Den hedder Globus, og den kan svare på cirka 200 spørgsmål indenfor rejseforsikring, hvilket dækker cirka 80 % af det, folk spørger den om. Læs historien om Topdanmarks chatbot.
I efteråret 2016 går Linea Svendsen ind til sin chef. Hun har fået en ide. Hun har i 2 år arbejdet som Social Media Manager i forsikringskoncernen, Topdanmark, og hun har set, at SoMe-giganten Facebook netop har lanceret en mulighed for at lave chatbots i Messenger. Og nu ville hun præsentere en ide. Men først ville hun bede om en dag fri.
Chatbots var ikke noget, der for alvor var slået igennem i Danmark endnu. Linea Svendsen syntes, det var spændende, og hun kunne arbejde på sin ’egen’ mediekanal uden at være bundet af andre afdelinger: ”Chatbots betød, at her var noget, jeg kunne gøre selv. Ellers var jeg meget afhængig af andre afdelinger. Skulle der laves noget på hjemmesiden, så var jeg afhængig af prioriteringer i it-afdelingen.”