skip to Main Content

Forfatteren Jens Christian Grøndahl: Det danske sprog afspejler landet

Det er vigtigt at holde af sit sprog og sit land. Det danske sprog afspejler de bløde overgange i vores landskab, siger Jens Christian Grøndahl. Men at værne om det danske sprog er på ingen måde en hindring for at tilegne sig andre sprog og kulturer. Det er netop evnen til at have sit eget ståsted og samtidig kunne favne og rumme andres identiteter, der er et udtryk for civilisation.

”Det danske sprog afspejler landet. Grammatikken er udflydende, ligesom de bløde overgange i vores landskab er det. Jeg holder af den sammenhæng mellem sproget og landskabet. Når jeg skal oversættes til andre sprog, må oversætteren somme tider træffe et valg, fordi dansk ikke har den samme grad af præcision. For eksempel har vi ikke de samme nuancer af datid, som man har på fransk,” siger Jens Christian Grøndahl, som udover at være en skattet dansk forfatter, oversat til mange sprog, selv taler flydende engelsk og fransk samt forstår tysk og en smule italiensk.

Jens Christian Grøndahl

”For det er en gave at kunne flere sprog — man tænker bedre.”

”Uden sprog, ingen kultur. Sproget omslutter mig mere, end jeg omslutter sproget. Som skønlitterær forfatter med international berøringsflade har han ofte mærket, at der er et stort menneskeligt fællesskab bag sproget. Der er en grund til, at væsentlig litteratur oversættes til alverdens sprog.”

“Sproget handler om at kommunikere, ikke om at bekræfte og fastholde en særlig identitet”

”Sproget handler om at kommunikere, ikke om at bekræfte og fastholde en særlig identitet. Det er ved at fastholde vores eget sprog og samtidig tilegne os andre sprog og kulturer at vi udvikler os. Vi kan læse romaner fra et helt andet århundrede, og vi kan læse romaner fra andre lande og i begge tilfælde genkende sider af os selv. Det er gennem litteraturen, vi forstår hinanden bedst. Den er frigjort fra enhver forestilling om magtudøvelse. I stedet åbner den for indlevelse, evnen til at sætte sig i andres sted, ” siger Jens Christian Grøndahl.

Den halvgamle sprogrøgter

”Romanen som genre er ikke blot et udtryk for den nationale kultur, den sætter også spørgsmålstegn ved det overleverede fællesskab. Den fokuserer på den individuelle erfaring og har derfor også et sprog for den potentielle kløft mellem individet og fællesskabet. Det andet menneske er altid fremmed. Vi er jo dybest set fremmede for hinanden, også i vores eget land,” siger Jens Christian Grøndahl.

Han er på ingen måde bange for sproglig udvikling. Tværtimod, sproget har altid udviklet sig. Ord forsvinder, og nye kommer til.

“Nogen skal jo spille rollen som sprogrøgter og slå til lyd for, at sproget bevarer sin nuancerigdom”

”Den midaldrende eller ældre generation har altid klaget over de unges sprog, lige siden antikken, så sproget overlever nok, men nogen skal jo spille rollen som sprogrøgter og slå til lyd for, at sproget bevarer sin nuancerigdom, så vores danske ordforråd ikke bliver fattigt. Med et fattigt sprog følger en fattig tilgang til det at være menneske. Det er nu engang ikke alt, der kan fortælles i levende billeder. Viden er i lav kurs for tiden, og så kommer dumheden til at regere. Det er blevet ok ikke at vide noget. Vi ved alt for lidt om hinanden i Europa. Til gengæld ved vi en masse om USA. Siden Marshall-hjælpen efter Anden Verdenskrig har vi ligget på maven for USA. Vi mangler en kulturpolitik for Europa.”

Hjertets sprog

Hvordan, en sådan kulturpolitik skal se ud, er ikke enkelt at definere. Måske er det netop forandringen og den gensidige påvirkning, der er den europæiske kulturs særkende?

Jens Christian Grøndahl deltog for nogle år tilbage i et forum bestående af såkaldte multilingvistiske intellektuelle på tværs af de europæiske lande. Målet var at stimulere den interkulturelle dialog. EU-Kommissionen stod bag initiativet. Igen blev Jens Christian Grøndahl mindet om, hvor stort et overlap der er mellem forfattere, uanset hvilket sprog, de skriver på.

“Al god kunst er national, og al national kunst er dårlig”

”Der er flere ligheder end forskelle mellem os forfattere. Sådan et møde bekræfter – også på det personlige plan – at litteraturen er universel. Som kunstneren Edvard Weie udtrykte det: Al god kunst er national, og al national kunst er dårlig.”

På cv’et skal der helst stå, at lederen har gennemført Iron Man ti gange. Hvorfor står der ikke, at han har læst ”På sporet af den tabte tid” af Marcel Proust eller hele Dostojevskijs forfatterskab? Eller at han interesserer sig for renæssancekunst? Foto: Carsten Snejbjerg

Han henviser til formanden for den føromtalte multilingvistiske sammenslutning, forfatteren Amin Maalouf fra Libanon.

”Maalouf formulerede, hvad der blev vores forslag til kommissionen,” husker Jens Christian Grøndahl.

