I 2020 er det KS’ fødselsdag. Hurra, hurra, hurra
I 2020 er det KS’ fødselsdag.
Hurra, hurra, hurra
I 1970 var forholdene for korrespondenter i erhvervslivet bestemt ikke imponerende. De var ansat på samme vilkår som kontorfunktionærerne i HK, og i HK var der ingen vilje til at forbedre korrespondenternes ansættelsesvilkår og overenskomster, selvom de havde en længerevarende uddannelse, der kunne berettige til det. Så korrespondenterne tog sagen i egen hånd.
27. oktober 1970
27. oktober er Kommunikation og Sprogs fødselsdag, og i 2020 fylder vi 50 år. Vi fejrer jubilæumsåret ved at fokusere på vigtige begivenheder i fortiden og i nutiden, men vi kommer også med bud på fremtiden.
Den 27. oktober 2020 har Forbundet Kommunikation og Sprog eksisteret i 50 år. Forbundets forskellige navne, først Handelshøjskolens Korrespondentsammenslutning (HAK), senere Erhvervssprogligt Forbund (EsF) og nu KS er et udtryk for, at tiden går og tiderne skifter. Og for at KS følger med tiden.
Som det fremgår andetsteds i Kommagasinet.dk, har vi blandt vores medlemmer personer, der var med fra den spæde start, som tilmed bidrog til stiftelsen, tog initiativ til den, og som stadig er aktive i KS. På den måde har vi historien tæt på. Historien kan man ikke løbe fra. Den er en del af fortiden, nutiden og fremtiden. Et mundheld siger: ”Hvis du vil vide, hvem du er, og hvor du er på vej hen, skal du vide, hvor du kommer fra.”
Derfor vil vi i jubilæumsåret lave nedslag, der fokuserer på vigtige begivenheder i fortiden og i nutiden, og vi vil også komme med bud på fremtiden. KS er et fagligt fællesskab, og alle KS medlemmer har fagligheden, faget, organisationen og historien tilfælles. Vi er stolte over vores uddannelser, vores faglighed og det arbejde, vi udfører. Vi er en del af en historie.
Vi indleder fejringen i dette nummer af Kommagasinet.dk med en samtale om omstændighederne i forbindelse med stiftelsen. I kommende numre bringer vi artikler om arbejdsmarkedet og samfundsudviklingen, om teknologien, om fag og faglighed, om karriere og job, og naturligvis uddannelserne og KS’ medlemmer, nu og i fremtiden.
KS har mange medier. De vil blive bragt i spil på en humoristisk måde, der også afspejler forbundets værdier. Videoklip, sjove opslag på Facebook og Instagram, LinkedIn, nyhedsbreve, måske en tekstbid på Twitter, og podcasts. Til lejligheden er oprettet en uformel Facebookgruppe, hvor du kan netværke med tidligere og nuværende medlemmer af KS. Du kan også selv skrive opslag og lægge billeder op. Måske finder du dér en gammel studiekammerat eller kollega. Gruppen er åben for alle, der ønsker at give udtryk for deres tilknytning til KS. Navnet på gruppen er: Forbundet Kommunikation og Sprog/EsF – der mødtes vi. Også her vil vi lægge gamle fotos og billeder op.
Målgruppen for jubilæumsfejringen er KS medlemmer, og året kulminerer med en stribe medlemsarrangementer, der gennemføres i samarbejde med regionerne. På jubilæumsarrangementerne vil der være et fagligt oplæg, en reception og en udstilling, fysisk eller virtuel, af EsF-/KS-merchandise: kuglepenne gennem årene, årskalendere, t-shirts, hvervemateriale, bannere og plakater. Du kan godt glæde dig.
Vi håber, vi ser dig til jubilæumsarrangementerne, og vi håber, du vil deltage i fejringen. Og tillykke med jubilæet.
Til at lægge de brede linjer for fejringen af jubilæet har hovedbestyrelsen nedsat en projektgruppe, der består af forbundsformand Per Lindegaard Hjorth, tidligere formand og æresmedlem Jeannette Ørsted, medlem af hovedbestyrelsen Cathrine Holm-Nielsen, konsulent Pernille Haurballe og konsulent Jørgen Chr. Wind Nielsen. Tovholder på projektet er Jørgen. Som kommunikationspartner har vi valgt Social Works.
Brevet, der satte det hele i gang
I foråret 1970 sendte en ung korrespondent, som var ansat på Plumrose, et brev til alle dem, der indenfor de sidste 10 år havde bestået handelshøjskolens tresproglige korrespondenteksamen. Brevskriveren spurgte på initiativtagernes vegne om ”…de gode sprogkundskaber havde åbnet dem mulighed for at udfolde sig selvstændigt og nå til en ansvarsfuld post. Eller har De, som de fleste af os, måttet erkende, at Deres muligheder i sørgelig grad begrænses af et traditionsbundet system, hvor vi på forhånd sættes i bås, uden hensyn til uddannelse og kvalifikationer”.
