Millioner af danskere har lyttet til Anita Furus sætninger. Men det er nok de færreste, der er klar over det.

Den i dag 62-årige Anita Furu arbejdede nemlig i 14 år som taleskriver for fire statsministre, hvor hun i det skjulte formulerede tanker, ideer og budskaber for andre.

Selv siger hun, at hun har været inde i ’hovederne og hjerterne’ på fire af de mest fremtrædende politikere i Danmark: Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen, Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen har alle udtalt Anita Furus ord – hvad enten Danmark har været i krise, eller der skulle skabes god stemning i Det Hvide Hus.

Men håndværket, måden at arbejde med ord og sproglige finesser på, er det samme.

Hvad kræver det at blive en god taleskriver?
“Det kræver selvfølgelig, at man kan skrive, men det kræver også, at man kan lytte. Man skal kunne lytte til den, man skriver for, og lægge sig selv helt til side og være inde i hovedet og hjertet på et andet menneske og være i stand til at tænke videre ad et andet menneskes tankebane,” siger Anita Furu, der tidligere i år udgav bogen ‘Flygtige ord’, og som nu ernærer sig som forfatter.

Hvordan kommer man helt ind, så man er i stand til at tænke for et andet menneske?
“Der er nogle helt lavpraktiske ting, man kan gøre. Kogt sammen, er det konstant indsamling af viden, at lytte til måden, de taler på, hvad de skriver på sociale medier, siger i interview, forstå deres politik, deres ideologi, læse bøger om dem, og derfra handler det om at tænke videre ad de baner,” siger hun og tilføjer:

”Hvordan man taler, er et spejl af, hvordan man tænker.”

Fra Fogh til Løkke

Med fire statsministre i bagagen har hun prøvet lidt af hvert. Men de politiske skift fra rød til blå og omvendt har ikke altid været de sværeste.

Anita Furu nævner statsminister overgangen fra Anders Fogh Rasmussen til Lars Løkke Rasmussen. Politisk var det en smooth overgang fra én Venstremand til en anden.

Men taleskrivermæssigt var det at gå fra den ene yderlighed til den anden.

“Fogh taler meget stringent, i hovedsætninger og i punkter. Og det er jo også den måde, han tænker på,” siger Anita Furu og fortsætter:

”Løkke er anderledes: Han er en mere overvejende, tvivlende, eftertænksom type, som i højere grad inddrager andre, og det kommer også til udtryk i den måde, han taler på. Og hans sprog er mere varieret.“

Men er det talerens egen stemme, når talen ikke er skrevet af taleren selv?
“Ja. Når jeg skriver noget for mig selv, så skriver jeg på én måde. Så er det mit. Mine romaner er min egen stemme. Når jeg skriver for andre, så er det deres stemme. Der kan godt være noget i en statsministers tale, som jeg har fundet på. Men jeg har jo fundet på det på en andens vegne – baseret på deres egne tanker og ideer,” siger hun.

Anita Furu giver et eksempel:
“Lars Løkke ville afskaffe efterlønnen. Det er noget, han besluttede, men det er ikke sikkert, at jeg synes, det var en god ide. Men jeg skrev nytårstalen (hvor Løkke annoncerede afskaffelsen af efterlønnen, red.) inden for den ramme, han havde lagt.”

Ord betyder meget, så der er vel også politiske tilpasninger?
“Ja, for eksempel vil man forbinde en socialdemokrat med ordet ‘solidaritet’. Men der kan være en pointe i at tage en modstanders ord, fordi det virker overraskende, og det virker overskudsagtigt. Det gjorde Løkke i sin efterlønstale. Der havde han en hel sekvens, hvor han brugte ordet ‘solidaritet’. Da vi skrev coronatalerne, var vi omvendt meget opmærksomme på, at de ikke skulle opfattes som særligt socialdemokratiske. Derfor brugte vi ikke ordet ‘solidaritet’, men derimod ‘samfundssind’,” siger Anita Furu.

. . . . . . . . . . . . . .

. . . . . . . . . . . . . .

To be or not to be

Et af Anita Furus råd lyder: ‘Tænk ikke kun på, hvad du siger, men også på, hvad publikum hører.’

