Hvis man går en tur i haven på Nivaa-gaards Malerisamling i Nordsjælland, kan man se en masse små skilte under rododendronerne. På hver af dem står der et ord som for eksempel drønnert, kvababbelse, uvorn, slendrian eller pudseløjerlig – og der er mange andre af dem. Ordene er et ’Reservat for truede ord’ og dermed en række gode ord, der er ved at forlade vores sprog. Der er løbende cirka 100 truede ord i parken.

I samme park finder vi også ’Spirende ord’, som er en pendant til de ’truede ord’, men i den anden ende af spektret – de er nemlig så nye, at de ikke endnu ikke har fundet fodfæste i sproget. De 25 ‘spirende ord’ blev plantet i tønder i parken i foråret 2019 efter en række workshops med unge i alderen 13-18 år, ledet af forfatter Iben Claces og rapper Pelle Jon Møller. Med afsæt i oplevelser i ‘Reservatet for de truede ord’ og med billedkunsten på museet foretog de unge en sprogrejse, der skulle give dem og museets kommende gæster nye perspektiver til sproget. De ’Spirende ord’ er blevet udvalgt som repræsentative for de nye/nyskabende ord, som de selv kender og bruger, men som andre aldersgrupper, som forældre og bedsteforældre, ikke kender eller bruger.

De spirende ord er ord som ’giz’ for pige, ’noia’ for skræmmende eller ’para’ for penge.

For os som kommunikationsfolk har det betydning at følge med i sprogets udvikling. Vi skal jo gerne ramme rigtigt, når vi skriver til og om folk. Det var derfor, en virksomhed som Hansen Is valgte at ændre navnet på deres Eskimois tidligere på året, efter at de havde fået rigtig mange henvendelser fra folk, der satte spørgsmålstegn ved navnet. Da Hansen Is kiggede i ordbogen, kunne de se, at ’eskimo’ er et problematisk ord. Ifølge Den Danske Ordbog er en eskimo en person, ’der tilhører et af de oprindelige asiatiske folk, der bebor de arktiske egne i Grønland, Nordcanada, Alaska og det nordøstlige Sibirien.’ Samtidig slår ordbogen også fast, at det ’kan virke stødende, idet betegnelsen inuit (menneske, red.) nu foretrækkes af disse folkeslag frem for eskimo.’

Anders Eibye Hansen, salgsdirektør, fortalte, mens debatten rasede, at det havde de ikke vidst før, men tiderne ændrer sig, og Hansen Is har derfor valgt at skifte navnet ud – og de har siden fået en del mails fra grønlændere, som siger tak, og det var vel nok dejligt.

Hvorfor kommer sprogforandringerne?

Marie Maegaard, lektor på Institut for Nordiske studier og sprogvidenskab på KU, understreger, at der ikke er noget nyt i sprogforandringer. De har altid været der. Og vi taler heller ikke engang ligesom vores forældre, så det går ofte også hurtigt. Men hvad ved vi egentlig om, hvilke faktorer der spiller ind, når sproget forandrer sig? Er det teknologi, migration, uddannelse, kulturel påvirkning udefra eller ny politisk korrekthed?

”Sproget hænger sammen med samfundet, og de samfundsforandringer, vi ser, hænger sammen med sproget. Gennem de betegnelser man giver for eksempel befolkningsgrupper, er man med til at præge, hvordan vi opfatter dem. Derfor er det vigtigt, hvordan vi taler om dem. Men det kan også være svært at beslutte, hvad noget skal hedde. Det er ikke nemt at finde ud af, hvad man skal kalde en befolkningsgruppe, for folk er sjældent enige. På arbejdspladsen kan betegnelser også skabe problemer. Nogle kan synes, det er ok at blive kaldt ’piger’ på arbejdspladsen, mens andre synes, det er nedværdigende. Ofte handler det også om sammenhængen – i nære relationer og mellem venner og familie kan man bruge nogle helt andre betegnelser end i mere officielle sammenhænge,” fortæller Marie Maegaard.

Som sprogforsker beskæftiger hun sig med forskellige former for sprogforandringer. Der er nemlig flere slags i spil.