Brevet mundede ud i en opfordring til at slutte sig sammen for at opnå bedre vilkår for korrespondenter.
Brevskriveren hedder Bess Lindhardt, og hendes brev blev faktisk starten på det, vi i dag kender som Forbundet Kommunikation og Sprog. Svarprocenten var opmuntrende nok til, at hun og de øvrige initiativtagere kunne udsende et opråb, hvor man manende spurgte:
”Vil I være underbetalte kontordamer med kendskab til sprog, eller vil I være virkelige kapaciteter, man regner med, også lønmæssigt?”
Der var i hvert fald 500 korrespondenter, som ikke var i tvivl om, hvad de helst ville. Så mange meldte nemlig positivt tilbage, og cirka halvdelen af dem mødte op til stiftelsen af HAK – Handelshøjskolens Korrespondentsammenslutning – den 27. oktober 1970.
Næste år er det 50 år siden, og i den anledning har vi inviteret tre af de korrespondenter, der i sin tid var med til at stifte forbundet, til en samtale med den nuværende KS-formand Per Lindegaard Hjorth.
De tre er:
Bess Lindhardt, i dag 79 år
Bess er korrespondent i engelsk, tysk og fransk fra Handelshøjskolen i København i 1962. Hun blev korrespondent, fordi hun ville ansættes i Udenrigsministeriet og ud at rejse. Da hun blev færdig, arbejdede hun hos L’Oreal i en periode og rejste til Spanien i 63, fordi hun havde lyst til at lære spansk. Hun kunne ikke et ord spansk, da hun kom derned, og gik på skole, og da den var slut, fik hun et job i en stor international tekstilvirksomhed. Bess kom tilbage til Danmark i 1966 og fik job i Plumrose. Bess forlod korrespondentfaget i 1976. Hun gik i gang med en læreruddannelse og har arbejdet som lærer, indtil hun forlod arbejdsmarkedet.
Kirsten Lech-Rasmussen, i dag 70 år
Kirsten blev tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København i 1970 og fik først et vikariat på Plumrose i skrivestuen. Derefter havde hun i mange år fast job i Oticon, siden Maersk Medical og sluttede karrieren med fire år i Lundbech, indtil hun gik på efterløn.
Else Marie Thygesen, i dag 77 år
Tresproglig korrespondent fra Aalborg Handelshøjskole juni 1964. Første job var hos medicinalfirmaet Geigy i Schweiz. Derfra blev hun hentet til det gamle Bella Center, hvor hun blev i 8 år. Efter nogle år med familien i udlandet vendte hun tilbage til Aalborg, hvor hun i 1985 var med til at opbygge Nordjysk Eksportklub. Her blev hun, til hun gik på efterløn i 2004.
Historien om, da korrespondenterne i 1970 dannede deres egen fagforening – den fagforening, som i dag er blevet til Kommunikation og Sprog – tager sit udgangspunkt i utilfredshed og vrede. Utilfredshed med de ansættelsesvilkår, korrespondenterne blev budt på arbejdsmarkedet. Og vrede over den manglende anerkendelse af betydningen af de sproglige kompetencer, som korrespondenterne besad.
Man kan stadig lige så tydeligt høre indignationen i stemmerne, når de, der var med dengang, fortæller historien om, hvad der drev dem, og hvordan de gjorde.
KS-formand Per Lindegaard Hjorth var ikke med helt fra begyndelsen, men han kender mange af dem, der i sin tid stiftede forbundet, og han kender historien. Derfor har Kommagasinet.dk bragt ham sammen med tre af de korrespondenter, der var med til det allerførste møde i det, der først hed HAK (Handelshøjskolens Korrespondentsammenslutning), siden Erhvervssprogligt Forbund, og som i 2004 blev til Kommunikation og Sprog. ●
BEGYNDELSEN
Bess Lindhardt (BL): Det hele begyndte med, at jeg henvendte mig til Handelshøjskolen i København, og der kom jeg i forbindelse med en sød ung jurist, der underviste i erhvervsret, og han sagde, at jeg skulle tale med et par piger, han havde i en klasse, som havde spurgt til fagforeninger. Uden Handelshøjskolens hjælp var det slet ikke gået. Der var også ansat en korrespondent, og uden hende var det heller ikke gået, for hun kunne skaffe adgang til kartoteket over de studerende, adgang til kælderlokalerne, og vi brugte skolens papir. Vi havde jo ingen penge. Vi var fire, og nogle studerende og vi sad og skrev adresser på kuverter. Da vi holdt det første møde, var der nogle, der meldte sig som interesserede. Og der var nok med til det første møde til, at vi fik en bestyrelse.
