BEGYNDELSEN

Bess Lindhardt (BL): Det hele begyndte med, at jeg henvendte mig til Handelshøjskolen i København, og der kom jeg i forbindelse med en sød ung jurist, der underviste i erhvervsret, og han sagde, at jeg skulle tale med et par piger, han havde i en klasse, som havde spurgt til fagforeninger. Uden Handelshøjskolens hjælp var det slet ikke gået. Der var også ansat en korrespondent, og uden hende var det heller ikke gået, for hun kunne skaffe adgang til kartoteket over de studerende, adgang til kælderlokalerne, og vi brugte skolens papir. Vi havde jo ingen penge. Vi var fire, og nogle studerende og vi sad og skrev adresser på kuverter. Da vi holdt det første møde, var der nogle, der meldte sig som interesserede. Og der var nok med til det første møde til, at vi fik en bestyrelse.

Else Marie Thygesen (EMT): Jeg boede i Aalborg, så jeg fik ikke noget brev. Det var en kollega, der kontaktede mig og spurgte, om jeg ville med til et møde, og jeg gik med for at bakke op.

BL: Vi sendte også kun ud i København dengang. Jeg kan huske, at vi stod i kælderen på den gamle Handelshøjskole og duplikerede brevene og slikkede frimærker. Jeg skrev ’De’ i det, jeg sendte ud på skrift, og det virker sjovt i dag, men det var naturligt dengang.

Kirsten Lech-Rasmussen (KLR): Jeg var med til orienteringsmødet og efterfølgende stiftende generalforsamling. På Handelshøjskolen var vi blevet advaret mod HK – jeg kan huske, de sagde, at vi ville blive indplaceret som billig arbejdskraft. Jeg var egentlig af den indstilling, at jeg sagtens kunne klare mig uden en fagforening, men jeg ville gerne støtte det, også selvom jeg ikke selv var særlig fagligt aktiv og bevidst. Jeg var i hvert fald meget stor modstander af HK og deres metoder, så bare det at danne modvægt.

BL: Den stiftende generalforsamling foregik i kælderen på Handelshøjskolen, og vi var vel et par hundrede.

PLH: Havde I regnet med så mange?

BL: Vi vidste det ikke, for vi havde ikke fået respons tilbage. Nogle havde skrevet med begejstring og nogle med kritik, folk, som tøvede, men hvor mange sikkert kom til efterhånden.

PLH: Hvad var jeres mål, og talte I om det på den stiftende generalforsamling?

BL: Der må jeg være ærlig og sige, at jeg faktisk ikke vidste, hvor vi skulle hen, når først vi havde fået dannet den forening. Det var vigtigt, at vi fik den, men det viste sig også, at jeg ikke rigtig selv kunne følge trit, for jeg skiftede job og fag. Jeg tog en læreruddannelse, jeg havde fået arbejde på Politiken, og jeg var meget glad for at være der, men beklageligvis havde de nogle meget skæve arbejdstider, og det harmonerede dårligt med at have et lille barn. Tidligere havde jeg spurgt mig selv, ’Hvad skal man gøre for at lave en fagforening,’ og nu spurgte jeg mig selv, ’Hvad skal man gøre for at finde et job, der passer med at have børn’. Der skal være ligeløn, man skal holde sommerferie med børnene og den slags, og så endte det med lærer, og det var i forbindelse med det, at jeg stoppede som korrespondent.

DRIVKRAFTEN

Per Lindegaard Hjorth (PLH): Det var jo dig, Bess, der tog det allerførste initiativ til at danne en ny fagforening. Hvad var egentlig din drivkraft dengang? Var der noget i din familie, der gjorde, at du gik i gang?

BL: Det var, mens jeg var i Plumrose, at ideen om at starte en fagforening kom, også fordi man hørte om HK, og hvordan de blandede sig og ikke ville anerkende vores uddannelse, og vi blev lønnet som ufaglærte. Det havde slet ikke noget med min familie eller baggrund at gøre, nærmest tværtimod. Det var meget mere vrede, der drev mig. For det første var der ikke et fagligt netværk for korrespondenter, og det syntes jeg var trist. Og så blev vi ikke anerkendt. Jeg sad og skrev breve for folk, der var mindre dygtige til den slags end mig. Og så rettede de i mine ting. Det var surt.

PLH: Var det mest faglig anerkendelse fra ledelsens side, der manglede, eller var det også løn- og ansættelsesvilkårene, det var galt med?

EMT: Det gjaldt bestemt i samfundet generelt. Man var ’bare’ en god skrivemaskinedame. Det var hele tiden en kamp at få den korrespondentuddannelse anerkendt. Men selv havde jeg ingen erfaring med fagforeninger – jeg havde kun læst om dem i Aalborg Stiftstidende og brød mig ikke om den hårde retorik, blandt andet Dansk Metal benyttede. Men det, I lavede, har været guld værd, og måden, I lavede det på. Og frem for alt, at det ikke blev kaldt en fagforening. Jeg lærte først senere, hvad det er for noget, og det havde formentlig afskrækket mig fra at deltage dengang.

