Vi lever i en tid, hvor en stor del af vores identitet er bundet op på arbejdslivet: Vi søger løbende at bygge på fortællingen om, at vi lykkes, at vi måske ligefrem realiserer den, vi i virkeligheden er, når vi går på arbejde.

Meningsskabelse i arbejdslivet er en del af vores generelle trivsel, og det moderne menneske vil opfyldes af mening, helst på daglig basis. Vi sammenligner os med andre, måske mere end nogensinde: ’Han har da godt nok succes’, og ’hun gør virkelig en forskel – hvor vigtigt er det lige, det som jeg har udrettet i dag?’

Med den type spørgsmål kan meningsskabelsen let blive til en tyngende byrde, som vi hver især kæmper med at få hold på.

Et job er et trinbræt til et nyt

Engang var et job noget, man fik for at beholde det, det var en del af forankringen i livet. I dag er jobbet nærmere et trinbræt til nye mål, et step på karrierestigen eller i hvert fald et afgrænset punkt i tid og sted. Jobbet er ikke noget, som, vi regner med, skal vare ved til pensionsalderen; det kan skiftes ud, når det ikke siger os noget eller af forskellige grunde bliver en forhindring for de forventninger, vi har til at lykkes og forløses. Denne udvikling er sket samtidig med, at der i de sidste par årtier er blevet langt flere korte ansættelser, såsom projektansættelser og tidsbegrænsede ansættelser.

Denne tendens til ’midlertidighed’ i arbejdslivet har en betydning for, hvordan vi forholder os til vores arbejde, og hvordan vi skaber mening i det. Der er på en måde indlejret en ny form for rastløshed i arbejdslivet, hvilket kan give anledning til oplevelsen af meningstab. For mening handler i høj grad om oplevelsen af at være en del af noget større og arbejde på et givent ’højere’ formål over tid.

Når vi oplever jobbet som i én eller anden forstand ’midlertidigt’, så ligger det snublende nært at tænke sådan: Når jeg alligevel ikke er her om to år, så kan jeg være ligeglad med, hvilken vision organisationen har på langt sigt, hvad det større billede er, og hvad vi sammen er i gang med at skabe. Det bliver fristende at tænke kortsigtet og i individuelle baner. Det bliver nærliggende at have fokus på egen vinding og egne karrieremål. Cirklen omkring meningstab er sluttet: Når vi har et individuelt fokus, får meningsskabelsen trange kår. Mening i arbejdslivet handler nemlig i høj grad om oplevelsen af at skabe værdi sammen med andre mennesker og deltage i noget, der er større end én selv.

Øget alarmberedskab skygger for meningsskabelsen

Noget andet, som kan skygge for meningsskabelsen, er fornemmelsen af ikke at lave et fagligt ordentligt stykke arbejde. Når vi er forhindret i at gå fagligt i dybden – når vi kompromitterer vores faglighed på grund af tidspres, så kan vi opleve ubehag over tid, ja måske ligefrem stress.

Og når vi er stressede, får vi svært ved at skabe mening og fylde i dagligdagen. Vi kommer i en tilstand af øget alarmberedskab; det betyder, at frygten og bekymringerne skygger for engagementet, læringen og de sociale ressourcer. Dermed er en usynlig snubletråd lagt ud for evnen til at skabe mening.

Hvad er meningen?

Når det drejer sig om meningsfuldhed i arbejdslivet, er der fire dimensioner, som er vigtige at have for øje, nemlig:

1. at mening er koblet til en form for fællesskab med andre mennesker – vi er aldrig en ’isoleret meningsskabende ø’
2. at mening omfatter fordybelse i den enkelte opgave og er forbundet til det at opsøge læring.
3. at mening i høj grad handler om det, som vi kan bidrage med ind i en større helhed frem for, hvad vi får ud af det.
4. at mening ikke er en abstrakt størrelse, som tilhører fremtiden, men at den skabes her og nu og fra dag til dag – med et formål, en retning og nogle klare værdier for øje.

Hvad gør jeg for at skabe mere fylde og mening?

