Mellem 20 og 25 % af danskerne er ansat under prekære arbejdsforhold – i vikariater, projektansættelser, deltidsjobs og så videre, og antallet er steget markant over de seneste år. Det anslår et hold forskere i bogen ‘Prekarisering og akademisk arbejde’ fra 2018.

De prekære ansættelsesformer betyder ofte dårlige arbejdsvilkår, uvished og svækket selvværd for den enkelte løstansatte, men også de fastansatte bør være på vagt.

Det mener arbejdsmarkedsforsker ved Center for Arbejdslivsforskning på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet Janne Gleerup, der også er medforfatter til ovennævnte bog, som er baseret på interviews med en række akademikere, der er ansat i prekære stillinger.

Hendes forskning viser blandt andet, at de mange løse ansættelser kan betyde forringelser af kvaliteten i arbejdet og i arbejdsmiljøet – også for dem på fast kontrakt.

“Det sociale miljø er jo sådan noget, man bygger op over tid. Hvis de løstansatte ikke er med på morgenmadslisterne, til julefrokosterne eller seminarerne, som ligger i gråzonen mellem det professionelle og det sociale, så vil der være meget ulige deltagelsesbetingelser, både i forhold til opgaveløsningen og i forhold til arbejdsmiljøet. Og det kan presse begge grupper,” forklarer Janne Gleerup.

Overpræstationer sætter forventningerne op
De uvisse fremtidsudsigter kan presse de løstansatte, som så føler sig nødsagede til at knokle på for at vise, at de er værdige til en fast stilling. Og det kan være både godt og skidt for de fastansatte. “Internationale undersøgelser viser, at løst tilknyttede har en tendens til at overpræstere. Og det bliver et tveægget sværd. For de fastansatte kan det være dejligt, at der er nogle, der tager utrolig meget fra og er villige til at tage deres fritid i anvendelse. Men det kan også virke modsat, sådan at normen for, hvad der skal leveres, ændrer sig. De løst-ansattes overpræsteren siver måske over i forventningerne til de fastansatte,” siger Janne Gleerup

Tal højt om ulige arbejdsforhold
Forringet arbejdsmiljø og øget forventningspres er blot et par eksempler på mulige konsekvenser af prekariseringen. Men hvad kan man gøre på sin egen arbejdsplads for at imødekomme de problemer, der opstår i kølvandet på de prekære ansættelser?

Janne Gleerup mener, at første skridt er at turde tale højt om de ulige arbejdsforhold.
“Jeg tror, det er vigtigt, at man på arbejdspladsen bryder tabuet. Vi ved jo godt, at der er nogle, som er ansat på ringere vilkår, men vi forsøger at skabe en stemning om, at vi er alle lige. Det er en særlig dansk værdi, at vi ikke ønsker at fremme uligheden, at vi godt kan lide fællesskaber og så videre. Problemet er bare, at hvis man ikke kan tale om, at der er de her forskelle, så kan det blive til tabuer, der skaber dårligt arbejdsmiljø for både faste og løse,” siger arbejdsmarkedsforskeren.

Ifølge Janne Gleerup skal man få klarlagt på den enkelte arbejdsplads, om hvordan vilkårene for de løstansatte er, så de kan blive diskuteret og potentielt forbedret. “Det kan jo være, at der er lavthængende frugter, der kan plukkes. Det at få tal, fakta og drøftelser på dagsordenen, det er første vigtige skridt,” siger hun.

Et fælles problem
Hvis man selv går og håber på at bytte sin midlertidige ansættelse ud med en fast, har man måske ikke lyst til at stille sig op og brokke sig af frygt for, at man sætter sig selv bagerst i køen til den næste ledige stilling. Det har Janne Gleerup mødt flere eksempler på i sin forskning.

“Jeg har talt med en, der har sagt: ‘Jeg er egentlig i tvivl om, hvorvidt de fastansatte ved, hvor dårligt vi har det, men jeg har ikke lyst til at være den, der kommer og beklager mig, og jeg vil nødig trænge mig på.’ Man er som løst ansat henvist til at skulle synliggøre og eksponere sig selv så meget som muligt, men samtidig har man heller ikke lyst til at være den nævenyttige ivrige. Vi får individualiseret nogle problemstillinger til den enkelte,” forklarer Janne Gleerup.

Derfor må det ikke alene være den prekært ansattes ansvar at starte samtalen. I stedet kan det for eksempel være den tillidsvalgte, der tager initiativ til at få kortlagt de ansattes forskelligartede arbejdsforhold. For det nytter ikke at håndtere prekariseringen som et individualiseret problem.
“Det bliver jo et fælles problem, hvis det belaster arbejdsmiljøet, sammenhængskraften og opgavekvaliteten for de fastansatte også,” siger Janne Gleerup og tilføjer: “Der er en grund til, at man historisk har gået efter den kollektive løsning. Jo mere individualiseret en arbejdspladskultur er, jo sværere er det at lave forandringer,” afrunder hun.