Else Marie Thygesen (EMT): Jeg boede i Aalborg, så jeg fik ikke noget brev. Det var en kollega, der kontaktede mig og spurgte, om jeg ville med til et møde, og jeg gik med for at bakke op.
BL: Vi sendte også kun ud i København dengang. Jeg kan huske, at vi stod i kælderen på den gamle Handelshøjskole og duplikerede brevene og slikkede frimærker. Jeg skrev ’De’ i det, jeg sendte ud på skrift, og det virker sjovt i dag, men det var naturligt dengang.
Kirsten Lech-Rasmussen (KLR): Jeg var med til orienteringsmødet og efterfølgende stiftende generalforsamling. På Handelshøjskolen var vi blevet advaret mod HK – jeg kan huske, de sagde, at vi ville blive indplaceret som billig arbejdskraft. Jeg var egentlig af den indstilling, at jeg sagtens kunne klare mig uden en fagforening, men jeg ville gerne støtte det, også selvom jeg ikke selv var særlig fagligt aktiv og bevidst. Jeg var i hvert fald meget stor modstander af HK og deres metoder, så bare det at danne modvægt.
BL: Den stiftende generalforsamling foregik i kælderen på Handelshøjskolen, og vi var vel et par hundrede.
PLH: Havde I regnet med så mange?
BL: Vi vidste det ikke, for vi havde ikke fået respons tilbage. Nogle havde skrevet med begejstring og nogle med kritik, folk, som tøvede, men hvor mange sikkert kom til efterhånden.
PLH: Hvad var jeres mål, og talte I om det på den stiftende generalforsamling?
BL: Der må jeg være ærlig og sige, at jeg faktisk ikke vidste, hvor vi skulle hen, når først vi havde fået dannet den forening. Det var vigtigt, at vi fik den, men det viste sig også, at jeg ikke rigtig selv kunne følge trit, for jeg skiftede job og fag. Jeg tog en læreruddannelse, jeg havde fået arbejde på Politiken, og jeg var meget glad for at være der, men beklageligvis havde de nogle meget skæve arbejdstider, og det harmonerede dårligt med at have et lille barn. Tidligere havde jeg spurgt mig selv, ’Hvad skal man gøre for at lave en fagforening,’ og nu spurgte jeg mig selv, ’Hvad skal man gøre for at finde et job, der passer med at have børn’. Der skal være ligeløn, man skal holde sommerferie med børnene og den slags, og så endte det med lærer, og det var i forbindelse med det, at jeg stoppede som korrespondent.
DRIVKRAFTEN
Per Lindegaard Hjorth (PLH): Det var jo dig, Bess, der tog det allerførste initiativ til at danne en ny fagforening. Hvad var egentlig din drivkraft dengang? Var der noget i din familie, der gjorde, at du gik i gang?
BL: Det var, mens jeg var i Plumrose, at ideen om at starte en fagforening kom, også fordi man hørte om HK, og hvordan de blandede sig og ikke ville anerkende vores uddannelse, og vi blev lønnet som ufaglærte. Det havde slet ikke noget med min familie eller baggrund at gøre, nærmest tværtimod. Det var meget mere vrede, der drev mig. For det første var der ikke et fagligt netværk for korrespondenter, og det syntes jeg var trist. Og så blev vi ikke anerkendt. Jeg sad og skrev breve for folk, der var mindre dygtige til den slags end mig. Og så rettede de i mine ting. Det var surt.
PLH: Var det mest faglig anerkendelse fra ledelsens side, der manglede, eller var det også løn- og ansættelsesvilkårene, det var galt med?
EMT: Det gjaldt bestemt i samfundet generelt. Man var ’bare’ en god skrivemaskinedame. Det var hele tiden en kamp at få den korrespondentuddannelse anerkendt. Men selv havde jeg ingen erfaring med fagforeninger – jeg havde kun læst om dem i Aalborg Stiftstidende og brød mig ikke om den hårde retorik, blandt andet Dansk Metal benyttede. Men det, I lavede, har været guld værd, og måden, I lavede det på. Og frem for alt, at det ikke blev kaldt en fagforening. Jeg lærte først senere, hvad det er for noget, og det havde formentlig afskrækket mig fra at deltage dengang.
BL: Jeg tror, at tiden var moden til det dengang. Vi blev jo bare betragtet som kontordamer. Sådan nogle skrivemaskinedamer. Og vi var kvinder. Det havde nok også noget med det, at vi var et kvindefag, at gøre.