Noget af det, som jeg har nævnt her i artiklen, har med strukturelle problemstillinger og en historisk udvikling at gøre. Korte ansættelser og præstationssamfundets pres på den enkeltes skuldre kan medføre, at meningsskabelsen får trange kår. Det er forhold, som må adresseres kollektivt og i en dialog med arbejdsgiverne.

Når det er sagt, så er der også forhold, som vi selv kan være opmærksomme på.

For det første kan vi søge fordybelsen i opgaver, som vi er gode til og bliver udfordret tilpas af. Her kan vi af og til blive bedre til at tale højt om ønsker i forhold til særlige arbejdsopgaver, hvor vi oplever at bruge vores kompetencer og talenter fuldt ud. Og vi kan søge hjælp til at få skabt gode rammer, så fordybelsen bliver mulig.

Når vi bruger os selv i aktiviteter med et passende udfordringsniveau, er chancerne større for at komme i flow og dermed opleve mening i hverdagen. Vi befinder os i en læringszone, hvor vores hjerne er 100 procent koncentreret og engageret i opgavens løsning. Det er en zone, som vi kan blive bedre og bedre til at opsøge, sådan at vi kan fylde flere og flere af vores arbejdstimer ud med opgaver og aktiviteter, som har denne effekt.

For det andet kan vi søge at klargøre dels vores værdisæt og dels arbejdspladsens værdisæt, hvis en af delene forekommer sløret eller uklar. Her kan vi søge dialogen om det højere formål, de store visioner eller de bærende værdier i organisationen. Måske er der perspektiver her, som kan give en bedre forståelse for det større billede, hvoraf du udgør en mindre del. Når vi har blik for den større sammenhæng, kan vi få oplevelsen af meningsfuldhed i den enkelte opgave, fordi vi kan se dens formål og dens plads i helheden.

For det tredje kan vi have fokus på at opsøge de gode partnerskaber/makkerskaber og den gode faglige dialog på arbejdspladsen. Gode samtaler med kolleger og/eller en leder kan fordybe fagligheden ved at inspirere med nye perspektiver og skabe et fælles sprog om det, som vi arbejder med. På den måde skaber vi grobund for en løbende udvikling og læring i vores arbejdsliv.

Sådanne dialoger kan uddybe samarbejdet og give oplevelsen af tilhør og fællesskab rundt om opgaveløsningen. Når fagligheden lever i fællesskabet, og vi oplever et fælles sprog omkring det, så fordybes tilhøret, og det vigtige relationelle kit opstår. Det er dét kit, som giver en dybere resonans i os som mennesker, og som skaber fornemmelsen af forbindelse, sammenhæng og mening.

Coronapandemiens betydning for meningsskabelsen

Der er ikke lavet undersøgelser, der viser, hvad der mere præcist er sket med vores forhold til arbejdslivet, efter coronapandemien satte ind. Det er dog sikkert, at den har en betydning på grund af dens gennemgribende karakter. Vi blev tvunget til at ændre adfærd i vores dagligdag meget pludseligt i marts 2020. Mange fik med nedlukningen tid til refleksion, fordi møder, arrangementer og undervisning blev aflyst.

Når der er tid til refleksion, kan personlige værdier træde tydeligere frem – for eksempel omkring forholdet til sit arbejde og de arbejdsvilkår, som man har. Mange har fået nye perspektiver på relationerne, det kollegiale miljø og på ledelsen. I krisetider sker der ofte det, at der skabes et nyt blik for betydningen af fællesskabet som en meningsskabende faktor, hvilket er sket en del steder.

Samtidig er der sket en sammenblanding for mange mellem privatsfæren og arbejdssfæren, en sammenblanding som har fungeret forskelligt og givet anledning til nye problemstillinger, ny viden om én selv og nye perspektiver på hjemmearbejde og digitale måder at arbejde på.

Alt sammen kan rykke ved den måde, som vi opfatter vores arbejde på og skaber mening i det. Det er dog også sådan, at vi mennesker har det med at vende tilbage til det velkendte, når en krise er på retur. Så der kan ligge en opgave i at fastholde eventuelle nye erkendelser og skabe læring på arbejdspladserne på baggrund af lock-downerfaringerne fra foråret 2020. ●