knalddygtige kommunikatører.
I en vis udstrækning er jobbet som kommunikatør et håndværk, og vi bør altid have styr på de klassiske kommunikationsfærdigheder – vi skal kunne lave videoer, content og andet fra den grundlæggende værktøjskasse. I takt med mere erfaring vil vi løfte os fra håndværket til den mere overordnede rådgivning og rammesætning af opgaverne, men vi skal altid kunne bidrage med det konkrete. Men når teknologierne løser håndværket mere effektivt, så skal vi overveje, hvad vores opgave så er. For den erfarne kommunikationsrådgiver, der med overblik og forståelse kan rammesætte en opgave, vil der stadig være masser at tage sig til. Spørgsmålet er, om de nyuddannede eller helt unge får den føling med håndværket, som gør dem gode til at jonglere mellem disciplinerne, og som på sigt får dem til at kunne rådgive med den særlige kommunikationsindsigt, som eksekveringen kræver. En anden bekymring bunder i meget af det, jeg læser om de nyuddannede og yngre generationer. De er stadig rigtig dygtige, men det er ofte indenfor fastsatte rammer. Så deres udfordring er at rammesætte opgaverne. At finde ud af, hvilke informationer der er brug for. Tage de reflekterede valg. For hvis vi ikke kan rammesætte og stille spørgsmålene, kan vi jo heller ikke bruge teknologien til at give os svarene.

Med mine tanker og refleksioner, som er mange… så tror jeg, at teknologien vil ændre meget i mit område, og jeg tror, at det med teknologierne bliver endnu vigtigere at tænke over vores praksis og metoder. Og forsøge at se, hvordan de kan bruges anderledes – både af maskinen og menneskene. ●

. . . . . . . . . . . . . . . . .

Vi bad Katrine om at fortælle, hvilke commtech-værktøjer hun bruger i dag, og her er hendes svar:

Generative AI, AI og machine learning
Ikke endnu. Men jeg forventer, at vores graduates kommer til at arbejde med det mere og mere. Vi kommer ganske enkelt ikke udenom det. Og det er spændende at følge med i de erfaringer og eksempler, andre får for tiden. Hvad angår både generative AI, AI og machine learning er min interesse nok lidt anderledes, for jeg er mere optaget af, hvordan vores nuværende data og menneskets fejlbarlighed påvirker disse teknologier. Bias, racisme og andre stereotyper overleveres jo i den viden, vi lægger i maskinerne – uanset hvor fordomsfri, vi mener, vi er. Så hvordan sikrer vi teknologier, der gør os bedre – ja, måske endda mere menneskelige.

Algoritmer
Vi har talt meget om algoritmer. Vi tænker over algoritmerne hver gang, vi laver et opslag, fuldstændig som vi overvejer andre kommunikationskanaler. Det er jo en del af kommunikationsfagligheden at forstå ’det lokale sprog’, og det er sådan, vi bliver kloge på den enkelte kanals styrker og svagheder. Og hvad enten det er gennem SEO eller opslag på sociale medier, skal vi overveje, hvordan man bedst taler her; hvordan navigerer vi bedst på denne platform? Uanset algoritme, så er jeg måske old-school, men jeg tror stadig, det handler om, at vi selv vurderer, hvad det egentlig er, vi vil sige. Uanset målgruppen eller kanalen, så er der jo stadig et udgangspunkt, der handler om, hvad vi egentlig vil fortælle – så kan algoritmerne hjælpe med formulering eller reach.

Transskriberingsværktøjer
De er fede. Det er dog sjældent, jeg skal bruge dem, men når det er, så sparer det meget tid. Men jeg er altid kritisk overfor, om de har forstået, hvad der blev sagt. Så der er lige noget kvalitetssikring, som jeg skal indtænke.

Oversættelsesteknologi
Jeg bruger Google Translate, men det er begrænset, hvad jeg laver af oversættelser. Og jeg går det altid kritisk igennem bagefter.

Augmented Reality (AR)
Det har jeg ikke forholdt mig til.

Virtual Reality (VR)
Nej – men har leget meget med ideen. Jeg er fascineret af muligheden for at kopiere en fysisk oplevelse, og måske få en flig af følelsen. Meget kommunikation handler jo om at kunne skabe en følelse, og måske VR kan hjælpe os på vej. Jeg har for eksempel vildt meget lyst til at se, om man kan reproducere det, som astronauterne kalder ’overview effect’, og som åbenbart styrker deres tilknytning til kloden – måske det kan bruges til at gøre klimaudfordringerne mere nærværende. Man kunne også overveje, om man kan skabe den oplevelse, som mange beslutningstagere beretter om, når de har været Grønland og oplevet indlandsisen (og hvordan den er skrumpet). Måske flere kunne få oplevelsen, samtidig med at man sparer flybilletten. Det er superspændende, hvad man kan bruge det til.

Internet of Things (IoT)
Vi benytter os af alt det, vi kan. Vi kunne ikke gøre det, vi gør, hvis ikke vi havde det. Opgavestyring, arbejdsdeling, onlinemøder, i det hele taget overblik og forbindelser mellem tingene. Det kan noget. Jeg holder mig dog helst fra alt med stemmekontrol eller kameraer i mit hjem, uanset hvor nemt eller sikkert det gør mit hjem. Min tillid til nettets fejlbarligheder er større end til sikkerheden.

Andre teknologier
Jeg vil til hver en tid anbefale tabletten reMarkable. Det er måske en lavpraktisk kommunikationsteknologi, men de skal ikke underkendes. Det er genialt med sådan en paper tablet, der ikke kan 1.000 ting, men gør den ene ting, den er lavet til, rigtig godt. Og så slipper man for de mange notesblokke – det kan andre kommunikatører måske relatere til.

. . . . . . . . . . . . . . . . .

Tekst / Niels Christiansen
Foto / Camilla Utke Schiøler
Udgivet / September 2019

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search