På dansk bruger vi ofte ironi uden at markere det klart i vores sprog. Ingen udsving i intonationen – bemærkningen falder som en hvilken som helst anden. Råt for usødet. Tag dén! Jo skarpere og jo mere brutal, jo sjovere. For en dansker vel at mærke. Når vi samtidig lader arbejde og privatliv flyde sammen i den uformelle snak på gangen på arbejdet og MÅSKE af og til mangler lidt fingerspidsfornemmelse for, hvor andre menneskers grænser går, ja så har vi altså en cocktail, som meget let kan blive til en krænkelsessag på jobbet. Eller i hvert fald til oplevelser af uforskammethed eller chikane.

Jeg bliver indimellem bedt om at undersøge samarbejdet på arbejdspladser. En samarbejdskultur handler både om, hvordan vi kommunikerer sammen, hvordan vi opfører os, og hvilken jargon vi har på arbejdet. Et sted var der en gennemgående ironisk jargon. En kollega kunne for eksempel sige: ”Hva´ så dovne, sidder du og fiser den af?”

Dén form for konverserende sarkasme og ironi, som går lige ind nede i fodboldklubben eller blandt venner i fitnesscentret, gør sig ikke nødvendigvis i internationale sammenhænge eller på en arbejdsplads. At vores egen humor indimellem er en tand for indforstået og vel brutal, det har bogen ’Danish Humour – sink or swim’ taget under kærlig behandling. Men måske er det ikke kun et spørgsmål om forskellige landes kulturer, der mødes? Måske er det også et spørgsmål om generationsforskelle og brydninger os danskere imellem?

Jeg har ikke sjældent stødt på yngre medarbejdere, der på ingen måde synes, at jargonen, der dyrkes internt på arbejdet, er særlig rar at være en del af. De er enten ikke vant til den sarkastiske undertone eller ser ikke ’kærligheden’, der ligger bag. For intentionen er som regel god nok, når man undersøger det nærmere. Det har jeg gjort i forbindelse med medarbejderinterviews. Dem, der går forrest med drillerier og ironi, siger for eksempel: ’Det er ren kærlighed’. Og ’Det ville da være dødkedeligt, hvis vi ikke måtte drille hinanden’. Disse medarbejdere har typisk en bemærkning klar i ærmet til enhver lejlighed – også før de måske har fået stukket en finger i jorden. Intentionen er, at vi prøver at bygge en bro og skabe noget at grine ad sammen, men det kan ende modsat. Vi kan blive opfattet som grove og ufølsomme kolleger.

Ironi er en svær størrelse, fordi den rummer en indforståethed. Problemet er, at vi ikke altid har den samme referenceramme. En kvik bemærkning har det med at falde direkte – og på dansk uden distancemarkører. På andre sprog ville man intonere på en sådan måde, at man tydeligt kunne forstå, at nu kommer det sjove eller ironiske. På dansk er det som om, at jo mindre vi kan markere, at sarkasmen indtræder, jo sjovere. Men det er altså kun sjovt, når man er blandt ligesindede, som er helt med på præmissen. Jeg ser for tiden nogle generationsforskelle være på spil. Og så spiller personlighedsmæssige og andre forskelle også en rolle.

Nogle forsøger velmenende at nedtrappe en konflikt med en joke – men vi risikerer at optrappe den, fordi vores ironi ikke bliver forstået på den måde, vi håber. Det ironiske lag af uforskammethed opfattes måske som, ja, uforskammethed.

Nogle gange er det nødvendigt at tale om, hvordan vi gerne vil have det sammen. Om tonen er okay, eller om der skal skrues ned for charmen indimellem. Det besværlige ved kollegiale fællesskaber på arbejdet er, at tolerancen gælder alle veje. Det at skabe rummelighed og ’højt til loftet’ er en løbende øvelse i at fornemme, hvad der er godt samarbejde og god kommunikation. Og at aflæse situationer, så godt vi kan. Arbejdskulturer er forskellige. Personligheder er forskellige. Og måske synes den nye medarbejder på 25 år ikke, at den dér sexistiske joke bare er alletiders.

Min søn på 10 år kom hjem med en lille skriveøvelse i går. De var blevet bedt om at skrive lidt om personlige grænser efter at have læst et par små tekster om det. Han skrev: ’Det jeg forstår ved en personlig grænse er, at det ikke er én mellem to lande, men om det bliver for meget. Man ved, hvor andres grænse går ved at spørge den person’. Tja, rådet hermed givet videre. ●