”Nogle er mere bevidste og strategiske end andre. Hvis vi taler om en udtaleforandring, er det en type mekanismer, som ofte sker, uden at vi lægger mærke til det. Om vi siger en eller et cirkus, eller distræ’ eller distræt, er for eksempel forandringer, som de færreste diskuterer. Det kan godt være irriterende, at folk ikke taler, ligesom man selv gør, men det får ikke folk op på de politiske barrikader. De mere strategiske er der, hvor det opfattes som udtryk for amoralsk adfærd at bruge bestemte betegnelser. Fordi der er nogle negative stereotyper. Når der opstår en diskussion netop nu, er det fordi, det postkoloniale perspektiv er blevet vigtigt, og grupper, som ikke før havde en stemme, nu har fået det. Det gælder for eksempel i forbindelse med ord som eskimo og inuit. Det handler om, at der er nogle synlige magtstrukturer i sproget, altså at nogle dominerer nogle andre gennem sproget,” siger Marie Maegaard.

”Andre eksempler er de medicinske betegnelser. De har altid ændret sig, og ofte når de får en negativ betydning. For eksempel som at man ikke længere siger mongol, men person med Downs Syndrom. Og det kan fortsat sagtens ændre sig, hvad vi opfatter som nedladende, og det er derfor, vi bliver ved med at diskutere det.”

Det breder sig fra København

Marie Maegaard fortæller, at de fleste sprogforandringer i Danmark sker ved, at der er sproglige træk, som er almindelige i København, som breder sig til resten af landet.

”Vi taler ikke ens endnu i de forskellige landsdele, men det er den retning, sprogforandringer har taget gennem de seneste flere hundrede år,” siger hun og peger også på, at massemedierne gør en kæmpe forskel.

”Medier og mobilitet har stor betydning. Men det er ekstremt svært at måle, hvor stor. Det er gået meget hurtigt med afviklingen af dialekterne, og vi kan se, at der bliver brugt mere og mere engelsk i dansk i dag. Og den udvikling går nok hurtigere i dag end for 50 år siden. Den teknologiske udvikling betyder nok mere for debatkulturen end for sproget. Der kan også ske en påvirkning, som vi ikke kender endnu, med at børn for eksempel ser YouTube og derigennem for en større og mere mangfoldig påvirkning end før i tiden.”

”I de fleste lande har vi et standardsprog. I Danmark kalder vi det ofte for rigsdansk, og det har gennem tiden været meget påvirket af den dannede klasse i København. Der hvor den politiske, kulturelle og økonomiske elite sidder og definerer det gode sprog. Som det udvikler sig i dag, mister eliten noget magt over sproget. Når man har de her diskussioner, handler det grundlæggende om, at dem, som har været de dominerende – også sprogligt – mister noget magt. Ords betydning ligger aldrig fast og kan også variere fra kontekst til kontekst, men vi kan som samfund snakke om, hvordan vi opfatter og bruger bestemte ord, og om vi generelt bør ændre sproglig adfærd.”

Med hensyn til spørgsmålet omkring, om man bør omskrive ældre tekster, som bruger betegnelser, der i dag opfattes som krænkende, så kan der være forskellige hensyn, forklarer Marie Maegaard:

”Man kan have to synspunkter på spørgsmålet, om vi skal revidere for eksempel Astrid Lindgrens børnebøger eller ej. Det ene synspunkt handler om at se værket som et kunstværk, som ikke skal redigeres, men som skal fremstå originalt og som udtryk for den tid, det er skrevet i. Det andet synspunkt er, at man mener, at en tekst, som skal bruges i nutiden – altså i dette tilfælde en børnebog – skal afspejle nutidige værdier, og dermed skal der ikke optræde betegnelser, som i dag opfattes som nedværdigende. Og hvis man har dette sidste synspunkt, så er man jo nødt til at redigere i bøger, sange med videre.”

Når vi taler om krænkelsessituationer, mener Marie Maegaard, at man skal være opmærksom på, hvem man kommunikerer med.
”Det er ikke altid gangbart bare at sige, at det var ikke sådan, jeg mente det.” ●