RESULTATERNE
PLH: I har på hver jeres måde bidraget til dannelsen af denne her fagforening, og alle spiller en vigtig rolle. Hvad synes I, der er kommet ud af jeres indsats dengang?
BL: Jeg er vildt imponeret. Jeg synes, det er fantastik. Det rent formelle, at folk er akademikere, men også at vi vandt en sag i Arbejdsretten, og at Finansministeriet måtte bøje sig.
EMT: Ja, det var medlemmer fra Udenrigsministeriet midt i 80’erne, som fik en dom i Arbejdsretten, og det var der, den store vending skete. Jeg tror, at det kom med årene, at vi begyndte at kæmpe og for eksempel tog den direkte konfrontation med HK i Arbejdsretten.
BL: På et tidspunkt opstod spørgsmålet om en a-kasse, og jeg var imod den beslutning, der blev truffet der, så jeg var nok lidt bagstræberisk og syntes ikke, at man kunne tvinge folk til at være medlem, hvis ikke de havde lyst. Det blev vedtaget, at man skulle være tvungent medlem af en a-kasse for at være medlem. I dag ville jeg ønske, at jeg havde stemt ja, men det gjorde jeg altså ikke dengang.
KLR: Jeg tror måske ikke, der er så meget, der er forandret ude på arbejdspladserne. ’Alle kan lige så godt skrive brevene selv’, og det var jeg ikke enig i.
PLH: Hvilken forskel har HAK, EsF og KS gjort for faget?
BL: Det har givet en helt anden selvfølelse at være medlem af så fornemt et forbund og vide, at man har noget at have det i, og man kan stille nogle krav.
KLR: Og at man også har en lønstatistik, selvom den kan være svær at komme igennem med.
PLH: Jeg var engang ansat i en virksomhed, hvor det var politikken, at man gav en ’markedsrigtig løn’. Som faggruppe stillede vi spørgsmål ind til det og fik 20 procent mere i løn. Og det var den måde, jeg blev fagligt aktiv, for så blev jeg spurgt, om jeg ville på et TR-lignende kursus.
EMT: Landsmøderne var guld værd, og det var vigtigt for at få det hele til at hænge sammen. Jeg kunne føle mig tryg og kunne mærke, at de andre tog kampen. Men også det lokale arbejde i Aalborg, hvor jeg var med i kredsbestyrelsen i nogle år i 90’erne var inspirerende. Og min datter var også aktiv. Så vi kalder det stadig EsF.
FORANDRINGERNE
PLH: Hvad tænkte I om navneskiftet fra Erhvervssprogligt Forbund til Kommunikation og Sprog?
KLR: Det gjorde lidt ondt, fordi sprogdelen røg lidt i baggrunden, og det føler jeg stadig. Det er nok udviklingen, men nu har jeg det fint med det.
EMT: Navnet var godt, fordi det beskrev, hvad det var. Men der var nok en del, der ikke kendte det.
PLH: I kan takke blandt andet en tidligere TR på Aarhus Universitet og mig for, at ’Sprog’ kom med, for det var det ikke i starten. Det skulle hedde Kommunikationsforbundet, og det ville give mening i dag, hvor der ikke bliver uddannet ret mange indenfor sprog mere. Men det gav ikke mening dengang, for sprog var stadig medlemmernes uddannelse og job. I dag ser man mere på sprog som et redskab til kommunikation. Det har flere betydninger. Sprog er det, der binder alle medlemmerne sammen, for de har alle sammen dansk. Hvis du arbejder med kommunikation, bruger du også sproget, for det er det, man kommunikerer med.
EMT: Jeg er vred over, at man afskaffede translatørbeskikkelsen.
PLH: Jeg mistede tilliden til det politiske system der. For de nedlagde noget, som de godt vidste fungerede. I andre lande har man prøvet at opbygge sådan et system efter dansk forbillede, og så afskaffer vi det. Og om ikke ret mange år bliver der slet ikke uddannet nogen indenfor sprog, for der kommer ikke til at være nogen, der kan undervise i det. Det, der er problemet i dag, er jo, at virksomhederne ikke værdsætter og dermed vil betale anstændigt for sproglige kompetencer. Der sker det samme i forbindelse med sagen om Easy Translate og Rigspolitiet.
EMT: Der er vi tilbage til den manglende forståelse for sprogets betydning. Måske skulle vi starte forfra. Men jeg vil gerne takke dig, Bess, for det, du gjorde dengang. Det har givet så mange gode oplevelser.
PLH: Vi må alle sammen takke alle dem, der tog initiativet til det her. Og mange tak for, at I ville komme ind og fortælle om, hvordan det hele begyndte.