”Han foreslog, at alle europæiske skolebørn udover at lære engelsk også skulle have mulighed for at lære, hvad han kaldte ’une langue de coeur’ – en slags yndlingssprog eller ’hjertesprog’. Det kan være, fordi en af forældrene taler det, eller bare fordi man holder af det. På den måde ville man få en masse europæere, der på det personlige plan, på kryds og tværs af kontinentet, ville være i stand til at formidle mellem de forskellige europæiske kulturer.

Maaloufs forslag afspejler i al sin idealisme den meget realistiske iagttagelse, at forestillingen om én fælles europæisk kultur og ét fælles sprog er død,” siger Jens Christian Grøndahl.

”Verden er og bliver mangfoldig. Føderalismen er stendød.”

En ramme for mødet med de andre

Jens Christian Grøndahl påpeger konsekvensen af, at vi i en lille kultur som den danske også i billedlig forstand har kort vej til landegrænserne. Det betyder på den ene side, at vi er nødt til at tilegne os mange sprog for at kunne klare os internationalt, men det betyder også, at vi skal gøre endnu mere for at værne om vores eget. Ikke for at lukke andre ude, men for at have en ramme for mødet med de andre.

“Der er noget smukt ved besværet med at lære andre sprog og kulturer at kende”

”Der er noget smukt ved besværet med at lære andre sprog og kulturer at kende,” siger Jens Christian Grøndahl. At værne om det danske sprog er på ingen måde en hindring for at ville tilegne sig andre sprog og kulturer, mener han.

Civilisation består i evnen til at have sit eget ståsted og samtidig kunne favne og rumme andres identiteter.

Jens Christian Grøndahl ønsker sprogundervisningen tilbage i skolerne.
”Det er en katastrofe, at tysk og fransk er på vej ud af skolen og gymnasiet. Tysk er et af vores vigtigste handelssprog.”

Foto: Carsten Snejbjerg

Separatisme er latterligt

”I Danmark taler mange om frygten for kultursammenstød. En italiensk kollega, som jeg talte med for nylig, rystede på hovedet ad os.” ”Kulturer støder ikke sammen,” sagde han, ”de blander sig med hinanden.”

”Mange mennesker udtrykker sig, som om kulturel identitet var noget stabilt og uforanderligt. Men diversiteten kan også vendes til en styrke.

Separatisme er jo latterligt! Sprog og kultur bliver et spørgsmål om magt i stedet for at være en måde at møde hinanden på.”

Men somme tider kan kulturerne alligevel være uforenelige. Jens Christian Grøndahl pointerer i den sammenhæng den afgørende forskel på værdier og principper.

“Selvfølgelig skal der være plads til kulturforskelle, men der er ikke plads til adfærd eller normer, der undergraver samfundets bærende principper”

”SF’s formand Pia Olsen Dyhr sagde det meget præcist, da hun tidligere på året markerede, at grænsen for den kulturelle rummelighed går ved respekten for kvinder og ligestillingen mellem kønnene. Ligestillingen er ikke et spørgsmål om værdier, den er et princip, som alle må tilslutte sig uanset kultur, hvis samfundet skal hænge sammen. Selvfølgelig skal der være plads til kulturforskelle, men der er ikke plads til adfærd eller normer, der undergraver samfundets bærende principper.”

Kultur på cv’et

Når en virksomhed forsøger at definere sig selv gennem en såkaldt virksomhedskultur, sker der, efter Jens Christian Grøndals mening, det, at virksomheden misbruger kulturbegrebet i en form for skjult magtudøvelse.

“Det er et overgreb, når man vil ind og rumstere i medarbejdernes bevidsthedsliv og hive dem alle sammen med på kanotur”

”Jeg synes, man skal vedkende sig sit lederskab i stedet for at pakke det ind i pseudohumanistiske floskler. En virksomhed skal tjene penge. Den er ejet af nogen. Det er både i ledelsens og i medarbejdernes interesse, at virksomheden trives. Men de ansatte er ikke ét med virksomheden. Det er et overgreb, når man vil ind og rumstere i medarbejdernes bevidsthedsliv og hive dem alle sammen med på kanotur. I stedet bør man formulere klart, hvad der er virksomhedens interesser, og hvordan hver især kan bidrage til, at man når de mål. Det er ledelse, og det må være dét, ledere får deres gode løn for. Man kan spare sig al den varme luft, man køber i konsulentindustrien, hvis ledelsen består af reflekterede og dannede personer, der, ud over at være dygtige forretningsfolk, også har en social og kulturel horisont.”

Jens Christian Grøndahl undrer sig over, hvordan virksomhedsledere definerer sig selv.

”På cv’et skal der helst stå, at lederen har gennemført Iron Man ti gange. Hvorfor står der ikke, at han har læst ”På sporet af den tabte tid” af Marcel Proust eller hele Dostojevskijs forfatterskab? Eller at han interesserer sig for renæssancekunst?”

Artiklen er oprindeligt trykt i KOM magasinet nummer 100, december 2016.

Tekst / Karin Feit Almberg

Foto / Carsten Snejbjerg

Udgivet / December 2016

Back To Top
×Close search
Search