Hvorfor er det et godt råd?
“Man skal kende sit publikum, og man skal vide, hvad de forventer. I en tale skal man først og fremmest finde ud af, hvad det er, man vil sige. Og så gøre det med så almindelige og forståelige ord som muligt,” siger Anita Furu.

Men noget af det, Mette Frederiksen er blevet kritiseret for i sine taler, et at lixtallet nogle gange er meget lavt?
“Jeg synes, den kritik er forfejlet. Jeg synes, man sætter et forkert lighedstegn mellem det enkle sprog og den enkle tanke. I en tale skal sproget være enkelt – det skal være nemt at holde talen, men det skal også være nemt for dem, der lytter til den. Det er sværere at opfatte ting mundtligt, end når man læser noget. Det er et grundvilkår for talen som medie,” siger hun og fortsætter:

“Men så synes jeg også, der er andre fordele ved et enkelt sprog: Der er noget demokratisk ved at sige ting, så folk kan forstå dem. Og hvis du kan formulere noget klart, så er det også fordi, du selv har forstået det. Problemet i den offentlige debat er ikke, at politikerne taler for enkelt. Problemet er, at der er for mange, der taler for tåget og for abstrakt.”

Anita Furu skærer sin pointe ud i pap:

“Tænk på Shakespeare: ’To be or not to be’. Ordene kan ikke være kortere og enklere. Men det er jo et dybt eksistentielt spørgsmål,” siger hun.

Hvilken tale er du gladest for?
“En af dem er Godhavnstalen, hvor Mette Frederiksen sagde undskyld. Det var den første tale, jeg skulle skrive sammen med hende. Jeg var med på Marienborg, da hun holdt talen. Det var en begivenhed, hvor voksne mænd græd. Det gjorde et kæmpe indtryk på mig.”

Var den svær at skrive?
“Nej. Det var så klart, hvad der var formålet med den tale. De svære taler er dem, hvor der ikke er et klart formål, og hvor man tænker: ‘Hvorfor har statsministeren sagt ja til at optræde til det her?’”

Hvad gør man så?
“Statsministre holder så mange taler, at de ikke altid på forhånd har en mening om, hvad de skal sige. Og fordi de har så travlt, så kan processen begynde på forskellige måder. Det kan godt være, at statsministeren har tre ting, som hun vil have med. Men det kan også være, at taleskriveren begynder med at researche sammen med kollegerne, skriver nogle muligheder ned, der kunne være budskaber, som man så kan vende med enten en rådgiver eller statsministeren selv, hvis der er tid,” siger Anita Furu.

Hun tilføjer:

”Men det er derfor, det er så vigtigt, at man evner at være inde i hovedet og hjertet på et andet menneske.” ●

. . . . . . . . . . . .

12 råd til en god tale

1. Brug tilhørernes tid på en måde, så de føler, at den ikke er spildt.

2. Fastlæg talens formål – hvad vil du opnå?

3. Find ud af, hvad du vil – og sig det.

4. Tænk ikke kun på, hvad du siger, men også på, hvad publikum hører.

5. En klar struktur – ros og vid i starten, byg logisk op, og slut højt.

6. Fortæl historier, og giv tid til at folde dem ud.

7. Research – hele tiden.

8. At skrive en tale er et samarbejde – lyt til kloge mennesker.

9. Brug et enkelt konkret og levende sprog.

10. Læs talen højt for dig selv – hvis du keder dig, så skriv om, eller tag ud.

11. Skær 20 % fra i sidste redigering.

12. Husk, at mange fantastiske taler bryder med ovenstående principper – undtagen det første.
Kilde: Anita Furu

. . . . . . . . . . . .

Taler, vi husker

Under coronakrisen var Anita Furu en af leverandørerne af Mette Frederiksens taler til nationen. Her skulle hun balancere konkret information, lederskab og håb. Og ofte med kort aftræk og med begrænset viden.

De fleste danskere kan nok huske, hvor de var, da Mette Frederiksen klædt i sort den 11. marts 2020 sagde:

“Det, jeg vil sige i aften, det kommer til at få store konsekvenser for alle danskere.”

