Skip to content

Kun en tåbe frygter ikke havet

Kun en tåbe frygter ikke havet

Tekst / Jakob Dahl Klausen, Presserådgiver, Slots- og Kulturstyrelsen og Statens Kunstfond | Hovedbestyrelsesmedlem i Kommunikation og Sprog
Udgivet / August 2023

Lyt til artiklen her:

Når et hold af nye studerende i disse uger begynder deres studier, så kan jeg selv se tilbage på, at det er 10 år siden, at jeg satte de først ord på papir til mit eget speciale – og afsluttede mine studier. Dengang valgte jeg at skrive om relationen mellem kommunikationsfolk og journalister – om samarbejdsrelationer og konflikter. Et emne som, her et årti senere, stadig er relevant.

Meget har dog ændret sig i både pressefolkenes og kommunikatørernes hverdag. Sociale medier, oversætterfunktioner, data, automatisering – og senest AI – har udviklet sig med rekordfart og skabt en verden af muligheder, som stadig kun var ideer, da jeg selv trådte ind på arbejdsmarkedet. Teknologien bringer os så mange nye værktøjer, at vi nu igen diskuterer, om der mon er et arbejdsmarked for os om 10 år.

Men ligesom jeg i dag tænker, at problemstillingen i mit speciale stadig er relevant, så er der nogle grundlæggende færdigheder og egenskaber, der ikke mister deres betydning. Evnen til at formidle en overbevisende historie og skabe forbindelser til vores målgrupper forsvinder ikke. Og jeg tror ikke, at de kan erstattes.

Selvfølgelig skal vi have en sund respekt for de udfordringer, vi står overfor i den foranderlige kommunikationsverden. Og det er nærmest naturstridigt ikke at frygte det ukendte bare en lille smule. Men vi skal være klar over, at teknologi kan være en stærk partner. Vi må ikke lade frygten for det ukendte eller kompleksiteten i nye værktøjer og platforme skræmme os.

For selvom man bliver imponeret over, at ChatGTP kan skrive en studieopgave eller formulere en kommunikationsstrategi på få sekunder, så bliver man tilsvarende overrasket, når den svarer forkert på et så simpelt spørgsmål som, hvem der var departementschef i Statsministeriet under Tamilsagen i starten af 1990’erne – som jeg spurgte den om for nylig.

Jeg tror nu nok, at teknologien skal udvikle sig på samme måde som med oversætterværktøjer og kvaliteten blive bedre.

Men det viser alligevel, at det i denne bølge af forandringer er vigtigt at omfavne vores frygt for, hvad fremtiden bringer, og i stedet holde fast i de grundlæggende kompetencer, vi som kommunikatører har. Og selvom teknologien er imponerende og perspektiverne virker helt uoverskuelige, så er det stadig et værktøj. Og værktøjer har den gode egenskab, at man kan lære at betjene dem. Og det får I nye studerende rig lejlighed til at prøve kræfter med de kommende år.

Så herfra skal lyde et kæmpestort tillykke til alle jer, der starter studier i disse dage. Jeg håber, at I får jeres livs bedste år. Hvordan arbejdsmarkedet ser ud, når I er færdige, ved ingen. Men fortvivl ikke. Der vil stadig være brug for kommunikatører som jer med kompetencer, som ikke kan erstattes af teknologi og kunstig intelligens.

God vind – og carpe diem.●

Tekst / Jakob Dahl Klausen, Presserådgiver, Slots- og Kulturstyrelsen og Statens Kunstfond | Hovedbestyrelsesmedlem i Kommunikation og Sprog
Udgivet / August 2023

Kommagasinet er udgivet af Kommunikation og Sprog - fagforeningen for dig, der elsker kommunikation, sprog og marketing.

Medlemsfordele

Se hvad du kan få ud af et medlemskab hos Kommunikation og Sprog

Back To Top
Search
Share via
Copy link
Powered by Social Snap