BL: Jeg tror, at tiden var moden til det dengang. Vi blev jo bare betragtet som kontordamer. Sådan nogle skrivemaskinedamer. Og vi var kvinder. Det havde nok også noget med det, at vi var et kvindefag, at gøre.

RESULTATERNE

PLH: I har på hver jeres måde bidraget til dannelsen af denne her fagforening, og alle spiller en vigtig rolle. Hvad synes I, der er kommet ud af jeres indsats dengang?

BL: Jeg er vildt imponeret. Jeg synes, det er fantastik. Det rent formelle, at folk er akademikere, men også at vi vandt en sag i Arbejdsretten, og at Finansministeriet måtte bøje sig.

EMT: Ja, det var medlemmer fra Udenrigsministeriet midt i 80’erne, som fik en dom i Arbejdsretten, og det var der, den store vending skete. Jeg tror, at det kom med årene, at vi begyndte at kæmpe og for eksempel tog den direkte konfrontation med HK i Arbejdsretten.

BL: På et tidspunkt opstod spørgsmålet om en a-kasse, og jeg var imod den beslutning, der blev truffet der, så jeg var nok lidt bagstræberisk og syntes ikke, at man kunne tvinge folk til at være medlem, hvis ikke de havde lyst. Det blev vedtaget, at man skulle være tvungent medlem af en a-kasse for at være medlem. I dag ville jeg ønske, at jeg havde stemt ja, men det gjorde jeg altså ikke dengang.

KLR: Jeg tror måske ikke, der er så meget, der er forandret ude på arbejdspladserne. ’Alle kan lige så godt skrive brevene selv’, og det var jeg ikke enig i.

PLH: Hvilken forskel har HAK, EsF og KS gjort for faget?

BL: Det har givet en helt anden selvfølelse at være medlem af så fornemt et forbund og vide, at man har noget at have det i, og man kan stille nogle krav.

KLR: Og at man også har en lønstatistik, selvom den kan være svær at komme igennem med.

PLH: Jeg var engang ansat i en virksomhed, hvor det var politikken, at man gav en ’markedsrigtig løn’. Som faggruppe stillede vi spørgsmål ind til det og fik 20 procent mere i løn. Og det var den måde, jeg blev fagligt aktiv, for så blev jeg spurgt, om jeg ville på et TR-lignende kursus.

EMT: Landsmøderne var guld værd, og det var vigtigt for at få det hele til at hænge sammen. Jeg kunne føle mig tryg og kunne mærke, at de andre tog kampen. Men også det lokale arbejde i Aalborg, hvor jeg var med i kredsbestyrelsen i nogle år i 90’erne var inspirerende. Og min datter var også aktiv. Så vi kalder det stadig EsF.

FORANDRINGERNE

PLH: Hvad tænkte I om navneskiftet fra Erhvervssprogligt Forbund til Kommunikation og Sprog?

KLR: Det gjorde lidt ondt, fordi sprogdelen røg lidt i baggrunden, og det føler jeg stadig. Det er nok udviklingen, men nu har jeg det fint med det.

EMT: Navnet var godt, fordi det beskrev, hvad det var. Men der var nok en del, der ikke kendte det.

PLH: I kan takke blandt andet en tidligere TR på Aarhus Universitet og mig for, at ’Sprog’ kom med, for det var det ikke i starten. Det skulle hedde Kommunikationsforbundet, og det ville give mening i dag, hvor der ikke bliver uddannet ret mange indenfor sprog mere. Men det gav ikke mening dengang, for sprog var stadig medlemmernes uddannelse og job. I dag ser man mere på sprog som et redskab til kommunikation. Det har flere betydninger. Sprog er det, der binder alle medlemmerne sammen, for de har alle sammen dansk. Hvis du arbejder med kommunikation, bruger du også sproget, for det er det, man kommunikerer med.

EMT: Jeg er vred over, at man afskaffede translatørbeskikkelsen.

PLH: Jeg mistede tilliden til det politiske system der. For de nedlagde noget, som de godt vidste fungerede. I andre lande har man prøvet at opbygge sådan et system efter dansk forbillede, og så afskaffer vi det. Og om ikke ret mange år bliver der slet ikke uddannet nogen indenfor sprog, for der kommer ikke til at være nogen, der kan undervise i det. Det, der er problemet i dag, er jo, at virksomhederne ikke værdsætter og dermed vil betale anstændigt for sproglige kompetencer. Der sker det samme i forbindelse med sagen om Easy Translate og Rigspolitiet.

EMT: Der er vi tilbage til den manglende forståelse for sprogets betydning. Måske skulle vi starte forfra. Men jeg vil gerne takke dig, Bess, for det, du gjorde dengang. Det har givet så mange gode oplevelser.

PLH: Vi må alle sammen takke alle dem, der tog initiativet til det her. Og mange tak for, at I ville komme ind og fortælle om, hvordan det hele begyndte.