Samme formiddag havde Anita Furu, der er tidligere taleskriver for blandt andre statsminister Mette Frederiksen, fået til opgave at skrive talen.

“En tale er født af den situation, den skal holdes i, og dem, den er henvendt til,“ siger Anita Furu.

Hun er nøgtern, når hun fortæller om den måske mest berømte tale i nyere tid: Nedlukningstalen.

“Vi stod alle sammen i en situation, hvor vi ikke rigtig vidste, hvad der skulle ske, og hvad vi skulle gøre. Og det var meget specielt med talerne under corona, fordi folk rent faktisk lyttede efter, hvad der blev sagt. Normalt er vilkåret for en taler- og for en taleskriver, at der ikke rigtig bliver lyttet. Det er ord, der kommer ud af en mund, og modtageren har ikke mulighed for at bladre tilbage,” siger Anita Furu.

Hvad var vigtigt rent taleskrivermæssigt?
“Det vigtigste var de beslutninger, som blev taget meget tæt på, at talen skulle holdes. De skulle lægges frem. Folk skulle vide, at nu blev de sendt hjem fra arbejde, børnene skulle ikke i skole. Men selve situationen skulle også formidles, og man skulle føle, at i den usikre situation, vi stod i, så var der nogen, der ledede landet, som vi kunne være trygge ved,“ siger Anita Furu.

Det udtrykte Mette Frederiksen blandt andet på denne måde den 11. marts 2020:

“Vi plejer som danskere at søge fællesskabet ved at være tæt med hinanden. Nu skal vi stå sammen ved at holde afstand til hinanden. Og vi får brug for samfundssind. Vi får brug for hjælpsomhed. (…) Og det er vores klare overbevisning, at vi hellere skal handle i dag end at fortryde i morgen.”

Anita Furu fortsætter:

“Endelig skulle der være en ærlighed om, at vi ikke havde oplevet noget lignende før, at der ville blive begået fejl – og derfor sagde Mette Frederiksen:

“Kommer jeg til at begå fejl som statsminister? Ja, det gør jeg.”

En lyserød elefant

Men selv de mest garvede begår fejl. I den berømte nedlukningstale fik Mette Frederiksen sagt:

“Der er ingen grund til at hamstre hverken rugbrød eller toiletpapir.”

Kort efter lå de første billeder af danskere, der hamstrede toiletpapir, på de sociale medier.

“Efterrationaliseringen er, at det er som at sige: “Tænk ikke på en lyserød elefant!” Hvis du siger det, tænker man på en lyserød elefant. Så det skulle vi bare ikke have haft med,” siger Anita Furu.

Hvad er årsagen til, at den sætning kom med?
“Jeg fik at vide om formiddagen, at jeg skulle skrive den tale, og at den skulle holdes samme aften. Der er forskellige brainstormings og ideer, og det er noget af det, som så kommer ind, men jeg tror, at hvis jeg havde haft en ekstra dag, så havde jeg lige tænkt over det en ekstra gang,” siger hun.

Men tidspres kan også være godt for en tale, fordi det kan give en rød tråd og understrege svære dilemmaer.

Da det under den første coronabølge begyndte at lysne, kom der også en forventning om, at restriktionerne – eller nogle af dem – ville blive ophævet.

“Det ville Mette Frederiksen gerne formidle. Men det var svært,” siger Anita Furu.

Hvorfor?
“Betød det så, at folk slappede af og ikke længere tog restriktionerne alvorligt, inden de blev hævet? Vi sad et par timer før pressemødet og diskuterede det, hvor Mette Frederiksen sagde, at hun ville sige det, som det var – og at hun var nervøs for at sige det,” siger hun.

Få timere senere, den 30. marts 2020, sagde Mette Frederiksen:

“Vores fælles indsats er helt afgørende. Og derfor tør jeg næsten ikke sige det, som jeg har tænkt mig at sige. Men nu siger jeg det: Hvis vi de næste to uger. Henover påsken. Fortsætter med at stå sammen – ved at holde afstand. Og hvis tallene fortsat er stabile og fornuftige i de næste to uger. Så vil regeringen begynde på en gradvis, stille og kontrolleret åbning af vores samfund på den anden side af påske.” ●